Mødedato: 25.02.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Forbedret trafiksikkerhed for skolebørn på Hvidkildevej, Vanløse

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Der skal tages stilling til projektforslag og frigivelse af anlægsmidler til forbedring af trafiksikkerhed for skolebørn på Hvidkildevej ved Rødkilde Skole. Med projektet etableres krydsningsheller og indsnævring af kørebanen med et rødt midterareal for bl.a. at dæmpe bilernes hastighed. Projektforslaget tager højde for motorløbet Copenhagen Historic Grand Prix, der afvikles på strækningen. Det indebærer, at der indstilles en trafiksikker løsning, som dog kan optimeres både i økonomi og funktion, hvis der ikke skal tages hensyn til motorløbet.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at der frigives en anlægsbevilling på 1,3 mio. kr. til etablering af rødt midterareal på Hvidkildevej mellem Hulgårdsvej og Bellahøjvej på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at de frigivne anlægsmidler bliver afholdt inden for det gældende anlægsmåltal. Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

I Overførselssagen 2023-2024 (Borgerrepræsentationens (BR) møde den 2. maj 2024) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat 2,0 mio. kr. til at forbedre skolevejen til Rødkilde Skole på Hvidkildevej mellem Hulgårdsvej og Bellahøjvej, jf. bilag 2. Forbedringen er bl.a. til gavn for de elever, der fremadrettet skal cykle på og krydse Hvidkildevej på vej til skole som følge af en skoledistriktsændring gældende fra skoleåret 2024/2025 (BR  den 21. september 2023). Med distriktsændringen flyttes børn i området afgrænset af Mågevej, Rødsangervej, Stærevej, Hulgårdsvej og Hvidkildevej fra Grøndalsvængets Skole til Rødkilde Skole.

Projektet påvirkes ikke af regeringens forslag om ændring af færdselsloven, vejloven og privatvejsloven.

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til projektforslaget og Borgerrepræsentationen til frigivelse af anlægsmidler.

Løsning

Projektet skal dæmpe bilernes hastighed og lette krydsninger omkring Grøndal MultiCenter og skolens adgangsvej. Hvidkildevej mellem Hulgårdsvej og Bellahøjvej er en 390 meter lang og meget bred strækning uden krydsningspunkter og uden cykelstier, jf. bilag 3. Den samlede køresporsbredde er mere end 10 meter, og bilisterne på strækningen kører derfor ofte med høj hastighed, især i retningen mod Hvidkildevej-Hulgårdsvej lyskryds. Derudover er der skråparkering på det meste af strækningen, hvilket betyder, at bilister bakker ud på cyklisternes færdselsareal. Vejen opleves derfor utryg. Børn bruger strækningen, når de går og cykler til Rødkilde Skole og til idrætshallen i Grøndal MultiCenter.

Løsningsforslaget indsnævrer vejen med et rødt midterareal. Arealet vil fungere som en hastighedsdæmpende foranstaltning for bilister, idet kørebanen i begge retninger indsnævres fra ca. 5,2 meter til 3,75 meter, jf. bilag 4. Midterarealet belægges med rød overfladebehandling.

I midterarealet etableres to runde flytbare heller (rondeller) for at sikre, at det ikke bruges som overhalingsbane. Derudover etableres to sæt flytbare krydsningsheller, den ene ved fortovet på Bellahøjvej, den anden ud for cykelstien mellem Markvej og Bakkevej. Det røde midterareal og de nye krydsningsheller vil give fodgængere og cyklister tryggere og sikrere krydsninger.   

Copenhagen Historic Grand Prix’ betydning for projektet

Strækningen er også en del af racerbanen i Copenhagen Historic Grand Prix, som er et årligt motorløb, der siden 2001 er blevet afholdt på Bellahøj over en weekend i august. Det indgik i Overførselssagen 2023-2004, at arrangøren af motorløbet skulle involveres i projekteringen. Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 27. maj 2024, at motorløbet skal have tilsagn for ét år ad gangen frem for en 3-årig tilladelse, jf. bilag 1.

Brug af vejen til motorløb forudsætter, at der på vejen er prioriteret plads til dette. For at motorløbet kan afvikles, er der derfor valgt flytbare heller fremfor faste heller. Faste heller foretrækkes normalt, fordi de er billigere at etablere og fremstår pænere.  

Motorløbet medfører desuden et ekstraordinært slid på belægningen. Rød overfladebehandling skal generelt vedligeholdes hyppigere end asfalt, og overfladen vil hurtigere blive slidt af ved overkørsler/sideveje, hvor der er krydsende trafik. Der findes ingen erfaringer med, hvordan rød overfladebehandling slides af motorløbet, men det forventes at forkorte belægningens holdbarhed.

Det forventes samlet set, at den røde overfladebehandling på denne strækning skal vedligeholdes hvert femte år frem for det gængse interval hvert tiende år, hvis der ikke var motorløb. Dette medfører en ekstra udgift til vedligeholdelse på anslået 26.000 kr. årligt. Der foretages vejtilsyn én gang om året efter motorløbet. Hvis vejtilsynet vurderer, at racerløbet har medført alvorlige skader på vejen, afholder arrangøren udgifter til reparationer heraf. Udgifter knyttet til den hyppigere vedligeholdelse af den røde overfladebehandling vil i videst muligt omfang blive pålagt arrangøren af løbet. Dog forventes meget af udgiften afholdt af kommunen selv, idet skaderne typisk vil opstå løbende over flere år og derfor ikke kan henføres konkret til motorløbet.

Høring

Projektforslaget har været i høring ved Vanløse Lokaludvalg fra den 24.oktober 2024 til den 21. november 2024. Forvaltningens bemærkninger fremgår af bilag 5.

Høringssvar fra Vanløse Lokaludvalg
Vanløse Lokaludvalg ser positivt på løsningen og begrunder med, at trafiksikkerhed for cyklister, fodgængere og skolebørn bør prioriteres højt, og at skolevejene skal tage højde for udfordringerne med farlig kørsel ved skolerne. Lokaludvalget foreslår, at det fortsat overvejes, om det er muligt at kombinere cykelstier og p-pladser, så det bliver mere sikkert for skolebørnene at cykle på en smallere Hvidkildevej.

Lokaludvalget tilkendegiver, at Rødkilde Skole ønsker to vejbump for at nedsætte hastigheden på Hvidkildevej, men bemærker også, at dette kan være en udfordring, hvis der fortsat prioriteres plads til Copenhagen Historic Grand Prix.

Forvaltningens bemærkninger
Samlet set har bemærkningerne ikke givet anledning til ændringer i projektforslaget. Forvaltningen er enig i, at cykelstier kan øge trafiksikkerheden for cyklende skolebørn yderligere. Cykelstier med nedlæggelse af 40 p-pladser til følge indgik i scenarierne i budgetnotatet, men blev ikke valgt. En løsning med vejbump fremgår af politisk handlerum.

Træer og parkering

Projektet har ikke konsekvenser for træer og parkering. Som erstatning for nedlagte pladser ifm. etablering af affaldssorteringspunkter etableres der i 2025 10 p-pladser på den nordlige side af Hvidkildevej tæt på Hulgårdsvej (BR 19. september 2024). P-pladserne har ikke konsekvenser for den indstillede løsning.

Politisk handlerum

Udvalget kan vælge en alternativ løsning med faste heller og vejbump på kørebanen. Vejbump vil dæmpe bilernes hastighed yderligere og dermed øge trafiksikkerheden for cyklister og fodgængere. Faste heller vurderes dertil visuelt mere attraktive. Konsekvensen ved denne løsning er, at motorløbet fra 2026 ikke længere kan køre på strækningen. Da der ikke er alternative ruter i kvarteret, vil det således medføre, at motorløbet ikke længere kan foregå inden for kommunens grænser.

De to løsninger er cirka tilsvarende i pris. Den alternative løsning vil være 0,16 mio. kr. billigere at anlægge, idet faste heller er billigere, og løsningen forventes derudover at medføre færre udgifter til løbende vedligehold svarende til ca. 26.000 kr. årligt, jf. økonomiafsnittet. Det skyldes, at den røde overfladebehandling kun skal vedligeholdes i det gængse interval hvert tiende år, hvis motorløbet ikke kører på strækningen, jf. løsningsafsnittet.

Økonomi

I Overførselssagen 2023-2024 blev der afsat 1,96 mio. kr. (2024 p/l) til projektering og ombygning Hvidkildevej mellem Hulgårdsvej og Bellahøjvej. Heraf blev 0,72 mio. kr. (2024 p/l) stjernemarkeret og dermed frigivet med budgetvedtagelsen. Med denne indstilling skal de resterende 1,24 mio. kr. (2024 p/l) frigives. Det svarer til 1,27 mio. kr. i 2025 p/l, jf. tabel 1.

Tabel 1. Anlægsbevillinger - Frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.
(2025 p/l)

2025

TMU

Hvidkildevej, rødt midterareal

2000 – Ordinær anlæg

2.28.23.3

1.271

I alt

-

-

-

1.271

Bevillingen Ordinær anlæg er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsmåltal. I Overførselssagen 2023-2024 er der givet anlægsmåltal til projektet til igangsættelse i 2024. Igangsatte anlægsprojekter færdiggøres uanset projektets varighed og tildeles dermed automatisk anlægsmåltal i de kommende år (Teknik- og Miljøudvalget (TMU) den 17. maj 2021).

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter forvaltningen færdigprojektering og anlæg. Der er givet principielt tilsagn om motorløbet i 2025 (TMU den 27. maj 2024), og anlægsstart forventes derfor i september 2025 efter afholdelse af motorløbet 9.-10. august med ibrugtagning i oktober 2025.

Søren Wille

/ Peter Højer

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslag for Hvidkildevej mellem Hulgårdsvej og Bellahøjvej danner grundlag for færdigprojektering og anlæg, jf. bilag 4.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at der frigives en anlægsbevilling på 1,3 mio. kr. til etablering af rødt midterareal på Hvidkildevej mellem Hulgårdsvej og Bellahøjvej på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 3. februar 2025

 

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at-punkt:

“at den alternative løsning med faste heller og vejbump danner grundlag for færdigprojektering og anlæg, jf. beskrivelse i det politiske handlerum og bilag 7.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget med 7 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, F, Ø og Å

Imod stemte: B, C og V

 

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 4. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, F, Ø og Å

Imod stemte: B, C og V

 

Til top