Mødedato: 25.08.2020, kl. 15:30
Mødested: Festsalen, efterfølgende Udvalgsværelse D, 1. sal

Yderligere forlængelse af straksbetaling af fakturaer

Økonomiudvalget skal i lyset af den generelt usikre økonomiske udvikling med denne indstilling træffe beslutning om at forlænge den midlertidige fremrykning af betaling af fakturaer som følge af COVID-19 fra udgangen af august 2020 til udgangen af december 2020, hvorefter ordningen ophører.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at der sker en forlængelse af den midlertidige fremrykning af betalingstidspunktet for fakturaer til udgangen af december 2020, hvorefter ordningen ophører.

Problemstilling

Dansk økonomi er negativt påvirket af COVID-19, og en hurtigere betaling for varer og tjenesteydelser har bidraget og vil fortsat bidrage til likviditeten i virksomhederne. Derfor besluttede Økonomiudvalget den 18. marts 2020 en midlertidig fremrykning af betaling af fakturaer. Betalingsdatoen blev rykket fra 30 dage fra afsendelsesdato, til at fakturaen blev betalt straks efter at den er blevet godkendt.

Med Økonomiudvalgets opfølgende beslutning truffet den 26. maj 2020 gælder den midlertidige fremrykning frem til udgangen af august 2020.

Følgevirkningerne af COVID-19 er stadig usikre, ligesom den videre udvikling af samfundets åbning afhænger af den sundhedsmæssige udvikling, hvormed der sandsynligvis fortsat vil være et behov for at hjælpe virksomheder i Københavns Kommune efter den 31. august 2020.

Løsning

Det indstilles, at den midlertidige fremrykning af betaling af fakturaer forlænges året ud til den 31. december 2020.

Kommunen har selv mulighed for at tilpasse betalingsfristerne og således at give de virksomheder, der handler med Københavns Kommune, en længere periode, hvor de er sikret hurtigere betaling ved handel med kommunen. Af hensyn til planlægningen i virksomhederne og i kommunen er det hensigtsmæssigt, at håndteringen i resten af 2020 fastlægges nu, hvormed der er sikre rammer for leverandørerne.

Det bemærkes, at Koncernservice ikke har oplevet udfordringer med den nuværende løsning. Den midlertidige ordning vil ophøre pr. 31. december 2020, men Økonomiforvaltningen vil frem mod ophørstidspunktet vurdere, om der kan være forhold, der taler for at gøre ændringen af betalingsprincipperne varig.

Den økonomiske effekt for virksomhederne af fremrykningen er en samlet midlertidig likviditetstilførsel på ca. 0,6 mia. kr. Forlængelsen vil ikke ændre ved dette, men når kommunen vender tilbage til de gældende betalingsprincipper, vil det tilsvarende reducere virksomhedernes likviditet med ca. 0,6 mia. kr.

Økonomi

Den midlertidige ændring af betalingsfrister påvirker likviditeten og fører til et midlertidigt lavere likviditetsniveau i Københavns Kommune på ca. 0,6 mia. kr. Ved en forretning på 1 pct. i kommunens investeringsforening (budgetforudsætning) fører de ændrede betalingsfrister isoleret set til et afkasttab på ca. 0,5 mio. kr. om måneden eller i alt ca. 2,0 mio. kr. over perioden.

Videre proces

Ved Økonomiudvalgets godkendelse forlænges den midlertidige ændring af betalingstidspunktet til udgangen af december.

 

Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall 

Beslutning

Dagsordenspunkt 4: Yderligere forlængelse af straksbetaling af fakturaer (2020-0106669)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2020

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top