Flytning af Nørrebro Bibliotek til Nørrebrohallen
Tidligere beslutninger
Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at der udmøntes en anlægsbevilling på 13,4 mio. kr. til flytning af Nørrebro Bibliotek til Nørrebrohallen i perioden 2017-2019,
- at der fra Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler finansieres i alt 4,9 mio. kr. fordelt med 0,8 mio. kr. i 2017 og 4,1 mio. kr. i 2018. Af de samlede 4,9 mio. kr. går 4,7 mio. kr. til at finansiere anlægsudgifterne og 0,2 mio. kr. bidrager til dækning af tabte huslejeindtægter m.m.,
- at der optages to interne lån på samlet 8,9 mio. kr. i 2018 og 2019, der primært finansierer selve anlægsbevillingen og også bidrager til dækning af tabte huslejeindtægter m.m.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget bemærker, at der med denne sag bevilges anlægsudgifter, der øger budgettet for bruttoanlæg i 2017 ud over niveauet i vedtaget budget. Økonomiudvalget vil, når regnskabsresultatet for 2016 er kendt, blive forelagt indstilling om styring af bruttoanlæg i 2017.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) anmodede den 3. november 2016, Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) om, på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser, at vende tilbage med en revideret indstilling i sagen om Flytning af Nørrebro Bibliotek til Nørrebrohallen.
Løsning
Siden sidst
Der er udarbejdet et nyt skitseforslag på baggrund af KFUs tilkendegivelser (bilag 1). Forslaget søger at favne udvalgets tilkendegivelser, herunder særligt, at Nørrebro Lokaludvalg fortsat skal have til huse i Nørrebrohallen, samt at antallet af sidde-/læsepladser skal være det samme som i det nuværende Nørrebro Bibliotek.
Det skal bemærkes, at skitseforslaget primært tjener det formål at illustrere, at opgaven kan løses indenfor den økonomiske ramme. Den konkrete udformning af biblioteket vil ske på baggrund af dialog med brugere, medarbejdere og andre lokale interessenter, herunder Nørrebro Lokaludvalg.
Beskrivelse af indhold i skitseforslaget
Biblioteket kan placeres i den gamle remise mellem den eksisterende café og Nørrebrogade. Afsættet for skitseforslaget er et folkebibliotek med funktioner som børnebibliotek, sidde-/læsepladser, undervisnings- og administrationslokaler. I forslaget er en indgang til biblioteket skitseret i facaden ud mod Nørrebrogade, og de oprindelige åbninger i gavlen er genetableret med glas og oplukkelige porte. På den anden side vil der være indgang gennem Nørrebrohallens café. Der etableres rytterlys i taget.
Samlokalisering mellem Nørrebro Lokaludvalg og bibliotekets administration
I skitseforslaget opereres der med et bibliotek med et etageareal på 1.050 m2, heri er indregnet plads til Nørrebro Lokaludvalg. Der er indregnet 120 sidde-/læsepladser fordelt med 110 pladser i biblioteksarealet og 10 pladser i caféområdet. Denne zone er vist med en markering i gulvet. Zonen er ikke en del af caféens forpagtningsområde, hvilket betyder, at bibliotekets brugere kan sidde der, uden at skulle købe noget i caféen. I lokalerne ud mod Den Røde Plads er det foreslået, at Nørrebro Lokaludvalg og bibliotekets administration samlokaliseres i separate rum nær hinanden. Disse elementer tages med i den videre proces med realiseringen af biblioteket.
Bibliotekets administration er placeret i umiddelbar tilknytning til udlånet, da driften af bibliotekstilbuddet herved optimeres. Derudover skaber nærheden mellem brugerne og personalet tryghed for begge parter.
Udbud af caféen
For en god ordens skyld skal det nævnes, at caféens nuværende forpagtningsaftale udløber med udgangen af 2016.
I udbuddet er det muligt for socialøkonomiske virksomheder at byde på opgaven, hvorved cafeen kan være med til at fremme sociale og samfundsgavnlige formål. Udbuddet af caféen håndteres særskilt fra processen med bibliotekets flytning.
Toilet og depot
Skitseforslaget rummer plads til personaletoiletter med en kapacitet på 15 medarbejdere (lokaludvalgets og bibliotekets administration). Personaletoiletterne skal ses i en sammenhæng med, at der i henhold til arbejdsmiljølovgivningen, skal være et toilet pr. 15 medarbejder i umiddelbar nærhed af arbejdsstationen. På rådgivers anbefaling er der i skitseforslaget 3 offentlige toiletter. Dette modsvarer 150 af bibliotekets brugere. Såfremt der er tidspunkter med flere brugere, kan toiletterne i forhallen benyttes. Forslaget indeholder nødvendige depotfunktioner til servicering af biblioteket.
Interessenter
Forvaltningen har været i dialog med Nørrebro Lokaludvalg. På baggrund af denne dialog foreslår forvaltningen, at bibliotek og Nørrebro Lokaludvalg deler møderum og toilet, mens hver enhed har en egen kontorzone.
Medfinansiering fra Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID)
Forvaltningen har haft en indledende dialog med KEID. Det er aftalt, at dialogen fortsætter, når projektet begynder at tage form med henblik på at afdække, om der er elementer, der kan finansieres af eksempelvis midler til genopretning.
Projektets finansiering
Finansieringsmodel baseret på huslejereduktion og personalebesparelse
Nærværende indstilling har afsæt i en finansieringsmodel, hvor der optages to interne lån kombineret med finansiering fra KFUs disponible midler. De interne lån tilbagebetales dels med huslejebesparelser, dels med en personalereduktion i Kultur N. Projektet kan realiseres inden for en økonomisk ramme af 13,4 mio. kr.
Som finansiering optages to interne lån på henholdsvis 2,3 mio. kr. og 9,0 mio. kr. De to lån er dog ikke tilstrækkelige til at finansiere projektet, hvorfor det er nødvendig med yderligere finansiering fra KFU’s disponible midler på 2,9 mio. kr. De to lån har hver især en tilbagebetalingsperiode på 6 år, hvilket vil sige, at lånene er tilbagebetalt i år 2025.
Tabel 1: overblik over projektøkonomi
Note: Tallene i tabellen er afrundede
I finansieringsmodellen indgår følgende elementer:
- En besparelse på huslejen på 2,1 mio. kr. årligt, når lejemålet på Bragesgade er opsagt.
- En besparelse på et årsværk på 0,5 mio. kr. årligt i Kultur N, når lejemålet i Bragesgade er opsagt.
- I byggeperioden vil Nørrebro Bibliotek blive boende i Bragesgade. Dermed undgår biblioteket at have en lukkeperiode, hvilket er et stort ønske lokalt.
- Et varigt tab i lejeindtægter på 0,18 mio. kr. årligt.
Alternativ finansiering
En alternativ finansieringsmodel er, at projektet finansieres udelukkende med en huslejereduktion og ikke inkluderer en årsværksbesparelse. Dermed opnås der en årlig besparelse på 2,1 mio. kr. For at få projektøkonomien i denne finansieringsmodel til at hænge sammen, er det nødvendigt, at der finansieres 4,9 mio. kr. fra KFUs disponible midler i projektets første to år.
Økonomi
Tabel 2: Bevillingsmæssige konsekvenser
Tabel 3. Bevillingsmæssige konsekvenser ved tilbagebetaling af internt lån.
Tabel 4. Anlægsbevillinger - frigivelse af anlægsmidler
Tabel 5. Forløb af lån 1 på 2,235 mio. kr. i afdragsperioden 2019-2024
Tabel 6. Forløb af lån 2 på 9,039 mio. kr. i afdragsperioden 2020-2025.
Mette Touborg /Mads Kamp Hansen
Oversigt over politisk behandling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der udmøntes en anlægsbevilling på 13,4 mio. kr. til flytning af Nørrebro Bibliotek til Nørrebrohallen i perioden 2017-2019.
- at der fra KFU’s disponible midler finansieres i alt 2,9 mio. kr. fordelt med 0,8 mio. kr. i 2017 og 2,1 mio. kr. i 2018. Af de samlede 2,9 mio. kr. går 2,7 mio. kr. til at finansiere anlægsudgifterne og 0,2 mio. kr. bidrager til dækning af tabte huslejeindtægter m.m.
- at der optages to interne lån på samlet 11,3 mio. kr. i 2018 og 2019, der primært finansierer selve anlægsbevillingen og også bidrager til dækning af tabte huslejeindtægter m.m.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2016
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at finansieringen skal ske som det fremgår af overskriften "alternativ finansiering". Som konsekvens heraf besluttede Kultur- og Fritidsudvalget følgende med hensyn til indstillingens 2. og 3. at-punkt:
Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen
- at der fra KFU’s disponible midler finansieres i alt 4,9 mio. kr. fordelt med 0,8 mio. kr. i 2017 og 4,1 mio. kr. i 2018. Af de samlede 4,9 mio. kr. går 4,7 mio. kr. til at finansiere anlægsudgifterne og 0,2 mio. kr. bidrager til dækning af tabte huslejeindtægter m.m.
- at der optages to interne lån på samlet 8,9 mio. kr. i 2018 og 2019, der primært finansierer selve anlægsbevillingen og også bidrager til dækning af tabte huslejeindtægter m.m.
Forvaltningen blev bemyndiget at konsekvensrette økonomitabellerne i forbindelse med sagens oversendelse til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om, at Kultur- og Fritidsforvaltningen til det førstkommende møde fremlægger forslag til placering af Teatergrad.
Neil Bloem, Rune Dybvad, Lise Thorsen, Taner Yilmaz, Rikke Lauritzen og Jens Kjær Christensen ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Enhedslisten mener, at der er behov for, at få de økonomiske konsekvenser yderligere belyst i forhold til at inddrage mere af cafeområdet for at tilvejebringe et større areal til biblioteket - eksempelvis til en større børneafdeling."
Beslutning
Dagsordenspunkt 15: Flytning af Nørrebro Bibliotek til Nørrebrohallen (2016-0238091)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.