Medlemsforslag om iværksættelse af sexisme-undersøgelse
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Økonomiudvalget anbefaler over for Borgerrepræsentationen, at der udmøntes midler til gennemførelse af en undersøgelse af sexistisk kultur og adfærd på Københavns Kommunes arbejdspladser efter den af Borgerrepræsentationen vedtagne model fra puljen til uforudsete udgifter.
(Stillet af Enhedslisten)
Motivering
Vi ved ikke, hvor udbredt sexistisk kultur og adfærd er på Københavns Kommunes arbejdspladser, for det er aldrig blevet undersøgt specifikt og blandt alle ansatte i Københavns Kommune.
I trivselsundersøgelsen 2021 er der kun et spørgsmål om krænkende adfærd, som i øvrigt er det samme spørgsmål, man har stillet i flere år. Vi ved ikke om svarprocenten på spørgsmålet tegner et korrekt billede af situationen, eller om der findes nogle mørketal. Desuden er det kun fastansatte, der deltager i trivselsundersøgelsen, og ikke studentermedhjælpere og løstansatte. Det er netop denne gruppe, som man kunne have en formodning om var særlig udsat. Og under alle omstændigheder er det afgørende af få det afdækket.
Borgerrepræsentationen besluttede den 29. oktober 2020, at der skal gennemføres en undersøgelse, der skal afdække, hvor udbredt sexistisk kultur og adfærd er på Københavns Kommunes arbejdspladser. Undersøgelsen skal omfatte alle medarbejdere i Københavns Kommune. Undersøgelsen forventes gennemført i maj 2021, og resultaterne vil foreligge i juni 2021. Der skal afsættes midler hertil i Overførselssagen 20/21.
Selvom alle partier offentligt lovede at komme til bunds i sagen, så blev der ikke afsat penge i Overførselssagen. Men det er vigtigt, at undersøgelsen gennemføres hurtigst muligt, og derfor ønsker Enhedslisten, at der skal afsættes penge fra puljen afsat til uforudsete udgifter.
Beslutning
Dagsordenspunkt 2: Medlemsforslag om iværksættelse af sexisme-undersøgelse (2021-0135466)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. maj 2021
Medlemsforslaget blev forkastet med 9 stemmer mod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø.
Imod stemte: A, B, F, V, C og O.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne er enige om vigtigheden af at skabe en tryg arbejdspladskultur i København fri for sexisme og grænseoverskridende adfærd. Partierne er enige om vigtigheden af undersøgelsen, men politiske ønsker finansieres til budgetforhandlingerne. Partierne er derfor enige om at bringe det op til budgetforhandlingerne for budget 2022. Den anonyme klageadgang, samt whistleblowerordningen og den særlige nyoprettede arbejdsmiljøenhed, der arbejder med sexisme og grænseoverskridende adfærd vil kunne hjælpe de medarbejdere, der måtte opleve den slags uønsket adfærd fra en kollega eller en chef.”