Mødedato: 24.09.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Kirkeligning 2025

Borgerrepræsentationen forelægges kirkeligningen og den uforandrede kirkeskatteprocent på 0,8 pct. for 2025. Borgerrepræsentationen skal behandle kirkeligningen, idet det er Borgerrepræsentationens kompetence at behandle sager om udskrivningsgrundlag i kommunen.

Med indstillingen om ’valg mellem statsgaranti eller selvbudgettering’ træffer Borgerrepræsentationen beslutning om udskrivningsgrundlaget for den kommunale indkomstskat. Kommunens valg af udskrivningsgrundlag gælder automatisk også for folkekirken. Det er derfor tilstrækkeligt, at indstillingen om den kirkelige ligning tages til efterretning af Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at kirkeligningen 2025 tages til efterretning,
2. at den kirkelige skatteprocent på 0,8 pct. for 2025 tages til efterretning.

Problemstilling

I forbindelse med vedtagelsen af Københavns Kommunes budget 2025 skal Borgerrepræsentationen behandle kommunens kirkeligning for 2025 og den uforandrede kirkeskatteprocent for 2025 på 0,8 pct. Udskrivningsgrundlaget for den kirkelige ligning skal følge udskrivningsgrundlaget for den kommunale indkomstskat i forbindelse med valg af budgetteringsgrundlag. Det betyder, at det er Borgerrepræsentationen, der i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for den kommunale indkomstskat afgør, om kirken skal anvende det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, eller om kirken skal anvende det selvbudgetterede udskrivningsgrundlag.

Løsning

Det kirkelige budgetudvalg har forudsat, at det er det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, som er gældende for 2025.

Det kirkelige budgetudvalg budgetterer med udgifter i 2025 på 681,6 mio. kr. Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for kirkeskat i København er af Indenrigs- og Sundhedsministeriet opgjort til 85.202,6 mio. kr. for 2025. En fastholdelse af den nuværende skatteprocent på 0,8 vil sikre kirken et provenu på 681,6 mio. kr. i 2025, hvis Borgerrepræsentationen vælger et statsgaranteret udskrivningsgrundlag for Københavns Kommune i 2025.

Provenuet af den kirkelige ligning udbetales forskudsvis til kommunen af staten i tolvtedelsrater. Kommunen viderefordeler beløbet til fællesfonden, kirke- og præstegårdskasserne samt provstiudvalgskasserne.

Hvis Københavns Kommune vælger at selvbudgettere udskrivningsgrundlaget i 2025 frem for det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, vil kirken blive efterreguleret af staten i 2028.

Økonomi

Indstillingen har ingen selvstændig virkning på Københavns Kommunes budget.

Videre proces

Kirkeligningen for 2025 behandles i Borgerrepræsentationen den 3. oktober 2024 samtidig med behandlingen af kommunens budget for 2025. 

 

Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. september 2024

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Til top