Mødedato: 25.06.2002, kl. 15:00

Høringssvar vedrørende Redegørelse om eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune

Høringssvar vedrørende Redegørelse om eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 25. juni 2002

 

 

 

J.nr.             ØU 179/2002

 

 

6.                   Høringssvar vedrørende Redegørelse om eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune

 

 

INDSTILLING[sk1] 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender

at      det af Økonomiforvaltningen udarbejdede og vedlagte høringsbrev vedrørende Redegørelse om eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune fremsendes til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

 

 

RESUME[sk2] 

Borgerrepræsentationen besluttede i foråret 2001, at der skulle udarbejdes en redegørelse om eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune.

 

En arbejdsgruppe afleverede i april 2002 "Redegørelse om eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune". I redegørelsen anbefales det bl.a., at "Partnerskab om idræt" igangsættes som et bærende princip for udviklingen af idrætsanlæggene i Københavns Kommune, der oprettes et Team Copenhagen og mulighederne for at etablere Team Danmark "kraftcentre" på kommunens idrætsanlæg undersøges.

 

Redegørelsen er af Kultur- og Fritidsudvalget sendt i høring til bl.a. alle udvalg i kommunen. Høringsfristen er sat til torsdag den 18. juli 2002.

 

SAGSBESKRIVELSE[sk3] 

Borgerrepræsentationen tiltrådte den 29. marts 2001 et medlemsforslag om, at der i samarbejde mellem Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget skulle udarbejdes en redegørelse om eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune (BR 113/01).

 

Udarbejdelsen af redegørelsen blev af Borgerrepræsentationen henvist til Kultur- og Fritidsudvalget, der igangsatte arbejdet den 3. maj 2001 (KFU 169/01) med følgende kommisorium:

 

"Redegørelsen om eliteidræt skal ses som et supplement til den idrætspolitiske redegørelse og bør blandt andet indeholde følgende elementer:

 

·        en beskrivelse af eksisterende eliteklubber bosiddende i kommunen.

·        en vurdering af de anlæg, som ejes af kommunen/Københavns Idrætsanlæg, og som i dag anvendes til eliteidræt. I den forbindelse skal mulighederne for et øget samarbejde mellem kommunen og klubberne om disse anlæg beskrives blandt andet med henblik på en renovering af anlæggene.

·        en beskrivelse af mulighederne for at forbedre eliteidrættens vilkår i København, herunder facilitetsbehovet og alternative forslag til finansiering af idrætsbyggeri.

·        en beskrivelse af forholdene for eliteidræt i andre hovedstæder, herunder f.eks. Oslo og Stockholm.

·        en beskrivelse af forslag til, hvordan kommunen kan øge samspillet mellem eliteidrætten og erhvervslivet med hensyn til bl.a. sponsorering.

 

Endelig bør redegørelsen indeholde en tidsplan for realisering af de forslag, som opstilles".

 

En arbejdsgruppe med medlemmer fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, KI og Økonomiforvaltningen afleverede i april "Redegørelse om eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune".

 

I redegørelsen er opstillet en handlingsplan, som indeholder følgende elementer til forbedring af eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune:

-         "Partnerskab om idræt" igangsættes som et bærende princip for udviklingen af idrætsanlæg i Københavns Kommune. Eliteidrætsredegørelsens forslag til finansieringsmodeller indgår i dette arbejde

-         Udarbejdelse af forslag til oprettelse af Team Copenhagen med virkning fra 1. januar 2003

-         Etablering af dialog med Team Danmark om samarbejde på eliteområdet

-         Afholdelse af "eliteidrætskonference"

-         Forslag til kortsigtede og langsigtede forbedringer for den del af eliten, der ikke er omfattet af partnerskabsaftaler

-         Fremlæggelse af en samlet eliteidrætspolitik for Københavns Kommune

 

Endvidere indeholder redegørelsen forslag til etablering af en række nye idrætsfaciliteter:

§        En multihal med en tilskuerkapacitet på 10.000

§        Tre lokaler haller med en tilskuerkapacitet på 2-3.000

§        Et indendørs 50 meters konkurrencebassin

§        Et stadion på superliganiveau med en tilskuerkapacitet på ca. 10.000

§        En opgradering på længere sigt af tre lokale fodboldstadions til 1. divisionsniveau med en tilskuerkapacitet på 6.000

§        Et udendørs opvisningsanlæg til atletik

§        En motorbane til go-kart

 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit møde den 18. april at sende redegørelsen i høring uden forudgående politisk drøftelse. Blandt høringsparterne er samtlige kommunens udvalg. Kultur- og Fritidsforvaltningen har derfor den 29. april i et brev anmodet Økonomiudvalget om et høringssvar til redegørelsen. Høringssvaret skal være Kultur- og Fritidsforvaltningen, Idrætssekretariatet i hænde senest torsdag den 18. juli 2002.

 

 

ØKONOMI

Der er ingen økonomiske konsekvenser.

 

 

MILJØVURDERING

Der er ingen miljømæssige konsekvenser.

 

HØRING

Indstillingen er ikke sendt i høring.

 

BILAG

Bilag 1: Høringsbrev til Kultur- og Fritidsforvaltningen., Idrætssekretariatet

Bilag 2: Høringsbrev fra Kultur- og Fritidsforvaltningen vedrørende "Redegørelse om eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune"

Bilag 3: Redegørelse om eliteidrættens vilkår i Københavns Kommune

Bilag 4: Høringssvar fra Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet

Bilag 5: Liste over høringsparter

 

 

Erik Jacobsen                    /                     Bjarne Winge

 


 [sk1]00093845DOC

 [sk2]00093846DOC

 [sk3]00093850DOC

Til top