Mødedato: 25.04.2006, kl. 15:15

Indstilling om overførsel af midler fra 2005 til 2006

Indstilling om overførsel af midler fra 2005 til 2006

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 25. april 2006

 

 


J.nr. ØU 128/2006

 

3. Indstilling om overførsel af midler fra 2005 til 2006

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen anbefaler, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen:

 

1.      At der gives tillægsbevillinger til budget 2006 i form af overførsler mellem 2005 og 2006 for i alt 380 mill. kr., jf. bilag 1. Tillægsbevillingerne gives med dækning på kassen, da de modsvares af et tilsvarende mindreforbrug i regnskabet for 2005.

2.      At hvis lov om regulering af statstilskuddet til kommunerne i 2007 vedtages, skal udvalgene i deres indberetning til halvårsregnskabet for 2006 anvise, hvor serviceudgifterne i udvalgets korrigerede budget for 2006 kan reduceres med et beløb, så udvalgets serviceudgifter ikke overstiger niveauet i vedtaget budget 2006. De beløb, som udvalgets budget reduceres med i 2006, reserveres til udvalgets budget 2007. Overskrider et udvalg udvalgets budgetramme for serviceudgifter i 2006, reduceres udvalgets budget i 2007 med et beløb svarende til overskridelsen af serviceudgifterne i regnskabet for 2006.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. april 2006

Anbefalet.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

I henhold til Københavns Kommunes regnskabscirkulære 2005 danner årsregnskabet baggrund for sager om overførsel af midler mellem årene (ØU 429/05). Udover regnskabsforklaringerne under de enkelte udvalg, indeholder regnskabet en vurdering af mindre-/merforbrug, som udvalgene har mulighed for at få overført. 

I denne sag kan udvalgene søge om tillægsbevillinger til overførsler på sager som vedrører:

·        Opsparing på decentrale institutioner.

·        BR-besluttede aktiviteter.

Samlet søger udvalgene til denne sag om tillægsbevillinger på 302 mill. kr. til BR-besluttede aktiviteter, fordelt med 175,3 mill. kr. på driften og 126,7 mill. på anlæg. Hertil kommer 78 mill. kr. til opsparing i de decentrale institutioner.

Borgerrepræsentationen har tidligere besluttet 1,2 mia. kr. fordelt med 361 mill. på drift og 861 mill. på anlæg overført fra 2005 til 2006 (BR 737/05).

Indtil yderligere 345 mill. kan ventes søgt overført i den ordinære overførselssag, der ventes behandlet umiddelbart inden sommerferien. I alt ventes dermed indtil 1,95 mia. kr. i mindreforbrug overført fra 2005 til 2006, dvs. eksklusive 214 mill. kr. i interne lån til Børne- og Ungdomsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har fremsat et lovforslag om regulering af statstilskuddet til kommunerne i 2007, hvis kommunerne i 2006 overskrider de pr. 15. februar 2006 budgetterede udgifter i vedtaget budget 2006. Forslaget ventes vedtaget af Folketinget inden sommeren 2006.

Vedtages lovforslaget, bør kommunen undgå at overskride budgettet for kommunens serviceudgifter i vedtaget budget for 2006. Viser regnskabet for 2006 en overskridelse, vil kommunen som udgangspunkt blive reguleret i bloktilskuddet for 2007 med et beløb svarende til overskridelsen.

Kommunen budgetterer med serviceudgifter for 26.115 mill. kr. i vedtaget budget 2006. Som led Borgerrepræsentationens beslutninger i 2005 og 2006 om tillægsbevillinger til budget 2006 (overførsler og øvrige sager) viser det korrigerede budget for 2006 serviceudgifter på i alt 26.459 mill. kr., svarende til en overskridelse af serviceudgifterne kommunens vedtaget budget på 344 mill. kr.

Tiltrædes denne sag, vil de budgetterede serviceudgifter forøges med yderligere 250 mill. kr., således at de samlede overskridelse bliver på 594 mill. kr.

Hvis der i kommunens regnskab er et tilsvarende forbrug, må kommunens bloktilskud forventes reduceret med et tilsvarende beløb i 2007.

På den baggrund indstilles det, at såfremt lov om regulering af statstilskuddet til kommunerne i 2007 vedtages, skal udvalgene i deres indberetning af halvårsregnskabet anvise, hvor serviceudgifterne i udvalgets korrigerede budget for 2006 kan reduceres med et beløb, så udvalgets serviceudgifter ikke overstiger niveauet i vedtaget budget 2006. De beløb, som udvalgets budget reduceres med i 2006, reserveres til udvalgets budget 2007. Overskrider et udvalg udvalgets budgetramme for serviceudgifter i 2006, reduceres udvalgets budget i 2007 med et beløb svarende til overskridelsen af serviceudgifterne i regnskabet for 2006.

Det indebærer, at udvalgenes korrigerede budget for 2006 senere reduceres og midlerne reserveres til udvalgets budget i 2007. Det kan desuden indebære, at et udvalg får reduceret sit budget i 2007, hvis ikke udvalgets budgetterede serviceudgifter for 2006 overholdes.


 

Til top