Mødedato: 25.09.2001, kl. 15:00

Strandparken I/S 2000-regnskab og 2002-budget (Kultur- og Fritidsudvalget)

Strandparken I/S 2000-regnskab og 2002-budget (Kultur- og Fritidsudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 25. september 2001

 

 

J.nr. ØU 264/2001

 

6. Strandparken I/S 2000-regnskab og 2002-budget (Kultur- og Fritidsudvalget)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget,

at Borgerrepræsentationen godkender regnskabet for Strandparken I/S for 2000

at Borgerrepræsentationen godkender budgetforslaget for Strandparken I/S for 2002 med det forbehold, at interessenternes forholdsmæssige ejerskab ikke ændres

at Borgerrepræsentationen godkender, at kommunens bidrag til Strandparken I/S i 2002 udgør 1,629 mio. kr.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. august 2001

Indstillingen blev tiltrådt.

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen indvendinger mod at nærværende forslag søges gennemført."

RESUME

Ifølge vedtægterne for Strandparken I/S skal Københavns Kommune godkende regnskaber og budgetter samt godkende kommunens bidrag til Strandparken.

Regnskabet for 2000 udviser et overskud på 0,4 mio. kr. Det er 1,2 mio. kr. bedre end budgetteret. Årsagerne er, at vejrliget har ført til mindre omkostninger end gennemsnittet, et mindre lønforbrug i driftsafdelingen, samt at Strandparken har efterlevet de stillede krav om en strammere udgiftsstyring generelt og særligt for så vidt angår den løbende vedligeholdelse.

Budgetforslaget for 2002 balancerer med udgifter og indtægter på 7,8 mio. kr. og indeholder en videreførelse af de frivillige bidrag på 1 mio. kr. til ekstraordinær vedligeholdelse. I budgetoverslagsårene 2004 og 2005 forventes et underskud på 0,4 mio. kr. årligt, der skal finansieres over kassebeholdningen.

Københavns Kommunes bidrag for 2002 er fastsat til 1,629 mio. kr.

SAGSBESKRIVELSE

Bestyrelsen for Strandparken har på sit bestyrelsesmøde den 13. marts 2001 godkendt regnskab og revisionsberetning for 2000 samt vedtaget budgetforslaget for 2002, herunder interessenternes bidrag. Ifølge vedtægterne skal Københavns Kommune godkende disse samt godkende kommunens bidrag til Strandparken.

Både Københavns Amt med 37 1/3 % og Københavns Kommune med 27 1/3 % ejer en så stor del af interessentskabet, at de hver især jf. vedtægternes § 8 kan blokere for fastlæggelse af tilskudsstørrelsen, vedtagelse af årsregnskab samt budget.

Årsregnskabet 2000

Regnskabet er fremsendt uden forbehold eller påtegninger fra revisionen. Regnskabet udviser et overskud på 0,4 mio. kr. mod et forventet underskud på 0,8 mio. kr. Det skyldes særligt to forhold:

  • et mindreforbrug på lønudgifter og udgifter til sekretariatet
  • et mindreforbrug på den løbende vedligeholdelse

I forhold til regnskabsåret 1999, hvor underskuddet var 1,5 mio. kr., er resultatet for 2000 væsentligt forbedret. Den kortfristede gæld er nedbragt med 0,2 mio.kr. og udgør ultimo 2000 2,6 mio. kr. Likviditeten er forbedret med 0,7 mio. kr., fra 5,7 mio. kr. til 6,4 mio. kr. Strandparkens økonomiske råderum er således blevet udvidet.

På grund af det dårlige resultat i 1999 tog Strandparken tiltag til en bedre økonomisk styring og kompenserende besparelser i 2000.

Budgetforslag 2002

Budgetforslaget for 2002 er fremskrevet med 3,0 %, svarende til Amtsrådsforeningens budgetvejledning.

Der er i budgetforslaget for 2002 indeholdt en videreførelse af de frivillige bidrag på 1 mio. kr. fra beliggenhedskommunerne Brøndby, Vallensbæk, Ishøj og Greve. Denne forøgelse af driftsudgifterne med 1 mio. kr. er led i en langsigtet strategi, hvis formål er at få gennemført en renovering af bygninger og broer samt indkøb af materiel. De frivillige bidrag er ligeledes indarbejdet i budgetterne for de efterfølgende år.

Budgetforslaget inkl. de frivillige bidrag på 1 mio. kr. balancerer med udgifter og indtægter på 7,8 mio. kr. i 2002. Den primære drift udviser et underskud på 0,7 mio. kr., hvilket opvejes af indtægter på 0,7 mio. kr. ved udlejning af havne til beliggenhedskommuner. Disse lejeindtægter bortfalder helt fra og med år 2004. I budget-overslaget for 2003 forventes et underskud på under 50.000 kr., og i budgetoverslagene for 2004 og 2005 kalkuleres med et årligt underskud på 0,4 mio. kr.

For årene 2004 og 2005 foretages en nedjustering af udgifterne med henblik på at opnå en langsigtet tilpasning af udgifts- og indtægtsniveau. Der er gennem en årrække tilført Strandparken ekstra indtægter udover interessentbidragene. Indtægten er en følge af den aftale, der i begyndelsen af 90'erne blev indgået om sanering af havnenes økonomi. Det har medført en voksende kassebeholdning, der ultimo 2000 udgjorde 6,4 mio. kr. Kassebeholdningen kan dække de kommende års driftsunderskud, og såfremt de opstillede budgetter overholdes, kan kassebeholdningen dække de årlige underskud frem til ca. år 2016.

Fastlæggelse af bidrag fra Københavns Kommune i 2002

Københavns Kommunes bidrag til Strandparken er i 2002 fastsat til 1,629 mio. kr., svarende til bidraget for 2001 fremskrevet med Amtsrådsforeningens fremskrivningsprocent på 3,0 %.

ØKONOMI

Tilskuddet er indarbejdet i budgetforslag 2002.

BILAG

  1. Strandparkens regnskab for 2000
  2. Revisionsberetning vedr. Strandparkens 2000-regnskab
  3. Budgetforslag for 2002 – 2005

 

Ida Munk

/Merete Evers

Til top