Mødedato: 25.02.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Københavns Kommunes fortsatte repræsentation i bestyrelser, råd og nævn under Økonomiudvalgets ressort for valgperioden 2026-2029

Se alle bilag

Økonomiudvalget modtager med sagen et overblik over hverv under Økonomiudvalget.

Økonomiudvalget skal derudover tage stilling til kommunens fortsatte repræsentation i bestyrelser, råd og nævn mv. under Økonomiudvalgets ressort for den kommende valgperiode 2026 – 2029.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at det godkendes, at Københavns Kommune er repræsenteret i de bestyrelser, råd og nævn mv., der er nævnt i bilag 1 i valgperioden 2026-2029.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 10. oktober 2013 ”Politik for aktivt ejerskab” i forbindelse med indstilling vedrørende kommunens deltagelse i selskaber. Det fremgår af denne, at Borgerrepræsentationen i forbindelse med en valgperiodes afslutning skal tage stilling til kommunens fremtidige repræsentation i bestyrelser, råd og nævn mv.

Ovenstående blev på ny godkendt, da Borgerrepræsentationen godkendte revision af kommunens ejerskabspolitik den 30. november 2017. Sagen her samt bilag er udarbejdet i overensstemmelse hermed. Det samme gælder Økonomiforvaltningens anbefalinger, som fremgår i bilagene f.s.v.a. udpegning til de større selskaber.

Fagudvalgene skal således forud for Borgerrepræsentationens beslutning hver især tage stilling til, hvilke hverv, udvalgene fortsat mener, er relevante. Økonomiudvalget får derfor sagen forelagt for så vidt angår hverv under udvalgets ressort.  

Løsning

I vurderingen af, om Københavns Kommune fortsat skal være repræsenteret i et hverv, har forvaltningen taget stilling til følgende spørgsmål:

  1. Er der tale om obligatoriske hverv for Københavns Kommune (lovpligtigt eller lignende)?
  2. Varetages der en relevant kommunal opgave eller interesse for Københavns Kommune i hvervet?
  3. Er det forvaltningens vurdering, at det fortsat er relevant for Københavns Kommune at være repræsenteret i hvervet?
  4. Anbefaling vedrørende udpegning af bestyrelsesmedlemmer i det pågældende hverv (fx anbefaling om professionel repræsentant, besiddende særlige/faglige kvalifikationer, politisk repræsentant, forbrugerrepræsentant, forvaltningsrepræsentant, m.v.)
  5. Er hvervet placeret i den korrekte forvaltning i Københavns Kommune (ressort relevans)? 

Oversigten over hverv og forvaltningens vurdering findes i bilag 1. Oplysningerne i oversigten er indhentet via fagkontorer i Økonomiforvaltningen og i vedtægter, m.v. i de enkelte hverv.

Hvervene er delt op i følgende kategorier:

Ikke obligatoriske hverv

Økonomiudvalget skal særskilt godkende, at Københavns Kommune er repræsenteret i disse hverv, jf. ”Politik for aktivt ejerskab”.

Lovpligtige hverv

Økonomiudvalget skal ikke særskilt godkende, at Københavns Kommune er repræsenteret i disse hverv, da dette er påkrævet ved lov. Hvervene er medtaget for overblikkets skyld.

Hverv, hvor der er truffet særskilt beslutning i Borgerrepræsentationen om at deltage i et selskab e.l.

Der er her tale om repræsentantskab i de selskaber, som Københavns Kommune ejer eller på anden vis deltager i. En mere detaljeret oversigt over følgende hverv findes i bilag 2:

  • HOFO/BIOFOS koncernen
  • Arena CPHX P/S og Arena CPHX Komplementar A/S
  • Udviklingsselskabet By og Havn I/S
  • Metroselskabet I/S
  • Trafikselskabet Movia
  • Hovedstadens Beredskab I/S
  • ARC Holding A/S og ARC Affaldsenergi A/S
  • VF Affaldsenergi ApS
  • VF Service A/S
  • I/S Amager Ressourcecenter
  • I/S Vestforbrænding
  • Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S

 

Det bemærkes, at oversigten indeholder samme hverv, som kommunen er repræsenteret i indeværende valgperiode, bortset fra at følgende hverv er fjernet: 

  • Interessentskabet bag afvikling af Tour De France, som ophørte pr. 22. maj 2024.

Derudover er der tilføjet følgende hverv, som der særskilt er truffet beslutning om i Borgerrepræsentationen:

  • ARC Holding A/S og ARC Affaldsenergi A/S
  • VF Affaldsenergi ApS
  • VF Service A/S
  • VM i Landevejscykling 2029 Danmark I/S
  • World Tour Copenhagen, Bestyrelsen for

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når alle fagudvalgene har godkendt hvilke hverv, de hver især vurderer, fortsat er relevante, tager Borgerrepræsentationen stilling til en samlet sag om samtlige hverv. Sagen vil også indeholde et overblik over nuværende § 17, stk. 4 – udvalg. Sagen forelægges for Borgerrepræsentationen i foråret 2025.

Gruppeforpersonskredsen får forelagt en sag omkring processen for udpegninger til hvervene inden sommeren 2025, herunder en proces for indlevering af navne fra valggrupperne og partierne i forbindelse med konstitueringen. 

 

Søren Hartmann Hede               /Helene Vinten Madsen 

Til top