Støtte til bygningsfornyelse i ”Fuglekvarteret Vest”, Bispebjerg – ekstraordinær pulje 2016
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at der gives støtte til bygningsfornyelse af én ejendom på Vestergårdsvej 2-12/Mågevej 23-25/Bogfinkevej 2 i Bispebjerg (53 boliger), jf. bilag 1,
- at der frigives en anlægsbevilling til bygningsfornyelse af ejendommen på 14,8 mio. kr. og modtages indtægter i form af refusion fra staten på 7,4 mio. kr., jf. Økonomiafsnittet. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg fordelt med 5,9 mio. kr. i 2017, 5,9 mio. kr. i 2018 og 3,0 mio. kr. i 2019, jf. bilag 3 og 4,
- at driftsudgifter til indfasningsstøtte på 3,1 mio. kr. og indtægter på 1,5 mio. kr. afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse, Efterspørgselsstyrede overførsler, jf. Økonomiafsnittet og bilag 5.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget vil, når regnskabsresultatet for 2016 er kendt, blive forelagt indstilling om styring af bruttoanlæg i 2017.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
For at løfte boligstandarden i kommunen, har forvaltningen gennemført en årlig ansøgningsrunde til bygningsfornyelse fra den ekstraordinære pulje i Områdefornyelsen ”Fuglekvarteret Vest” beliggende i Bispebjerg. Andels- og ejerforeninger og private udlejningsejendomme ansøger digitalt om støtte til deres renoveringsprojekt. På baggrund af denne indleder forvaltningen en dialog med ansøger for at kvalificere ansøgningen.
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til forvaltningens forslag om støtte til en privat udlejningsejendom.
Løsning
Københavns Kommune bevilger årligt i samarbejde med staten støtte til bygningsfornyelse af andels- og ejerforeninger og private udlejningsejendomme med det formål at udbedre installationsmangler og løfte boligstandarden for familier, unge og ældre samt nedbringe energiforbruget og forbedre indeklimaet i den eksisterende bygningsmasse.
Til en områdefornyelse som denne i ”Fuglekvarteret Vest” i Bispebjerg søger kommunen staten om ekstraordinære midler til byfornyelse i området. Ekstraordinære midler er - i modsætning til de ordinære midler, der kan bruges i hele byen - bundet til bygningsfornyelser i det geografiske område, som områdefornyelsen dækker.
Ansøgningen fra denne ejendom er fra en tidligere ansøgningsrunde med frist 1. februar 2016, hvor to øvrige ejendomme opnåede tilsagn om støtte (BR 25. august 2016). Årsagen til det længere forløb med denne ejendom er et ejerskifte undervejs i processen, men sagen lægges frem nu, da ansøgningen vurderes at være fyldestgørende til at blive politisk vedtaget.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at ejendommen Vestergårdsvej 2-12/Mågevej 23-25/Bogfinkevej 2 støttes. Ejendommen er en privat udlejningsejendom med 53 lejeboliger og 84 beboere, der er blevet hørt og hvor et flertal af beboerne på 66 % har stemt for det påtænkte renoveringsprojekt. Beskrivelse af ejendommen og byfornyelsesarbejderne fremgår af bilag 1.
Den samlede økonomi for projektet er 33,7 mio. kr. og fordeler sig med 7,4 mio. kr. fra Københavns Kommune, 7,4 mio. kr. fra staten og 18,9 mio. kr. i medfinansiering fra ejer.
Borgerrepræsentationen vedtog den 28. april 2016, at fordelingsnøglen mellem kommunal og statslig medfinansiering for de ekstraordinære puljer fastholdes på 50/50, mens fordelingen i den ordinære pulje blev ændret til 70/30. Teknik- og Miljøudvalget besluttede samtidig, at Teknik- og Miljøforvaltningen senest i foråret 2017 skal fremlægge en byfornyelsesredegørelse for den fremadrettede økonomi på området. Den økonomi, der er knyttet til byfornyelsesarbejderne, der påtænkes udført, svarer omregnet til i alt 40 årsværk.
I overensstemmelse med byfornyelseslovens rammer har forvaltningen gennemgået og prioriteret ansøgningen på baggrund af følgende relevante kriterier fastlagt i Byfornyelsesstrategien (BR 29. oktober 2009, revideret 25. august 2011):
- Ejendomme, hvor der mangler installationer (wc, bad eller fjernvarme) i boligerne.
- Ejendomme, der ved renovering nedsætter energiforbruget og bidrager til byens CO2-målsætning.
Med støtten opnås følgende forbedringer af boligerne og energibehovet:
- Af ejendommens 53 boliger mangler 47 bad, og beboerne i 18 af de 47 boliger har i en beboerhøring ønsket renovering af wc og etablering af bad. Københavns Kommune stiller krav om, at der er flertal for projektet blandt lejerne. Målet er at flest muligt får etableret bad, men det er ikke et krav, at alle lejligheder indgår. Beboerne i de resterende 29 har ikke ønsket denne forbedring, og boligerne fremtidssikres således ved udvendige arbejder og ved at forberede installationerne, så ejer løbende for egen regning kan etablere tidssvarende wc/bad i boligerne. Det eksisterende fællesbad i kælderen renoveres.
- Ejendommen energioptimeres fra kategori F til D, hvilket er en energibesparelse på 36 %. Energioptimeringen giver en besparelse på gennemsnitlig 23,4 ton CO2 pr. år, der bidrager til Klimaplanens mål om at reducere bygningernes varmebehov med 20 % inden 2025.
Af bilag 1 fremgår ejendommens energispring og forventede besparelser. Forvaltningens samlede miljøvurdering fremgår tillige af bilag 2.
Der ændres ikke ved tilgængeligheden i det indstillede projekt. Ejendommen er opført før 1960, og derfor er der i den nuværende indretning ikke taget højde for tilgængeligheden for personer med funktionsnedsættelser. Der tinglyses en deklaration på ejendommen om hel eller delvis tilbagebetaling af byfornyelsesstøtten ved statusskifte/salg. Deklarationen træder i kraft, hvis ejer tjener mere end den almindelige ejendomsprisudvikling på salget inden for 20 år, jf. bilag 1.
Økonomi
Beslutningen om byfornyelse og finansiering af udgifterne sker i medfør af lovbekendtgørelse nr. 1228 af 3. oktober 2016 om byfornyelse og udvikling af byer, jf. bilag 4. Den samlede støtte til bygningsfornyelse af ejendommen er opgjort til 14,8 mio. kr., hvoraf staten refunderer 50 %, svarende til 7,4 mio. kr. Med støttebeløbet på 14,8 mio. kr. opnås en samlet investering på 33,7 mio. kr. inklusiv ejendommens egenfinansiering.
De samlede udgifter og indtægter er fordelt således over årene 2017-2019:
|
2017 |
2018 |
2019 |
I alt |
Udgifter (mio. kr.) |
5,90 |
5,90 |
3,00 |
14,80 |
Indtægter (mio. kr.) |
2,95 |
2,95 |
1,50 |
7,40 |
Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Byfornyelse, anlæg, funktion 0.25.15.3, jf. bilag 3. Der henvises til bilag 4 for så vidt angår kategorisering af anlægsmidlerne.
Kommunen yder tilskud i form af indfasningsstøtte til nedsættelse af huslejestigninger i lejeboligerne som følge af byfornyelsesarbejderne for at fastholde billige boliger. I dag er den gennemsnitlige husleje i ejendommen omkring 750 kr./m2/år. De lejligheder, der får wc/bad, forventes at stige i alt 400 kr./m2/år. Heraf udgør indfasningsstøtten det første år 266 kr./m2/år. De øvrige lejligheder forventes at stige i alt 200 kr./m2/år. Her udgør indfasningsstøtten det første år 133 kr./m2/år. Indfasningsstøtten nedtrappes med lige store dele over 10 år. Lejeniveauet ligger inden for det huslejenævnet sædvanligvis godkender.
Udgifter til indfasningsstøtte på 3,1 mio. kr. for årene 2018-2027 (hvoraf staten refunderer 50 %, svarende til 1,55 mio. kr.) afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse, Efterspørgselsstyrede overførsler, funktion 5.57.77.1 (Indfasningsstøtte), jf. bilag 5. Eventuel manglende budgetmæssig dækning af driftsudgifterne til indfasningsstøtte finansieres ved omplacering af budget fra Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg i årene fra 2018 til 2027 i de kommende sager om bevillingsmæssige ændringer. Efter indstilling af denne ejendom i Områdefornyelsen ”Fuglekvarteret Vest” er alle ekstraordinære midler i dette område opbrugt.
Videre proces
Ejeren af ejendommen, der opnår støtte, vil blive bedt om at indsende udbudsprojekt til forvaltningen til godkendelse inden igangsætning. Projektet forventes at være gennemført og regnskabsgodkendt senest i 2019.
Pernille Andersen /Anders Møller
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der gives støtte til bygningsfornyelse af én ejendom på Vestergårdsvej 2-12/Mågevej 23-25/Bogfinkevej 2 i Bispebjerg (53 boliger), jf. bilag 1,
- at der frigives en anlægsbevilling til bygningsfornyelse af ejendommen på 14,8 mio. kr. og modtages indtægter i form af refusion fra staten på 7,4 mio. kr., jf. Økonomiafsnittet. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg fordelt med 5,9 mio. kr. i 2017, 5,9 mio. kr. i 2018 og 3,0 mio. kr. i 2019, jf. bilag 3 og 4,
- at driftsudgifter til indfasningsstøtte på 3,1 mio. kr. og indtægter på 1,5 mio. kr. afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse, Efterspørgselsstyrede overførsler, jf. Økonomiafsnittet og bilag 5.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 19. december 2016
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Dagsordenspunkt 20: Støtte til bygningsfornyelse i ”Fuglekvarteret Vest”, Bispebjerg – ekstraordinær pulje 2016 (2016-0380884)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.