Mødedato: 25.08.2021, kl. 10:30
Mødested: Comwell Borupgaard, Nørrevej 80, 3070 Snekkersten

Medlemsforslag om igangsættelse af kommuneplantillæg

Medlemforslag

Det foreslås,

  1. at Økonomiudvalget beder Økonomiforvaltningen om at igangsætte et kommuneplantillæg til Kommuneplan 2019, der skal muliggøre boligbyggeri på Kløverparken og Refshaleøen på Amager Øst.

(Stillet af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti)

 

Motivering

I forbindelse med vedtagelsen af Kommuneplan 2019 blev det drøftet, hvorvidt Kløverparken og Refshaleøen fortsat skulle være et perspektivområde, og det blev besluttet at afvente en afklaring af den fremtidige infrastrukturbetjening af områderne, herunder kollektiv trans­port. I sommeren 2021 er der indgået en ” Aftale om Infrastrukturplan 2035”, der omfatter en forlængelse af Nordhavnstunnelen til Lynetteholm og en VVM-undersøgelse af en fuld ny Østlig Ringvej, samt en VVM-undersøgelse og anlæg af en metroforbindelse fra Østerport over Refshaleøen og til Lynetteholm.

Hermed bør betingelserne for at komme i gang med byudviklingen af Kløverparken og Refshaleøen være opfyldt. Byudviklingen vil kunne sikre boliger i et nyt byområde centralt i København - og være med til at bekæmpe de høje priser på det københavnske boligmarked. Arbejdet med et kommu­neplantillæg bør derfor igangsættes.

Beslutning

Dagsordenspunkt 2: Medlemsforslag om igangsættelse af kommuneplantillæg (2021-0261411)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2021

Socialdemokratiet fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) til erstatning for medlemsforslaget:

”At Økonomiudvalget pålægger Økonomiforvaltningen at fremlægge en tidsplan for den fremtidige infrastrukturbetjening af områderne, herunder kollektiv transport i forhold til linjeføring og finansiering, med henblik på, at der hurtigst muligt skabes mulighed at fremrykke byudvikling via et kommuneplantillæg.”

 

Enhedslisten og Alternativet fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) til erstatning for medlemsforslaget, således at Refshaleøen udgår af medlemsforslaget:

”at Økonomiudvalget beder Økonomiforvaltningen om at igangsætte et kommuneplantillæg til Kommuneplan 2019, der skal muliggøre boligbyggeri på Kløverparken”.

 

Enhedslisten og Alternativet fremsatte endvidere følgende ændringsforslag (ÆF3) som nyt 2. at-punkt:

”At der i forbindelse med kommuneplantillægget, der skal fastlægge Kløverparken til et blandet byområde, afdækkes og muliggøres det maksimale antal mulige boligkvadratmeter, herunder almene boliger i Kløverparken”.

 

Det af Socialdemokratiet fremsatte ændringsforslag til medlemsforslaget (ÆF1) blev godkendt med 5 stemmer mod 0. 8 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A og F.

Imod stemte: Ingen.

Undlod at stemme: Ø, Å, B, V, C og O.

 

Som følge heraf bortfaldt de af Enhedslisten og Alternativet fremsatte ændringsforslag (ÆF2 og ÆF3).

 

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og SF afgav følgende protokolbemærkning:

”Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet og SF ønsker, at Københavns Kommune arbejder for, at den fremtidige byudvikling af de to områder tilvejebringer minimum 33 % almene boliger ud af den samlede byudvikling, såfremt byområderne byudvikles.”

 

Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF afgav følgende protokolbemærkning:

”Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF ønsker en bæredygtig byudvikling og ser derfor gerne, at der hurtigst muligt bliver igangsat et kommuneplantillæg til Kommuneplan 2019, der skal muliggøre boligbyggeri på Kløverparken og Refshaleøen på Østamager selvfølgelig under de forudsætninger, der er beskrevet i KP2019.

 

Socialdemokratiet og SF afgav følgende protokolbemærkning:

”Socialdemokratiet og SF arbejder seriøst med at få bygget flere boliger og flere almene boliger i København. Men vi kan ikke støtte, at byudviklingen på Refshaleøen og i Kløverparken igangsættes, før der er klarhed over situationen omkring den infrastruktur, der i fremtiden skal betjene områderne.

Højklasset kollektiv trafik er en forudsætning for en bæredygtig byudvikling, der sikrer, at trafikken på Nordøstamager og ved Margretheholm ikke bryder sammen.”

 

Enhedslisten, Alternativet og SF afgav følgende protokolbemærkning:

”At der i forbindelse med et fremtidig kommuneplantillæg, der skal fastlægge Kløverparken til et blandet byområde, afdækkes og muliggøres det maksimale antal mulige boligkvadratmeter, herunder almene boliger”.

 

Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten og Alternativet er positive over for ønsket om at få sat gang i byggeriet på Kløverparken for at få tilvejebragt flere boliger i København, men partierne ønsker også plads til larmende erhverv (herunder kreative erhverv), kulturliv og koncerter i byen, og ønsker at arealerne på Refshaleøen fortsat skal kunne rumme sådanne formål sammen med forskellige former for midlertidige studieboliger.”

 

Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti beklager, at der ikke var opbakning til at fremrykke byggeaktiviteterne på Kløverparken og Refshaleøen. Byudviklingen ville have kunnet sikre boliger i et nyt byområde centralt i København - og været med til at bekæmpe de høje priser på det københavnske boligmarked. Desværre ser en række af de centrale aktører anderledes på sagen, hvorfor den nu i to år har ligget stille.”

Til top