Mødedato: 25.05.2021, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Bevillingsmæssige ændringer og anlægsbevillinger pr. april 2021

Se alle bilag

Med denne sag kan udvalgene søge om bevillingsmæssige ændringer i 2021 og frem, for ukomplicerede sager af teknisk karakter. Desuden kan der gives anlægsbevilling til anlægsprojekter, der er tilstrækkeligt belyst og af mindre omfang.

Der foretages omplaceringer inden for og mellem udvalgene på brutto 2.323,7 mio. kr. i 2021. Dertil kommer en kasseopbygning i 2021 på 163,6 mio. kr. Den reelle kasseeffekt af ændringerne er en opbygning på 57,1 mio. kr. og kan primært henføres til kompensation for tab ved fastfrysning af den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet for 2019.

Med de ovennævnte bevillingsmæssige ændringer og øvrige reservationer i forbindelse med aprilprognosen udgør reel kasse 746,5 mio. kr. og udvalgenes servicemåltal opjusteres med 0,7 mio. kr.

Økonomiudvalget tildeles anlægsbevillinger til to projekter på samlet 0,8 mio. kr.

Der oprettes en ny bevilling under Økonomiudvalget til udskillelse af rengøring.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at de foreslåede bevillingsmæssige omplaceringer og konverteringer mellem styringsområder, inden for og mellem udvalg, af teknisk karakter, som ikke har likviditetseffekt, på 2.323,7 mio. kr. i 2021 godkendes, jf. bilag 1-3,
  2. at de foreslåede bevillingsmæssige omplaceringer med likviditetseffekt på netto 163,6 mio. kr. (kasseopbygning) i 2021, hvoraf 57,1 mio. kr. isoleret set påvirker reel kasse (kasseopbygning), godkendes, jf. bilag 4,
  3. at det godkendes, at der på anlæg frigives udgiftsbevillinger til to projekter på samlet 0,8 mio. kr. under Økonomiudvalget, jf. tabel 2,
  4. at det godkendes, at der oprettes en ny bevilling under Økonomiudvalget til udskillelse af rengøringsområdet.

Problemstilling

Udvalgene kan søge om budgetomplaceringer inden for og mellem udvalgene med henblik på at sikre overensstemmelse mellem budget og forbrug. Der er tale om bevillingsmæssige ændringer primært af teknisk karakter.

I denne sag indgår de budgetmæssige ændringer, der ikke kan besluttes af udvalget alene, og som derfor kræver en beslutning af Borgerrepræsentationen.

Løsning

Der er bevillingsmæssige omplaceringer inden for og mellem kommunens udvalg, jf. bilag 1-3.

Bevillingsmæssige omplaceringer mellem udvalg i bilag 1-3 er afstemt mellem de implicerede udvalg og har ikke likviditetseffekt. Af bilag 4 fremgår omplaceringer med likviditetseffekt.

En oversigt over omplaceringerne findes i tabel 1.

Tabel 1. Tekniske bruttoomplaceringer i 2021 (1.000 kr.)

Udvalg

Omplaceringer uden likviditets-effekt, brutto

Likviditetseffekt af omplaceringer med modpost på likvide aktiver

Påvirkning af
udvalgenes servicemåltal

(Bilag 1-3)

(Bilag 4)

(Bilag 1-4)

Økonomiudvalget

1.705.118

98.764

-45.536

Sundheds- og Omsorgsudvalget

15.871

33

8.484

Børne- og Ungdomsudvalget

229.190

1.283

31.173

Teknik- og Miljøudvalget

5.891

58.543

-5.633

Kultur- og Fritidsudvalget

3.230

0

19.397

Socialudvalget

39.832

4.356

-7.344

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

6.241

645

116

Borgerrådgiveren

0

0

0

Revisionsudvalget

0

0

0

Servicebufferpuljen

 

 

-656

Omplaceringer mellem udvalg

318.353

 

 

I alt

2.323.725

163.623

0

Omplaceringer inden for udvalg uden likviditetseffekt
Udvalgene har mulighed for at søge om budgetomplaceringer inden for det enkelte udvalg med henblik på at sikre overensstemmelse mellem budget og forbrug inden for de allerede vedtagne rammer.

Omplaceringerne omhandler blandt andet følgende:

  • Økonomiudvalget omplacerer 939,5 mio. kr. på anlæg i Byggeri København. Omplaceringerne skal være med til at understøtte processen for aflæggelse af anlægsregnskaber for afsluttede projekter. Der ændres ikke på det oprindelige formål for midlerne.
  • Økonomiudvalget isolerer rengøringsområdet på en særskilt bevilling, jf. afsnit om dette, og omplacerer i den forbindelse interne indtægter og udgifter for 343,9 mio. kr.
  • Børne- og Ungdomsudvalget øger indtægts- og udgiftsbudgettet med 98,0 mio. kr. vedrørende statslige midler til minimumsnormeringer (Finanslov 2021). Derudover omplaceres 78,8 mio. kr. fra specialundervisning til undervisning vedrørende alternativ til specialskoler. Endvidere øges indtægts- og udgiftsbudgettet med 30,7 mio. kr. i forbindelse med generelt løft af folkeskolen (Finanslov 2021).
  • Økonomiudvalget tilfører over-/underskudsmodellen i Byggeri København 40,0 mio. kr. fra projektet Ny skole på Artillerivej som følge af gunstigt licitationsresultat tillige med mindre træk på midler til risiko og uforudsete udgifter.
  • Økonomiudvalget reducerer renteindtægter for deponerede obligationer vedrørende HOFOR med 12,0 mio. kr. på baggrund af forventet lavere renteniveau i 2021 end forudsat. Det årlige kapitalindskud i HOFOR nedjusteres tilsvarende. Derudover øges indtægts- og udgiftsbudgettet på anlæg med 10,5 mio. kr. vedrørende erstatning i forbindelse med forlig i seks sager.
  • Socialudvalget omplacerer 7,8 mio. kr. mellem flere bevillinger vedrørende etablering af nyt rengøringsfælleskab. Derudover omplaceres 7,4 mio. kr. i forbindelse med implementeringen af tids- og opgaveoptimerende indsatser i den centrale administration.
  • Sundheds- og Omsorgsudvalget omplacerer 6,3 mio. kr. vedrørende fordeling af pris- og lønregulering og udmøntning af effektiviseringer.
  • Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget, Socialudvalget, Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomiudvalget øger i 2021 deres indtægtsbudgetter med 14,2 mio. kr. og deres udgiftsbudgetter med 19,6 mio. kr. vedrørende eksternt finansierede projekter, herunder Afklaringspulje, Slip hjemmeplejen fri og Tryghed i eget hjem. Forskellen mellem indtægter og udgifter skyldes forskydninger mellem årene på et projekt, der dermed påvirker serviceudgifterne i hhv. 2021 og 2022, jf. afsnit om servicebufferen.

Omplaceringer mellem udvalg uden likviditetseffekt
Udvalgene har mulighed for at søge om budgetomplaceringer på tværs af udvalg med henblik på at sikre overensstemmelse mellem budget og forbrug inden for de allerede vedtagne rammer.

Omplaceringerne omhandler blandt andet følgende:

  • Tilbageførsel af budget på 122,5 mio. kr. fra Børne- og Ungdomsudvalget til Økonomiudvalget vedrørende indefrosne feriepenge fra selvejende institutioner, da afregningen sker under Økonomiudvalget.
  • Omplaceringer på 118,3 mio. kr. mellem Økonomiudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Socialudvalget vedrørende huslejekorrektioner.
  • Omplaceringer på 12,4 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget fra de øvrige forvaltninger vedrørende etablering og drift af fælles kontaktcenterløsning, Fremtidens web og serviceejerskab for intranettet i Københavns Kommune.

Omplaceringer med modpost på kassen
Udvalgene har mulighed for at søge om tillægsbevilling med modpost på kassen, uden det har betydning for opgørelsen af den reelle kasse. Når det ikke har betydning for opgørelsen af den reelle kasse, skyldes det enten, at tillægsbevillingen tidligere er indregnet i den reelle kasse, eller at der er tale om en tillægsbevilling med midlertidig effekt, dvs. en reperiodisering eller en ændring på hvile-i-sig-selv-områderne.

Omplaceringer i denne sag tilfører kassen 106,5 mio. kr., der har midlertidig effekt på kassebeholdningen, herunder:

  • Teknik- og Miljøudvalget tilfører kassen 58,3 mio. kr. fra forsyningsområdet. Dette dækker blandt andet over merindtægter i 2021 på taksten vedrørende midlertidig opstakning af forurenet jord og efterfølgende merudgifter vedrørende flyt til Lynetteholmen som følge af ny aftale med By og Havn for depotleje. Dertil kommer merudgifter på Affaldsområdet, da de besluttede aktiviteter i 2021 forventes at være dyrere end tidligere estimeret. Områderne følger hvile-i-sig-selv princippet og påvirker dermed ikke reel kasse.
  • Økonomiudvalget tilfører kassen 43,5 mio. kr. som følge af højere udbytte i kommunens investeringsforening end budgetteret. Udbyttet vedrører afkastet i 2020 og er allerede indregnet i kommunens likviditet og reel kasse.
  • Økonomiudvalget tilfører kassen 8,2 mio. kr. vedrørende renteindtægter fra Ballerup Kommune som følge af frikøb af delte tilbagekøbsrettigheder i perioden 1998 til 2019. Indtægterne er dermed merindtægter fra salg af rettigheder, og reserveres derfor til genopretning af kommunens ejendomme og påvirker dermed ikke reel kasse.
  • Øvrige mindre korrektioner der samlet fratrækker kassen 3,6 mio. kr.

Omplaceringer med reel kassevirkning
Udvalgene har i begrænset omfang mulighed for at søge tillægsbevilling med modpost på kassen, som påvirker opgørelsen af den reelle kasse. Det vil som oftest være, når forudsætningerne for forbruget på de efterspørgselsstyrede overførsler samt finansposterne ændrer sig. Dertil kommer, at det er tilladt at tilføre mindreforbrug til kassen.

Kassen tilføres i denne sag 57,1 mio. kr. i 2021, som har reel kasseeffekt, hvis sagen betragtes isoleret. Omplaceringerne vedrører følgende:

  • Økonomiudvalget tilfører kassen 59,5 mio. kr. vedrørende kompensation fra staten for tab ved fastfrysning af kommunal medfinansiering af sundhedsvæsenet. Kommuner, som taber uforholdsmæssigt ved fastfrysningen af den kommunale medfinansiering for 2019, kompenseres.
  • Jf. aftalen om Overførselssagen 2020-2021 genopbygges puljen til uforudsete udgifter med 20,8 mio. kr., da der er tilvejebragt finansiering, der nu fratrækkes kassen. Det hertil reserverede servicemåltal frigives hermed. Puljen til uforudsete udgifter udgør herefter 37,7 mio. kr.
  • Økonomiudvalget modtager 11,7 mio. kr. i kompensation som følge af nedjustering af reguleringsprocenten for grundskyld for 2021. Økonomiudvalget tilfører kassen midlerne.
  • Øvrige mindre korrektioner der samlet tilfører kassen 6,7 mio. kr.

På baggrund af ovenstående og øvrige reservationer i forbindelse med aprilprognosen udgør den reelle kasse 746,5 mio. kr. mod 700,0 mio. kr. efter Overførselssagen 2020-2021.

Konvertering mellem service, overførsler mv. og finansposter
Udvalgene har mulighed for at søge om budgetomplaceringer mellem styringsområder i de tilfælde, hvor aktiviteterne, midlerne er afsat til, korrekt bør placeres på et andet styringsområde.

Der konverteres 0,5 mio. kr. fra service og overførsler mv. til finansposter i 2020-2024 i forbindelse med omplacering af budget fra Kultur- og Fritidsudvalget samt Socialudvalget til Økonomiudvalgets finansposter vedrørende afregning af fondsmoms.

Anlægsbevillinger til to projekter
Udvalgene kan i denne sag anmode om anlægsbevilling til anlægsprojekter, der er tilstrækkeligt belyst og af mindre omfang. Anlægsbevillingerne fremgår af tabel 2.

Økonomiudvalget anmoder om anlægsbevilling på 0,7 mio. kr. vedrørende køb af nøglefærdig daginstitution på Enghavebrygge. Ekstraudgiften skyldes opgradering af CTS anlægget i bygningen. Via CTS anlæg kan man kontrollere og overvåge lys, varme, ventilation, adgangskontrol og tyverialarm i et system. Udgiften finansieres af puljen til nøglefærdige institutioner under Økonomiudvalget.

Økonomiudvalget anmoder om anlægsbevilling på 0,1 mio. kr. til tillægskøbesum i forbindelse med byggeri af daginstitution. I 2017 erhvervede Københavns Kommune et grundareal af By & Havn, beliggende på Richard Mortensens Vej. Ved en kontrolopmåling af den færdigbyggede daginstitution konstateres det, at der er bygget 29 m2 mere, end kommunen har betalt for. By & Havn har accepteret dette, og fremsendt regning på 0,1 mio. kr. for tillægskøbesummen. Grunden kostede 7,2 mio. kr. Udgiften finansieres af grundkøbspuljen, som den oprindelige udgift.

Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler (1.000 kr.)

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Hovedprodukt

2021
(2021 P/L)

Økonomiudvalget

Køb af nøglefærdig daginstitution på Enghavebrygge

3175 – KEID Køb Ejd./Grund.

Ejd.handler/ rettigheder

717

Økonomiudvalget

Grundkøbspuljen

3175 – KEID Køb Ejd./Grund.

Ejd.handler/ rettigheder

120

I alt

 

 

 

837

Ny bevilling under Økonomiudvalget til udskillelse af rengøring
Københavns Ejendomme og Indkøbs (KEID) indtægter og udgifter på rengøringsområdet skal være kostægte og balancere. I denne henseende oplever KEID udfordringer med den automatiske pris- og lønregulering (p/l) i økonomisystemet, og KEID har bedt om, at området fritages fra den automatiske p/l-regulering og i stedet p/l-reguleres manuelt med en vægtet p/l-regulering, hvormed der kommer balance mellem indtægts- og udgiftsbudgettet. Den tekniske eksekvering heraf i Kvantum (kommunens økonomisystem) kræver, at der oprettes en særskilt bevilling til området. Der anmodes hermed om Borgerrepræsentationens godkendelse af oprettelsen af en særskilt bevilling på rengøringsområdet under KEID.

Servicemåltal
Udvalgenes servicemåltal øges i 2021 med 0,7 mio. kr. som følge af omplaceringerne i bilag 1-4, som angivet i tabel 1 i henhold til principper for tildeling af servicemåltal. Principperne tilsiger, at udvalgenes budget på serviceområdet udgør udvalgets servicemåltal.

De væsentligste bevillingsmæssige ændringer for udvalgenes samlede servicemåltal i denne sag er flg.:

  • Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets måltal øges med 5,3 mio. kr. i forbindelse med budgettering af eksternt finansieret projekt vedrørende afklaring af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere ift. evt. førtidspension, mv. (Afklaringspulje), hvor indtægten falder i 2022 mens udgifterne afholdes i 2021-2022. Forskydningen mellem indtægter og udgifter skyldes, at tilskuddet udbetales på baggrund af hhv. et ledelsespåtegnet regnskab og et revisorpåtegnet regnskab.
  • Socialudvalgets måltal reduceres med 4,4 mio. kr. i forbindelse med tilbageførsel af midler til Hjemløsepakken (Budgetaftale 2020), da midlerne var betinget af en lovændring, der ikke er sket.

Økonomi

De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af løsningsafsnittet samt bilag 1-4.

Videre proces

Indstillingen behandles af Borgerrepræsentationen på mødet den 3. juni 2021.

 

 

Søren Hartmann Hede              /Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 4: Bevillingsmæssige ændringer og anlægsbevillinger pr. april 2021 (2021-0091485)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. maj 2021

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top