Anlægsbevilling til projektforslag til ny skole på Vesterbro (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Anlægsbevilling til projektforslag til ny skole på Vesterbro (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 25. maj 2004
J.nr. ØU 168/2004
11. Anlægsbevilling til projektforslag til ny skole på Vesterbro (Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at helhedsplanen for etablering af en ny skole på Vesterbro til afløsning af Ny Carlsberg Vejens Skole og Alsgades Skole godkendes
at fastlæggelse af anlægsøkonomien for de resterende arbejder, herunder igangsættelse og prioritering af de efterfølgende etaper i helhedsplanen, afventer en fornyet fremlæggelse for udvalget afhængigt af befolkningsudviklingen på Vesterbro
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at Uddannelses- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der gives en anlægsbevilling på 20,61 mio. kr. til gennemførelse af etape 1 af helhedsplanen for etablering af en ny skole på Vesterbro. Udgifterne fordeler sig med 7,61 mio. kr. i 2004, 10 mio. kr. i 2005 og 3 mio. kr. i 2006. Der anvises dækning for beløbet på 7,61 mio. kr. på Uddannelses- og Ungdomsudvalgets budget for 2004 på konto 3.01.3, rådighedsbeløb for folkeskoler
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 5. maj 2004
Indstillingen blev godkendt.
Majbritt Mamsen ønskede sin protokolbemærkning fra
Borgerrepræsentationens møde den 27. november 2003 videreført: "Det
Konservative Folkeparti ønsker ikke at stemme for en sammenlægning af de to
skoler, da tiden ikke er moden til dette. Det Konservative Folkeparti ønsker
ikke at spille hasard med nogle børn ved at forcere en sammenlægning uden at
have forsøgt et samarbejde mellem de to skoler først. Det Konservative
Folkeparti ønsker i stedet for, at man beder de to skoler om at samarbejde i en
årrække, at resultatet evalueres, og at der herefter tages stilling til en
eventuel sammenlægning."
Louise Frevert ønskede følgende tilført til beslutningsprotokollen: "For god ordens skyld skal O gøre opmærksom på, at sammenlægningen af Ny Carlsberg Vejens Skole og Alsgades Skole efter vores bedste overbevisning ikke er hensigtsmæssig. Det fratager forældrene det frie valg og denne disposition er trukket ned over hovedet på borgerne på Vesterbro samtidig med, at det bliver alt for dyrt i forhold til, hvad man kan forvente udbyttemæssigt."
Økonomiforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med
følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har
ingen bemærkninger til, at nærværende sag gennemføres i den foreliggende form,
idet der tages forbehold for en endelig statslig godkendelse som følge af
Regeringens indførelse af en godkendelsesordning af nye kommunale bygge- og
anlægsarbejder. Der henvises til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens notat om
prisfremskrivning af bevillingsbeløbet."
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. maj 2004
Anbefalet
C og O videreførte deres protokolbemærkninger fra Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 5. maj 2004.
Behandling: Borgerrepræsentationen
RESUME
Den 27. november 2003 godkendte Borgerrepræsentationen Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutninger fra udvalgsmødet den 19. november 2003 om at etablere en ny folkeskole på Vesterbro til afløsning af Ny Carlsberg Vejens Skole og Alsgades Skole pr. 1 august 2004 (BR/549/03). Der blev endvidere truffet aftale om en række betingelser for etableringen af den nye skole, herunder at der skulle udarbejdes en helhedsplan for skolen.
Med udgangspunkt i det af Borgerrepræsentationen tiltrådte grundlag for etableringen af den nye skole på Vesterbro fremlægges hermed helhedsplanen for den nye skole, ligesom der søges en anlægsbevilling på 20,61 mio. kr. til gennemførelse af etape 1 af planen. Finansieringen af udgifterne er baseret på det af Borgerrepræsentationen besluttede grundlag.
1. etape omfatter ombygnings- og renoveringsarbejder, anlæg af nye udearealer, etablering af ny bygning i gården indeholdende multisal, etablering af bespisningsordning i den eksisterende bygning samt etablering af videnscenter (samling af pædagogisk center og samling af administration samt lærerværelse).
Der er ikke fastlagt en etapedeling og økonomisk ramme for de efterfølgende etaper af helhedsplanen. Tidsplanen for en videre realisering af planen vil afhænge af befolkningsudviklingen på Vesterbro, ligesom de forskellige arbejder foreslås prioriteret i en fortsat dialog med skolen.