Ændring af Københavns Kommunes definition af grønne køretøjer i politik om skærpede krav til leverandørkøretøjer
Det skal besluttes, om plug-in-hybrid-biler skal tages ud af definitionen for grønne leverandørkøretøjer, idet CO2e-udledningerne fra kørsel med plug-in-hybrid-biler i praksis ofte er højere end EU’s grænseværdier for lavemissionsbiler. Det anbefales, at plug-in-hybrid-biler får en ny definition, at de fortsat kan anvendes som tildelingskriterie for leverandørkøretøjer over 3.500kg.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at det godkendes, at plug-in-hybrid-biler tages ud af kommunens definition af grønne køretøjer og at den nye definition ”køretøjer, der kører på el, biogas, eller brint, samt andre ikke-motoriserede transportformer, fx cykler”, træder i kraft 1. april 2023,
- at det godkendes, at plug-in-hybrid fortsat kan anvendes som tildelingskriterie for leverandørkøretøjer over 3.500kg, hvor man ved markedsanalyse har vurderet, at det ikke er muligt at stille krav til grønne køretøjer.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen (BR) besluttede den 28. marts 2019, at Københavns Kommune (KK) skal stille skærpede miljøkrav til de køretøjer, som kommunens leverandører anvender til at levere varer og tjenesteydelser til kommunen. En status på efterlevelsen af Borgerrepræsentationens beslutning om skærpede krav til leverandørkøretøjer, blev forelagt Økonomiudvalget (ØU) den 15. marts 2021. Heri fremgik det, at CSR-enhedens afdeling for Bæredygtige Indkøb i 2022 vil vurdere, hvorvidt der er et fagligt grundlag for, at plug-in-hybrid biler tages ud af kommunens definition på grønne køretøjer. Da definitionen af grønne køretøjer blev vedtaget i BR i 2019, forelægges ændring i definitionen ligeledes til godkendelse i BR.
Der er i 2022 anvendt skærpede krav til grønne køretøjer på 10 udbud og det forventes, at der stilles krav på minimum yderligere 14 udbud i 2023.
En undersøgelse fra juni 2022 foretaget af International Council on Clean Transportation (ICCT) af ca. 9.000 plug-in-hybrid biler viste, at emissionerne fra plug-in-hybrid biler gennemsnitligt lå mellem 90-105 g. CO2 per km. for privatbiler og mellem 175-195 g. CO2 per km. for firmabiler. Værdierne fundet i undersøgelsen overstiger dermed de <50 g. CO2 per km., som er EU’s nuværende maksimalgrænse for kategoriseringen af lavemissionsbiler.
Endvidere har COWI, for Vejdirektoratet i 2021, lavet en undersøgelse af 1.307 plug-in-hybrider, som peger på, at den samlede udledning for benzin plug-in-hybrider i Danmark vurderes at være 113 g. CO2 per km. kørsel, hvilket langt overstiger EU’s nuværende maksimalgrænse for kategoriseringen af lavemissionsbiler (<50 g.CO2 per km.). Samtidig vurderer Danmarks Statistik, at der ikke er betydelig forskel på CO2 emissioner fra plug-in-hybrider på hhv. benzin og diesel.
EU-taksonomien vil fra 2026 ikke længere definere plug-in-hybrid personbiler og plug-in-hybrid godstransportkøretøjer under 3.500 kg som lavemissionskøretøjer, da grænsen ændres fra <50 g. CO2/km. til 0 g. CO2/km.
KK definerer plug-in-hybrid-køretøjer, som køretøjer, der har en eldreven motor, som kan oplades direkte gennem ladekabel, og som derudover har en forbrændingsmotor, beregnet til at køre på et fossilt brændstof.
På baggrund af eksterne markedsundersøgelser og markedsdialoger, samt dialog med de indkøbsansvarlige på tværs af kommunens forvaltninger, er det vurderingen, at det udelukkende er leverandørkøretøjer over 3.500 kg., hvor brugen af plug-in-hybrider fremover kan være nødvendigt i kommunens udbud. Dette skyldes, at der her kan være tilfælde, hvor det ikke er muligt for leverandøren ellers at imødekomme krav til grønne leverandørkøretøjer. Enkelte af kommunens leverandører har ved markedsdialog også udtrykt bekymring for investering i plug-in-hybrider, grundet usikkerhed omkring deres fremtidige status som grønne køretøjer i EU og det offentlige.
Løsning
Ændringen af definitionen for grønne køretøjer vil fjerne leverandørernes mulighed for at benytte plug-in-hybrid for køretøjer under 3.500 kg., når der stilles krav til grønne køretøjer.
Såfremt indstillingen godkendes, vil ændringen kun omfatte udbud, der igangsættes fra 1. april 2023. Et eksempel er udbuddet på Låsesmedsydelser, der forventes at igangsættes i 2024. Såfremt indstillingen godkendes, må der på dette udbud ikke efterspørges plug-in-hybrid biler under 3.500kg., for at imødekomme skærpede krav til grønne leverandørkøretøjer, efter den nye definition.
Der findes ikke én standardiseret definition af ’grønne køretøjer’ men Økonomiforvaltningen har været i dialog med Århus Kommune, Odense Kommune og Miljøstyrelsen. Deres tilgange beskrevet herunder.
Miljøstyrelsen læner sig op ad EU's definitioner på lavemissionskøretøjer og vil derfor fra 2026 ikke kategorisere plug-in-hybrid biler under 3.500kg som lavemissionskøretøjer.
Århus Kommune har siden 2021 arbejdet med en ’Grøn Transportplan’ hvori de på baggrund af analyser fra COWI de definerer fossilfrie og emissionsfrie køretøjer og plug-in hybrid indgår ikke i denne definition.
Odense Kommune har ikke en fast definition på ’grønne køretøjer’, men sidestiller ikke plug-in-hybrid biler med emissionsfri køretøjer som el- eller brint-biler. Odense Kommunes nye indkøbspolitik 2022-2026 beskriver at kommunens egne køretøjer fra personbiler til busser bliver emissionsfrie til 2030.
Økonomi
Økonomiforvaltningen har været i dialog med de indkøbskategoriansvarlige på tværs af forvaltningerne og CSR- og Indkøbsjura vurderer på baggrund af det, at sagen ikke har direkte økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Ved vedtagelse af den ændrede definition, vil den gælde udbud, der igangsættes fra 1. april 2023.
Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 11: Ændring af Københavns Kommunes definition af grønne køretøjer i politik om skærpede krav til leverandørkøretøjer (2022-0252731)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2023
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.