Mødedato: 25.01.2023, kl. 10:00
Mødested: Comwell Køge Strand

Opfølgning på Københavns Kommunes handlingsplan for FN's verdensmål 2022

Se alle bilag

Økonomiforvaltningen har i samarbejde med kommunens øvrige forvaltninger udarbejdet en opfølgning på Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at vedlagte forslag til opfølgning på Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål, jf. bilag 1, godkendes. 

Problemstilling

Da Københavns Borgerrepræsentation i 2017 vedtog Københavns Kommens handlingsplan for FN’s verdensmål, blev det besluttet, at der fremover skulle udarbejdes en opfølgning på handlingsplanen hvert andet år.

Løsning

Vedlagt som bilag 1 er udkast til opfølgningen for 2022. I opfølgningen bekræftes den fortsatte prioritering af FN’s verdensmål samt indsatsen for at skabe en bæredygtig by for alle.

Opfølgningen består af tre kapitler, som beskrives nedenfor. Alle forvaltninger har bidraget med indsatser til hhv. kapitel 1 og 2.

  • Kapitel 1: Siden sidst

    I opfølgningen på handlingsplanen fra 2020 præsenterede forvaltningerne en række politikker, handlingsplaner, strategier og indsatser, som bidrager til at indfri verdensmålene. I kapitel 1 gives en status på disse. Indsatserne præsenteres opdelt efter forvaltning.

     

  • Kapitel 2: Nye indsatser

    I kapitel 2 præsenteres en række indsatser med fokus på verdensmålene, hvor der er identificeret behov for en målrettet indsats. Som et nyt fokus indeholder kapitlet kvantitative opgørelser, der har til formål at synliggøre udviklingen samt give mulighed for kvalificeret opfølgning fremover. Forvaltningerne vil følge de udvalgte indikatorer og afrapportere ved næste opfølgning i 2024. Også i dette kapitel præsenteres indsatserne opdelt efter forvaltning.

  • Kapitel 3: Ekstern høring hos KBH SDG Netværk

KK har på samme vis som i 2020 haft opfølgningen i ekstern høring. Kapitel 3 forholder sig til høringssvaret (vedlagt som bilag 2), ved at videreformidle centrale budskaber og anbefalinger fra høringssvaret herunder de ”fem skarpe” anbefalinger, som fremgår af høringssvaret. Afslutningsvis forholder Københavns Kommune sig til høringssvaret, ved at kommentere på de præsenterede opmærksomhedspunkter vedr. inddragelse af borgere og civilsamfund samt måling og monitorering.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med sagen.

Videre proces

Såfremt Økonomiudvalget godkender udkastet til opfølgningen på Københavns Kommunes handlingsplan for FN’s verdensmål, vil denne blive forelagt Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse den 2. februar 2023.

Når opfølgningen på handlingsplanen er godkendt, vil forvaltningerne i Københavns Kommune arbejde videre med indsatserne beskrevet i opfølgningen.

 

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen

Beslutning

Dagsordenspunkt 12: Opfølgning på Københavns Kommunes handlingsplan for FN's verdensmål 2022 (2022-0404804)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2023

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Et samlet Økonomiudvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Økonomiudvalget ønsker, at Økonomiforvaltningen vender tilbage med en indstilling med et forslag til hvordan opfølgningen i fremtiden kan have en mere konkret sammenhæng med målene i kommunens handlingsplan for FNs verdensmål og med en vurdering af muligheden for at fremtidige afrapporteringer kan tænkes sammen med afrapporteringer på doughnut modellen”. 

Til top