Mødedato: 25.01.2017, kl. 11:00
Mødested: Comwell, Snekkersten

Partnerskabsaftale for et trygt Nørrebro

Se alle bilag

Økonomiudvalget skal tage stilling til partnerskabsaftalen for et trygt Nørrebro mellem Københavns Politi og Københavns Kommune.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at godkende partnerskabsaftale for et trygt Nørrebro for perioden 2017-2019 (bilag 1), herunder at der udarbejdes en udmøntningsplan, der forelægges Økonomiudvalget til godkendelse medio 2017.

Problemstilling

Københavns Politi og Københavns Kommune indgik i 2013 den første partnerskabsaftale om en kriminalpræventiv indsats på Indre Nørrebro (Pin Point-samarbejdet). Aftalen dannede de strategiske rammer for et forstærket myndighedsarbejde rettet mod at bekæmpe bandegrupperinger i området. Økonomiudvalget besluttede d. 20. august 2014 at forlænge aftalen til og med 2015. Økonomiudvalget besluttede d. 14. juni 2016, at der i 2016 udarbejdes et forslag til en forlængelse af partnerskabsaftalen, som forelægges Økonomiudvalget til politisk behandling ultimo 2016.

Aftalen er blevet udarbejdet i regi af partnerskabets såkaldte operative styregruppe med udgangspunkt i de opnåede erfaringer fra de seneste 3 år og er en fortsættelse af det tætte samarbejde mellem Københavns Kommune og Københavns Politi.

Den operative styregruppe består af ledelsesrepræsentanter fra SSP, Socialforvaltningen (Enheden for Kriminalpræventive Indsatser og Center for Forebyggelse og Rådgivning) og Københavns Politi (Lokalpolitiet Nordøst, Den Kriminalpræventive Sektion, Efterforskningsenheden, Afdelingen for Organiseret Kriminalitet, Efterretnings- og Analysesektionen (inkl. politiets exitprogram) samt Den Operative Special Afdeling, der pr. 1. marts 2017 rummer den operative bandeenhed.

Løsning

Københavns Kommune og Københavns Politi indgår med denne aftale et forpligtende partnerskab om en kriminalpræventiv indsats rettet mod at bekæmpe bandegrupperinger på Nørrebro. Formålet er at forebygge rekruttering til bandemiljøet samt at motivere unge med tilknytning til bandemiljøet til et liv uden kriminalitet. Aftalen dækker perioden 2017 til 2019.

For at stoppe banderne og deres skadelige indflydelse på Nørrebro kræves en helhedsorienteret indsats, hvor politi og kommune arbejder tæt sammen. Omdrejningspunktet for samarbejdet er udveksling af oplysninger om specifikke personer med relation til bandemiljøet på Nørrebro. Udvekslingen af de personfølsomme oplysninger foretages med hjemmel i Retsplejelovens § 115 for så vidt angår det kriminalpræventive samarbejde, mens politiets efterforskningsindsats ikke baseres på en sådan udveksling af personfølsomme oplysninger. Dette danner grundlag for en områdebaseret analyse og en kortlægning af personer i bandemiljøet ift. livssituation, risikoprofil og kriminalitetshistorik, hvorefter der laves en fælles vurdering af, hvilke konkrete tiltag, der kan igangsættes for de specifikke personer. Der er mellem 300-350 registrerede rocker/bandemedlemmer i Københavns Politikreds, hvoraf 70-100 er bandemedlemmer med en primær tilknytning til Nørrebro.

Det geografiske fokus

Med aftalen udvides det geografiske fokus for samarbejdet fra Indre Nørrebro til hele Nørrebro, dog med et særligt fokus på Ydre Nørrebro og områderne i og omkring Mjølnerparken, Lundtoftegade og Den Røde Plads.

At fokus koncentreres om Ydre Nørrebro skyldes en række faktorer:

  • Der er øget banderelateret kriminalitet på Ydre Nørrebro, særligt i og omkring personer med tilknytning til Mjølnerparken og Lundtoftegade. Data fra politiet viser, at Nørrebro, herunder særligt Ydre Nørrebro, er den bydel i København, hvor der i 2016 er registreret flest sager om alvorlig og personfarlig kriminalitet med registrerede bandemedlemmer.
  • Københavns Tryghedsundersøgelse viser, at andelen af beboere på Ydre Nørrebro, som er utrygge i deres nabolag er steget fra 11 % i 2015 til 14 % i 2016. Andelen af utrygge københavnere på Ydre Nørrebro er i 2016 højere end gennemsnittet for hele byen, som ligger på 6,4 %. Trygheden har omvendt været stigende på Indre Nørrebro de seneste år.
  • Kriminalitetsbilledet på Indre Nørrebro har ændret sig siden 2013. Området er forsat tilholdssted for personer med tilknytning til bandemiljøet, men der kan ikke i samme grad konstateres banderelateret kriminalitet.

Samarbejdet vil forsat have opmærksomhed på miljøet omkring Folkets Hus på Indre Nørrebro samt en løbende opmærksom på andre områder, hvor der sker akutte banderelaterede hændelser.

Formål

Gennem et fælles og koordineret myndighedspres på de bandegrupperinger, der skaber utryghed på Nørrebro, vil aftalens parter:

På Nørrebro

  • reducere bandegrupperinger og deres kriminalitet.
  • forebygge at børn og unge rekrutteres til bandemiljøerne.
  • motivere og anspore unge med tilknytning til bandemiljøet til exitforløb og et liv uden kriminalitet.
  • arbejde for at styrke sammenhængskraften i lokalsamfundet og samarbejdet med myndighederne via løbende dialog med lokale aktører, fx boligsociale helhedsplaner, frivillige organisationer og erhvervsdrivende.

Generelt

  • sikre metodeudvikling og dialog om fokus for indsatsen, herunder løbende overvejelser om de geografiske fokusområder.
  • styrke de organisatoriske rammer for at samarbejde på tværs af myndigheder, herunder udvikling af fleksible og ressourcebevidste metoder for udveksling af oplysninger og  inddragelse af øvrige myndigheder og eksterne aktører, der ikke hidtil har indgået i partnerskabet.

Målgrupper

Målgruppen omfatter overordnet set unge både over og under 18 år, der enten er registrerede bandemedlemmer eller som har relationer til det organiserede bandemiljø. Herunder:

  • Unge, der første gang kommer i kontakt med bandemiljøet.
  • Unge, der fængsles eller sendes til afsoning.
  • Unge, der vurderes at være motiverede til at forlade bandemiljøet.

Metoder

På baggrund af partnerskabets kortlægning og fælles vurdering af personer med tilknytning til bandemiljøet, vil der blive taget stilling til konkrete tiltag, der igangsættes. Eksempler på mulige metoder/tiltag er: 

  • Efterforskning af toneangivende personer i miljøet.
  • Præventive hjemmebesøg hos unge under 18 år. 
  • Hjemmebesøg og inddragelse af forældre til unge over 18 år, der har relation til bandemiljøet og som fortsat bor hjemme.
  • Opsøgende motiverende samtaler hos unge der anholdes, varetægtsfængsles eller sendes til afsoning.
  • Opsøgende arbejde i de unges miljø, fx via periodevis tilstedeværelse af en medarbejder fra politiets exit-enhed.
  • Afklaring og koordinering med normalsystemet om ansvar og indsats. Det vil sige tæt koordinering med Jobcentre, Ungdoms- og Uddannelsesvejledningen, frivillige og private aktører, fx mentorordninger, samt øvrige kommunale aktører (skoler, ungdomsuddannelser, klubber, gadeplan, mv.).
  • Samarbejde med helhedsplaner og boligorganisationer, som i det daglige har dialog med borgere på Nørrebro.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Der er tale om et styrket samarbejde mellem myndigheder, som bliver afviklet indenfor de respektive aktørers normaldrift, hvorfor det gennemføres indenfor parternes egne økonomiske rammer. Såfremt der vurderes at være behov for ekstrafinansiering for succesfuldt at kunne gennemføre de enkelte indsatser, vil dette skulle søges inden for egen organisation, enten via budgetforhandlingerne eller eventuelle puljetilskud.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil der i 1. halvår af 2017 blive udarbejdet en udmøntningsplan, som beskriver aktørernes forpligtelser og de konkrete tiltag, der igangsættes i regi af partnerskabet. Denne plan vil også beskrive det geografiske fokus, samt en analyse af de respektive målgrupper og aktivitetsmål for udvalgte tiltag. Udmøntningsplanen vil blive forelagt Økonomiudvalget medio 2017.

Eventuelle bidrag fra normaldriften, herunder Københavns Kommunes myndighedsenheder, i form af fx ekstra ressourcer til understøttelse af målgruppernes familier, ekstra beskæftigelsestiltag, fastholdelse i skole/klub/fritidstilbud mv. skal aftales særskilt med de involverede enheder. På den baggrund afklares ligeledes forventninger til øget ressourcetræk i forbindelse med de tiltag, der igangsættes.

Der vil årligt blive udarbejdet en fælles statusrapport for partnerskabets aktiviteter, som vil indeholde en status på de opstillede aktivitetsmål samt en mere overordnet status på tryghed og kriminalitet på Nørrebro. Her vil indgå data fra Københavns Tryghedsundersøgelse samt data fra Københavns Politi vedr. antal sigtelser/anmeldelser og registrerede bandemedlemmer på Nørrebro. Den årlige statusrapport vil blive forlagt til orientering til SSP-bestyrelsen, Sikker By styregruppen, den øverste ledelse i Københavns Politi samt Økonomiudvalget.

 

 

Peter Stensgaard Mørch                                          /Søren Tegen Pedersen                

Beslutning

Dagsordenspunkt 4: Partnerskabsaftale for et trygt Nørrebro (2016-0384932)

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top