Mødedato: 25.01.2005, kl. 15:00

Kommunens overførselsregler

Kommunens overførselsregler

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 25. januar 2005

 

 


J.nr. ØU 43/2005

 

1. Kommunens overførselsregler

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget:

 

·        at de i indstillingen beskrevne regler for overførsel af midler mellem årene tiltrædes

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 25. januar 2005

Godkendt.

 

 

Behandling:-

 

 

RESUME

Adgangen til at overføre midler er én af grundstenene i kommunens økonomistyring. Den sikrer udvalgene fleksibilitet over årsskiftet, og giver incitamenter til hensigtsmæssige økonomiske beslutninger i forvaltninger og enkeltinstitutioner.

Overførselsadgangen fremgår af Københavns Kommunes bevillingsregler, der giver udvalgene adgang til at overføre midler mellem budgetårene på de rammebelagte udgiftsområder.

Udvalgene kan således anmode om overførsel af mindreforbrug på de rammebelagte områder, forudsat at udvalgets samlede budgetramme overholdes. Omvendt skal et merforbrug på de rammebelagte områder tilbagebetales det følgende år af udvalget.

Overførsel af midler sker ved tillægsbevilling, og forudsætter, at det bevillingsmæssige grundlag for overførslen er til stede, herunder at de formelle krav til dækkende beskrivelser af aktivitet, formål og beløb mv. er på plads.

Ved overførslen af midler fra 2003 til 2004 besluttede Økonomiudvalget den 8. juni 2004 følgende (ØU 212/04, BR 319/04):

"Økonomiudvalget anmoder Økonomiforvaltningen om, i god tid inden næste overførselssag, at fremlægge en sag for Økonomiudvalget med forslag til de regler, der skal gælde for overførslerne."

Baggrunden herfor var blandt andet et ønske om, gennem en præcisering af kravene til udvalgenes overførselsanmodninger, at opnå det bedst mulige beslutningsgrundlag for en politisk stillingtagen til de konkrete overførsler.

Overførselsreglerne i denne indstilling er derfor møntet på at sikre et højt oplysningsniveau og forbedret beslutningsgrundlag, herunder synliggøre hvad der overføres og på hvilken baggrund.

Økonomiforvaltningen har samtidigt lagt afgørende vægt på, at overførselsreglerne udformes, så der ikke rejses tvivl om den grundlæggende adgang til at overføre midler mellem årene, og så incitamentet til opsparing i kommunens serviceinstitutioner og administrative enheder kan bibeholdes.

Der er desuden lagt vægt på, at overførselsreglerne understøtter sammenhængen mellem aktivitetsangivelser og bevillinger. Derved er regelsættet i overensstemmelse med tankegangen i den ny budgetmodel, og med tankerne bag den forventede fremtidige overgang til omkostningsbaserede budgetter og regnskaber.

I denne indstilling er de foreslåede regler beskrevet uddybende, herunder hvilke specifikationskrav, der gælder for udvalgenes overførsel af midler.

For at sikre Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen et forbedret beslutningsgrundlag, foreslås overførslerne inddelt i følgende to hovedkategorier:

a)      Overførsler til aktiviteter, der særskilt er besluttet af Borgerrepræsentationen.

b)     Overførsel til aktiviteter, der ikke er særskilt besluttet af Borgerrepræsentationen.

Herudover foreslås, at udvalgenes anmodninger om overførsler specificeres på en række underkategorier, der skal medvirke til at sikre høj gennemsigtighed i det politiske beslutningsgrundlag for overførslerne, som forelægges Borgerrepræsentationen.

Endelig foreslås det, at overførsler mellem årene sker i henholdsvis en overførselssag for særligt hastende overførsler i november måned og en ordinær overførselssag for de resterende overførsler senere i foråret, når kommunens regnskab foreligger.

I overførselssagerne skal anmodningerne om overførsler udformes sådan, at overførte midler placeres i det budgetår, hvor midlerne forventes anvendt. En overførsel fx til en flerårig anlægsaktivitet vil således berøre flere budgetår.


 


Til top