Merforbrug på anbringelsesområdet i de tidligere forsøgsbydele
Merforbrug på anbringelsesområdet i de tidligere forsøgsbydele
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 25. juni 2002
J.nr. ØU 180/2002
7. Merforbrug på anbringelsesområdet i de tidligere forsøgsbydele
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget:
At Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tilføres 26,1 mill. kr. i 2002 og 21,1 mill. kr. i 2003 og frem.
At Økonomiudvalget tager forslaget til at styrke fokus på anbringelsesområdet i budgetprocessen til efterretning.
Økonomiudvalgets beslutning: Anbefales.
Behandling: Til Borgerrepræsentationen. Økonomiforvaltningen fremlægger efter sommerferien et notat om nøgletal på området.
RESUME
De tidligere forsøgsbydele har på anbringelsesområdet i 2001 haft et merforbrug på 41,2 mill. kr. (opgjort i 2002 pris- og lønniveau). Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har efter bydelsforsøgets ophør fået tilbageført opgaven og dermed det finansieringsproblem som ubalancen mellem de overførte midler og det eksisterende aktivitetsniveau udgør.
Økonomiudvalget besluttede den 21. august 2001 at afsætte en pulje i budget 2002 på 30 mill. kr. til finansiering af merforbruget på anbringelsesområdet (ØU 223/2001). Beslutningen blev truffet på baggrund af de tidligere forsøgsbydeles regnskabsprognoser, der indikerede et truende merforbrug.
I forlængelse af Økonomiudvalgets beslutning har en arbejdsgruppe med deltagelse af Økonomiforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forberedt overførslen af opgaven og fulgt udviklingen på området. Arbejdsgruppen har holdt møder med de tidligere forsøgsbydele om muligheden for at reducere merforbruget.
Da det vurderes, at nedbringelsen af merforbruget kun vil kunne finde sted over en længere periode, tilføres Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ressourcer til dækning af finansieringsbehovet.
Finansieringsbehovet på anbringelsesområdet i 2002 og 2003 og frem udgør hhv. 35 og 30 mill. kr. Finansieringsbehovet dækkes delvist af forsøgsbydelenes mindreforbrug på den resterende del af det delegerede rammebelagte område. Herudover dækkes finansieringsbehovet af et rammeløft til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget på 26,1 mill. kr. i 2002 og 21,1 mill. kr. i 2003 og frem.
For at sikre den nødvendige ressourcetildeling til anbringelsesområdet i årene frem over, skal Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget årligt fremlægge en redegørelse om den økonomiske status på anbringelsesområdet for Økonomiudvalget til Økonomiudvalgets behandling af kommunens økonomi i juni måned. Herved sikres et tidligt fokus på området i den politiske prioritering af budgettet.