Første behandling af budgetforslag 2020 og budgetoverslagsårene 2021-2023
Processen, der leder frem til vedtagelsen af Københavns Kommunes budget for 2020 blev igangsat den 23. januar 2019 med Økonomiudvalgets behandling af indkaldelsescirkulæret for budget 2020 (IC2020). Med juni-indstillingen til budget 2020, som Økonomiudvalget behandlede den 11. juni 2019, blev der bl.a. redegjort for udvalgenes budgetbidrag og effektiviseringsforslag til budget 2020.
I forlængelse heraf, og på baggrund af økonomiaftalen for 2020 mellem regeringen og KL samt tilskudsudmeldingen til kommunerne for 2020 mv., opgør denne indstilling kommunens indtægter og udgifter i budgetforslaget for 2020 og budgetoverslagsårene 2021-2023. Budgetforslaget danner udgangspunkt for forhandlingerne om budget 2020, som vil finde sted mellem Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens 1. og 2. behandling af budgetforslaget.
Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens 2. behandling af Københavns Kommunes budget for 2020 finder sted hhv. den 22. og den 31. oktober 2019.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at det godkendes, at budgetforslaget for 2020 og overslagsårene 2021-2023 lægges til grund for Borgerrepræsentationens forhandlinger om budget 2020, jf. bilag 2,
- at det godkendes, at budgetforslaget henvises til Økonomiudvalget i tidsrummet mellem Borgerrepræsentationens 1. og 2. behandling,
- at korrektioner og bemærkninger til budgetforslag 2020, som beskrevet i bilag 1, godkendes,
- at det godkendes, at fristen for ændringsforslag til budgetforslag 2020 fastsættes til den 7. oktober 2019, kl. 12.00 og frist for underændringsforslag til budgetforslag 2020 fastsættes til 23. oktober 2019, kl. 12.00, samt at Økonomiudvalget er undtaget for begge frister,
- at det godkendes, at Økonomiforvaltningen efter indgåelse af budgetaftale bemyndiges til at reperiodisere anlægsmidler samt foretage justeringer af teknisk karakter mellem styringsområder, såfremt kommunernes samlede budgetter for 2020 overskrider rammerne i Aftale om kommunernes økonomi for 2020,
- at det tages til efterretning, at måltal i effektiviseringsstrategien for 2020 på 398,7 mio. kr. er nået, såfremt de forvaltningsspecifikke investeringsforslag, der medgår til opfyldelse af effektiviseringsstrategi 2020, prioriteres i budgetforhandlingerne, jf. bilag 5,
- at det godkendes, at de stigende profiler for tværgående indkøb justeres på baggrund af de endelige indkøbsaftaler. Fordelingen af effektiviseringsmåltal mellem udvalgene tilpasses som følge heraf, jf. bilag 4,
- at det tages til efterretning, at der indgår yderligere to ansøgninger til investeringspuljen og udgår en ansøgning til investeringspuljen i forhandlingerne om budget 2020, jf. bilag 7 og bilag 9. Der er dermed ansøgninger for 113,5 mio. kr. til investeringspuljen. Der resterer 122,1 mio. kr. i investeringspuljen,
- at 50,6 mio. kr. ud af 148,9 mio. kr. på kommunens indtægter fra salg af rettigheder omflyttes fra anlæg til service fra 2020 og frem, idet indtægterne kan henføres til driften, jf. bilag 1,
- at justeret budgetfordelingsnøgle for Hovedstadens Beredskab for budget 2020 godkendes, således at Københavns Kommunes andel udgør 80,31 pct. svarende til 291,5 mio. kr. i 2020. jf. bilag 1,
- at der fastsættes nye maksimalpriser for etablering af nye kunstgræsbaner, samt for udskiftning af eksisterende kunstgræsbaner, som dækker de samlede udgifter i planlægningsfasen og i anlægsfasen, jf. bilag 12.
Problemstilling
Københavns Kommune forventer fortsat markant befolkningsvækst med 10.000 nye borgere hvert år, hvoraf en fjerdedel vil være børn, unge og ældre. Befolkningsfremgangen øger kommunens skatteindtægter, men øger også kommunens udgifter til demografi med ca. 200 mio. kr. årligt i de kommende år og medfører behov for prioritering af nødvendig kapacitet under en begrænset anlægsramme.
Aftalen om Kommunernes Økonomi for 2020 mellem regeringen og KL indebærer bl.a., at kommunernes serviceramme under ét er løftet med 2,2 mia. kr. i 2020. Heraf skyldes 0,5 mia. kr., at moderniserings- og effektiviseringsprogrammet (MEP) afskaffes, så kommunernes serviceramme fra 2020 og frem ikke længere nedreguleres med 0,5 mia. kr..
Den øgede serviceramme er afsat til stigende udgifter til demografi samt udbygning af kernevelfærden.
Udover det generelle løft af servicerammen på 2,2 mia. kr. er der et løft på 1,0 mia. kr. i 2020 som følge af, at puljen til en værdig ældrepleje omlægges til et særtilskud og et løft på 0,1 mia. kr. for at understøtte kommunernes arbejde med ensomme ældre.
Økonomiaftalen for 2020 indebærer desuden et løft af kommunernes bruttoanlægsramme på 1,3 mia. kr., der herefter vil udgøre 19,1 mia. kr. i 2020.
Løsning
Budgetforslaget danner grundlaget for forhandlingerne om budget 2020.
Siden Økonomiudvalget den 11. juni 2019 godkendte juni-indstillingen til budget 2020 har Økonomiforvaltningen justeret budgetforslaget på baggrund af nye skøn for den kommunale pris- og lønfremskrivning, og i samarbejde med forvaltningerne afklaret tekniske udeståender og revurderet udgifter til overførsler mv., jf. bemyndigelse fra Økonomiudvalget.
Herudover er der på baggrund af KL’s skatte- og tilskudsmodel indarbejdet indtægter fra skatter, tilskud og udligning i budgetforslaget for 2020. Hertil indgår kommunens indtægter som følge af lovgivningsmæssige ændringer på det kommunale område (DUT). Ændringerne er beskrevet nærmere i bilag 1. Udvalgenes budgetter er desuden blevet tilpasset med de politiske beslutninger fra Borgerrepræsentationens møde den 20. juni 2019.
Social-og Indenrigsministeriet har endnu ikke afsluttet arbejdet med udligningen for 2020. Beregningsgrundlaget for skatter, tilskud og udligning i budgetforslaget er derfor baseret på KL’s vejledende grundlag efter Økonomiaftalen 2020. Som følge af den justerede proces for vedtagelsen af budget 2020 indarbejdes konsekvenserne af den endelige tilskudsudmelding med indstillingen om "Bevillingsmæssige ændringer for 2019 og tekniske ændringsforslag til budgetforslag 2020 og budgetoverslagsårene 2021-2023" (TÆF).
Konsekvenserne af lovgivningsmæssige ændringer (DUT) indarbejdes i en pulje under Økonomiudvalget i budgetforslag 2020. Puljerne udmøntes til forvaltningerne sammen med øvrige bevillingsmæssige konsekvenser i indeværende år som følge af økonomiaftalen for 2020 (ændret pris og lønudvikling mv.) med TÆF. TÆF behandles af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen hhv. den 22. og den 31. oktober 2019 forud for andenbehandling af budgetforslaget for 2020.
I budgetforslag 2020 er der indeholdt udgifter for i alt 39,0 mia. kr., jf. tabel 1.
Tabel 1. Udgifter i budgetforslag 2020
Mio. kr., 2020 p/l |
Service |
Nettoanlæg |
Overførsler mv. |
I alt |
Revisionen |
19,4 |
- |
- |
19,4 |
Borgerrådgiveren |
8,2 |
- |
- |
8,2 |
Økonomiudvalget |
2.080,5 |
1.213,8 |
388,1 |
3.682,4 |
Kultur- og Fritidsudvalget |
1.393,2 |
89,0 |
529,3 |
2.011.5 |
Børne- og Ungdomsudvalget |
10.865,1 |
267,7 |
28,6 |
11.161,4 |
Sundheds- og Omsorgsudvalget |
4.482,8 |
69,6 |
1.954,4 |
6.506,8 |
Socialudvalget |
5.724,8 |
44,0 |
138,6 |
5.907,4 |
Teknik- og Miljøudvalget |
779,5 |
601,0 |
-4,6 |
1.375,8 |
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget |
983,1 |
18,6 |
7.316,4 |
8.318,1 |
Total |
26.336,5 |
2.303,7 |
10.350,7 |
38.990,9 |
En mere detaljeret beskrivelse af ændringerne i kommunens budget siden juni-indstillingen fremgår af bilag 1, mens samtlige ændringer fremgår af bilag 3.
Serviceramme i budgetforslag 2020
Grundlaget for Københavns Kommunes budgetforslag er kommunens forholdsmæssige bloktilskudsandel af økonomiaftalens serviceløft på 2,2 mia. kr. svarende til 226 mio. kr., som indebærer et samlet servicemåltal for Københavns Kommune i 2020 på 26.830 mio. kr., jf. tabel 2.
Af økonomiaftalens løft af servicerammen kan 1,0 mia. kr. henføres til demografi og 1,2 mia. kr. kan henføres til udbygning af kernevelfærden. Fordeles det samlede løft mellem kommunerne med bloktilskudsnøglen svarer løftet til 226 mio. kr. for Københavns Kommune. København har dog betydelig befolkningsvækst og kommunens demografiske udgifter udgør 199 mio. kr. i 2020. Hvis København skal have dækket de demografiske udgifter og hertil have et forholdsmæssigt løft af kernevelfærden skal Københavns serviceramme løftes med 323 mio. kr.
Københavns Kommunes endelige andel af den samlede kommunale serviceramme fastlægges i den faseopdelte budgetlægning mellem kommunerne frem mod den endelige vedtagelse af de kommunale budgetter senest den 5. november 2019.
De indarbejdede serviceudgifter i budgetforslaget omfatter bl.a. udgifter til demografi for 199 mio. kr., effektiviseringsforslag fra effektiviseringsstrategi 2020 på 398,7 mio. kr. og 100 mio. kr. til prioritering af ny kernevelfærd. Niveauet for servicebufferpuljen er fastholdt i forhold til niveauet i IC2020 på 120 mio. kr. Servicebufferpuljen gør det muligt at overføre decentral opsparing mv. fra 2019 til 2020.
Tabel 2. Serviceramme i budget 2020
Mio. kr., 2020 p/l |
BF2020 |
Servicemåltal |
26.830 |
Serviceudgifter |
|
Serviceudgifter inkl. demografi* |
26.501 |
Effektiviseringer (effektiviseringsstrategi 2020) |
-399 |
Ny kernevelfærd mv. |
100 |
Servicebufferpulje (ikke finansieret service) |
120 |
Serviceudgifter i alt |
26.322 |
|
|
Ledigt, ufinansieret måltal |
508 |
*) Samlede serviceudgifter på 26.337 mio. kr. korrigeret for allerede indarbejdede effektiviseringer.
Forskellen mellem servicemåltal og serviceudgifter udgør 508 mio. kr. Forskellen kan disponeres under budgetforhandlingerne, såfremt der prioriteres finansiering hertil.
Bruttoanlægsramme i budgetforslag 2020
Kommunernes samlede ramme til bruttoanlæg udgør 19,1 mia. kr. i 2020. 1 mia. kr. af kommunernes bloktilskud er betinget af, at kommunernes budgetter overholder den aftalte ramme, mens der ikke er sanktion på regnskabet.
København står overfor et betydeligt anlægsbehov til bl.a. øget kapacitet til daginstitutioner og skolespor, renovering af veje og bygninger samt demografisk betingede og strategiske grundkøb mv. Økonomiforvaltningen vurderer, at Københavns Kommunes bruttoanlægsbehov og eksekveringsevne udgør i størrelsesordenen 3,5 mia. kr. i 2020. Kommunens niveau for bruttoanlægsudgifter kendes endnu ikke som følge af koordinationen af kommunernes samlede bruttoanlægsudgifter i den faseopdelte budgetproces.
Med budgetforslag 2020 lægges der op til en styringsmodel for bruttoanlæg, der tager udgangspunkt i 17 pct. af den samlede kommunale bruttoanlægsramme, svarende til 3.247 mio. kr. Hertil tillægges 5 pct., hvilket giver et samlet bruttoanlægsmåltal i styringsmodellen på 3.409 mio. kr. i 2020. I forbindelse med budgetvedtagelsen foretages en teknisk reperiodisering af de tillagte 5 pct. fra 2020 til 2021 med henblik på at overholde Københavns Kommunes måltal i det vedtagne budget.
Styringsmodellen vil dels sikre en tæt opfølgning og styring af bruttoanlæg i 2020, og dels reducere risikoen for, at kommunen samlet set vil ende på et regnskabsresultat, som er lavere end vedtaget budget.
Udvalgene har i 2020 fået udmeldt et samlet bruttoanlægsmåltal på 2.800 mio. kr. i 2020, og hertil er der reserveret anlægsmåltal til puljen til uforudsete udgifter og til investeringspuljen 2020 hhv. 28 mio. kr. og 65 mio. kr., samt måltal til overførselssagen 2019/2020 på 50 mio. kr. Med styringsmodellen er der dermed et ledigt bruttoanlægsmåltal svarende til 466 mio. kr., jf. tabel 3. Måltallet kan anvendes til nye aktiviteter, herunder need to kapacitet, eller fremrykning af allerede besluttede anlægsprojekter.
Tabel 3. Bruttoanlægsramme i budget 2020
Mio. kr., 2020 p/l |
BF2020 |
Bruttoanlægsmåltal i styringsmodel sfa. ØA2020 (17 pct. af 19,1 mia. plus 5 pct.) |
3.409 |
Bruttoanlægsmåltal i budgetforslaget |
|
Bruttoanlægsmåltal fordelt på fagudvalg |
2.800 |
Reserveret måltal til puljen til uforudsete udgifter |
28 |
Reserveret måltal investeringspulje 2020 |
65 |
Reserveret måltal (OFS 2019/2020) |
50 |
Samlet anlægsmåltal i budgetforslaget |
2.943 |
|
|
Ledigt, ufinansieret måltal |
466 |
Københavns Kommunes endelige andel af den samlede kommunale bruttoanlægsramme fastlægges i den faseopdelte budgetlægning mellem kommunerne frem mod den endelige vedtagelse af de kommunale budgetter senest den 5. november 2019.
Effektiviseringsstrategi 2020
Forvaltningerne havde forud for juni-indstillingen til budget 2020 udarbejdet forvaltningsspecifikke effektiviseringer for i alt 398,7 mio. kr. inklusiv stigende profiler fra tidligere år, jf. bilag 5. Forvaltningerne har dermed opfyldt deres måltal, jf. tabel 4.
Tabel 4. Effektiviseringsstrategi 2020 (mio. kr., 2020 p/l)
Måltal |
Varige effektiviseringer til effektiviserings-strategi |
Yderligere effektivisering som følge af tværgående indkøb |
Varige effektiviseringer |
398,7 |
398,7 |
4,8 |
403,6 |
De tværgående indkøbseffektiviseringer på fællesaftaler indgår i forvaltningernes effektiviseringsmåltal med 26,6 mio. kr. heraf 26,2 mio. kr. på service. Indkøbsaftalerne er nu endeligt forhandlet på plads. Der er fundet indkøbseffektiviseringer på 31,4 mio. kr., heraf 31,1 mio. kr. på service. De 4,8 mio. kr. på service, der er fundet ud over effektiviseringsmåltallet på 26,2 mio. kr., tilfalder råderummet i 2020, og vil fra 2021 indgå i forvaltningernes stigende profiler og kunne anvendes til at indfri effektiviseringsmåltallet i 2021.
De indgåede indkøbsaftaler er realiseret med en anden fordeling mellem forvaltningerne end det, som er forudsat i de stigende profiler. Økonomiforvaltningen har på den baggrund tilpasset de stigende profiler, så de svarer til de faktisk indgåede aftaler, jf. bilag 4.
Status på investeringspuljen
I forbindelse med overførselssagen 2018-2019 er der udmøntet midler til 53 investeringsforslag og 7 innovationsforslag. Efter udmøntningen i overførselssagen resterer der samlet 119,7 mio. kr. (2019 p/l) i investeringspuljen, svarende til 122,1 mio. kr. i 2020 p/l. Hele innovationspuljen (10,0 mio. kr.) er udmøntet i forbindelse med overførselssagen.
Tabel 5. Status på investeringspuljen.
Mio. kr. 2019 p/l |
Forslag |
Service |
Anlæg |
Innovation (service) |
I alt |
Effektivisering ved fuld indfasning (service) |
Investeringspulje 2019 |
|
115,0 |
325,0 |
10,0 |
450,0 |
- |
Godkendte forslag i OFS 2018-2019 |
60 |
239,3 |
81,0 |
10,0 |
330,3 |
303,2 |
Investeringspuljen 2019 (rest) |
|
|
119,7 |
0,0 |
119,7 |
|
På mødet i Økonomiudvalget den 10. september 2019 tog Økonomiudvalget til efterretning, at der indgår 25 forvaltningsspecifikke investeringsforslag og et innovationsforslag i forhandlingerne om midler fra investeringspuljerne i forbindelse med budget 2020.
Seks af ansøgningerne til investeringspuljen indgår som en forudsætning for indfrielse af forvaltningernes effektiviseringsmåltal for 2020. Det drejer sig om fem ansøgninger fra Kultur- og Fritidsforvaltningen og et fra Økonomiforvaltningen, der til sammen søger om 25,2 mio. kr. De enkelte investeringsforslag fremgår af bilag 5. De øvrige investeringsforslag, som tildeles midler ved budget 2020, vil kunne medgå til indfrielse af forvaltningernes effektiviseringsmåltal fra 2021.
To fagudvalg har efter mødet i Økonomiudvalget den 10. september 2019 tiltrådt yderligere to ansøgninger til investeringspuljen, hhv. investeringsforslaget "Optimering af klassedannelse", fremsat af Børne- og Ungdomsudvalget og investeringsforslaget "Effektivisering af opgaveløsningen på grøn pleje og renhold - budgetanalysens fase 1", fremsat af Teknik- og Miljøudvalget. De to investeringsforslag ansøger samlet om 17,2 mio. kr. fra investeringspuljen. Med denne indstilling tages det til efterretning, at de to yderligere forslag indgår i forhandlingerne om midler fra investeringspuljerne i budget 2020. De to investeringsforslag fremgår af bilag 9.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har derudover meddelt Økonomiforvaltningen, at de trækker en ansøgning til investeringspuljen, investeringsforslaget "Udvidelse af kølerumskapacitet hos Københavns Madservice", da de økonomiske forudsætninger for forslaget har ændret sig. I investeringsforslaget blev der ansøgt om 11,5 mio. kr. på anlæg i 2020 fra investeringspuljen.
Samlet set er der 26 indkomne ansøgninger til budget 2020, der samlet ansøger om til 113,5 mio. kr. fra investeringspuljen, heraf 100,3 mio. på service (50,9 mio. kr. i 2020) og 13,2 mio. kr. på anlæg (5,4 mio. kr. i 2020). Der er ikke reserveret ledigt service- og anlægsmåltal til de resterende midler i investeringspuljen, og udmøntning forudsætter, at der anvises måltal.
Den aktuelle status på investeringspuljen fremgår af tabel 6.
Tabel 6. Ansøgninger til investeringspuljen
Mio. kr., 2020 p/l |
Forslag |
Service i alt (service 2020) |
Anlæg i alt (anlæg 2020) |
I alt |
Effektivisering ved fuld indfasning (service) |
Investeringspuljen 2019 (rest) |
|
|
|
122,1 |
|
Indkomne investeringsforslag til budget 2020 |
26 |
100,3 (50,9) |
13,2 (5,4) |
113,5 |
74,8 |
Der er indkommet én ansøgning til innovationspuljen til budget 2020, hvor der ansøges om 1,9 mio. kr. Der resterer ingen midler i innovationspuljen. Udmøntning forudsætter at der tilføres midler til innovationspuljen.
Moderniserings- og effektiviseringsprogrammet
Med aftalen om kommunernes økonomi for 2020 mellem regeringen og KL afskaffes det kommunale Moderniserings- og Effektiviseringsprogram (MEP). Det betyder, at det kommunale udgiftsloft ikke længere nedreguleres med 0,5 mia. kr. årligt, svarende til 51,1 mio. kr. (2020 p/l) for Københavns Kommune.
Med økonomiaftalen for 2020 skal kommunerne i stedet inden for eksisterende rammer frigive 0,5 mia. kr. i 2020 i form af en Velfærdsprioritering med fokus på videreudvikling af den borgernære velfærd. Dette skal ske inden for tre overordnede spor, der understøtter en bedre ressourceanvendelse:
- Innovation på velfærdsområderne
- Frigørelse af ressourcer gennem effektiv drift
- Flerårigt sigte i budgetsamarbejdet
I bilag 4 og bilag 8 fremgår en status på de allerede igangsatte tiltag i Københavns Kommune inden for Velfærdsprioriteringens områder samt en opfølgning på initiativerne i Moderniserings- og effektiviseringsprogrammet fra 2018 og 2019.
Puljer i budgetforslag 2020
I budgetforslaget indgår en række afsatte puljer under Økonomiudvalget, som udmøntes med Tekniske ændringsforslag til budgetforslag 2020 (TÆF), med budgetaftalen eller i løbet af budgetåret, jf. tabel 7.
Tabel 7. Puljer indarbejdet i budgetforslag 2020
Mio. kr., 2020 p/l |
Service |
Anlæg |
Overførsler mv. |
Pulje til investering i kernevelfærden, service, budget 2019 |
0,0 |
122,1 |
0,0 |
Pulje til investering i kernevelfærden, service, budget 2020 |
115,0 |
325,0 |
0,0 |
Innovationspulje, budget 2020 |
10,0 |
0,0 |
0,0 |
Puljen til uforudsete udgifter |
67,2 |
27,9 |
0,0 |
Pulje til genopretning af veje og broer mv. |
0,0 |
164,2 |
0,0 |
Pulje til grundkøb |
0,0 |
350,0 |
0,0 |
Pulje til imødegåelse af usikkerhed i udgiftsskønnet vedr. kommunal medfinansiering |
0,0 |
0,0 |
28,2 |
Pulje til en værdig ældrepleje |
59,3 |
0,0 |
0,0 |
Pulje til understøttelse af kommunens arbejde med ensomme ældre |
5,7 |
0,0 |
0,0 |
Pulje til merudgifter for forsikrede ledige |
0,0 |
0,0 |
28,3 |
I alt |
257,2 |
989,2 |
56,4 |
Herunder beskrives udvalgte puljer, som tilpasses med denne indstilling. De øvrige puljer i budgetforslaget for 2020 er nærmere beskrevet i bilag 1.
Pulje til imødegåelse af usikkerhed i udgiftsskønnet vedr. kommunal medfinansiering
Udgifterne til den kommunale medfinansiering var i 2018 præget af større udsving end normalt. Derfor blev den kommunale afregning af udgifterne til kommunal medfinansiering i 2019 fastfrosset svarende til de budgetterede udgifter. Med økonomiaftalen for 2020 er det blevet aftalt at videreføre denne fastfrysning af den løbende kommunale afregning i 2020. Københavns Kommunes udgifter udgør således 2.116 mio. kr. i 2020, hvilket er 12 mio. kr. mindre end det budgetterede i juni-indstillingen. Der er igangsat en analyse af de konstaterede udsving, og KL og regeringen vil i efteråret 2019 drøfte resultaterne af den igangsatte analyse samt efterregulering. I lyset af at der ikke er klarhed om en evt. efterregulering fastholdes puljen til at imødegå usikkerhed i udgiftskønnet vedr. kommunal medfinansiering på 28,2 mio. kr. i 2020 og frem.
Pulje til en værdig ældrepleje
I finansloven fra 2016 blev der afsat en ansøgningspulje på 1,0 mia. kr. til en værdig ældrepleje. Puljen er i 2016-2019 udmøntet til Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget. Fra 2020 og frem overgår de afsatte midler fra at være en ansøgningspulje til at være et særtilskud fordelt med ældrenøglen. Kommunens andel af puljen vil fremover blive overført via bloktilskuddet til kommunen. Københavns Kommunes andel af puljen forventes at svare til 59,3 mio. kr. fra 2020 og frem og er beregnet på foreløbigt skøn for ældrenøglen. Midlerne afsættes i en pulje under Økonomiudvalget. Udgifterne tilpasses med den endelige ældrenøgle og udmøntes til Sundheds- og Omsorgsudvalget og Socialudvalget i forbindelse med indstillingen ’Indstillingen om bevillingsmæssige ændringer for 2019 og tekniske ændringsforslag til budgetforslag 2020 og budgetoverslagsårene 2021-2023’, jf. også BR-beslutning om Ny Værdighedspolitik 2018-21 samt status på værdighedspuljen (Borgerrepræsentationen den 19. april 2018).
Pulje til understøttelse af kommunens arbejde med ensomme ældre
I økonomiaftalen mellem regeringen og KL er der afsat 0,1 mia. kr. til at understøtte kommunernes arbejde med ensomme ældre. Puljen er fordelt efter det foreløbige skøn for ældrenøglen, og Københavns Kommunes andel forventes at udgøre 5,7 mio. kr. om året, som afsættes i en pulje under Økonomiudvalget. Udgifterne tilpasses med den endelige ældrenøgle og udmøntes til Sundheds- og Omsorgsudvalget i forbindelse med ’Indstillingen om bevillingsmæssige ændringer for 2019 og tekniske ændringsforslag til budgetforslag 2020 og budgetoverslagsårene 2021-2023’.
Tilskud vedrørende akutfunktioner
Med budgetforslaget for 2017 blev statens tilskud til Københavns Kommune til styrket akutfunktion udmøntet varigt til Sundheds- og Omsorgsudvalget. Københavns Kommunes andel af statstilskuddet blev fordelt med ældrenøglen. I 2019 blev tilskuddet til styrket akutfunktion omlagt til bloktilskuddet, svarende til et løft af Københavns bloktilskud på 8,2 mio. kr. fra 2019 og frem. Sundheds- og Omsorgsudvalget tilføres 8,2 mio. kr. årligt fra 2020 til styrket akutfunktion som følge af, at målgruppen for den kommunale akutfunktion ikke er afgrænset til borgere over 65 år, men omfatter alle borgere. Midlerne udmøntes til Sundheds- og Omsorgsudvalget med ’Indstillingen om bevillingsmæssige ændringer for 2019 og tekniske ændringsforslag til budgetforslag 2020 og budgetoverslagsårene 2021-2023’.
Konvertering af indtægter for salg af rettigheder til service
Økonomiforvaltningen og kommunens eksterne revisor har gennemgået kommunens anlægsindtægter vedr. salg af rettigheder og ejendomme, og vurderer, at en del indtægterne fra salg af rettigheder, i forhold til størrelse og karakter generelt bør opfattes som sædvanlige ift. forvaltningens opgaveområde.
På den baggrund er det Økonomiforvaltningens og kommunens eksterne revisors vurdering, at indtægter vedr. frikøb på under 5 mio. kr. rettelig bør henføres til service. Med 2. sag om bevillingsmæssige ændringer i 2019 er der på den baggrund konverteret indtægter fra salg af rettigheder for i alt 50,6 mio. kr. fra anlæg til service. Med augustindstillingen konverteres indtægter på 50,6 mio. kr. fra anlæg til service i 2020 og frem.
Justering af budgetfordelingsnøgle for Hovedstadens Beredskab
Bestyrelsen for Hovedstadens Beredskab har den 26. juni 2019 godkendt budgettet for 2020 samt justeret budgetfordelingsnøgle mellem ejerkommunerne. Justeringen er foretaget på baggrund af ændringen i antallet af tjenestemænd fra hhv. Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune som følge af pensionering eller fratrædelser i beredskabet. Københavns Kommunes andel af udgifterne i 2020 i Hovedstadens Beredskab er opgjort til 80,31 pct., og driftsbidraget er opgjort til 291,5 mio. kr. i 2020 jf. bilag 1.
Maksimalpriser for etablering af kunstgræsplæner
Udgifter til kunstgræsbaner er behæftet med begrænset usikkerhed ift. andre byggeprojekter. Der lægges på den baggrund op til, at der fastsættes maksimalpriser for etablering af nye kunstgræsbaner, samt for udskiftning af eksisterende kunstgræsbaner, som både dækker udgifter i planlægningsfasen og i anlægsfasen. Herved skal bevillinger til kunstgræsbaner kun behandles politisk én gang. Tilpasningen medfører ikke ændret udgiftsniveau. Københavns Kommunes katalog for maksimalpriser til budget 2020 fremgår i bilag 12.
Økonomiaftalens påvirkning af reel kasse
I forbindelse med augustprognosen for 2019 udgjorde kommunens reelle kasse 670 mio. kr.
Siden augustprognosen har KL i forbindelse med indgåelse af Aftale om kommunernes økonomi for 2020 udsendt nye skøn for pris- og lønfremskrivningen i 2019 og frem. Skønnet for pris- og lønudviklingen fra 2018 til 2019 er lavere end det niveau, der er lagt til grund for økonomiaftalen for 2019.
Midtvejsreguleringen for 2019 er annulleret i forbindelse med økonomiaftalen for 2020, hvorfor kommunerne ikke modregnes den lavere pris- og lønudvikling samt de forventede mindreudgifter på overførselsområdet på landsplan. Eventuelle regnskabssanktioner på servicerammen i 2019 vil blive opgjort med udgangspunkt i det ændrede pris- og lønniveau. Der foretages derfor en tilpasning af udvalgenes servicerammer i 2019. På tværs af udvalgene udgør nedjusteringen 50,6 mio. kr. som tilgår kassen.
Herudover tilføres den reelle kasse 6,4 mio. kr. pga. en korrektion i forhold til et mindreforbrug, som Børne- og Ungdomsforvaltningen fik overført dobbelt i forbindelse med overførselssagen 2019-2020. Den reelle kasse opgøres herefter til i alt 727 mio. kr.
Det tilstræbes, at den reelle kasse løbende udgør mindst 700 mio. kr., og midler i den reelle kasse over 700 mio. kr. kan indgå som finansiering til budget 2020. Der udstår fortsat en opgørelse af afregning med staten i forhold til beskæftigelsestilskud, parkering, DUT-sager og evt. øvrige forhold, hvor udfaldet vil have betydning for den reelle kasse. Ændringerne indarbejdes med ’Indstillingen om bevillingsmæssige ændringer for 2019 og tekniske ændringsforslag til budgetforslag 2020 og budgetoverslagsårene 2021-2023’, og den reelle kasse vil blive opgjort i et budgetnotat til budgetforhandlingerne 2020.
Status for budgetnotater
Med IC2020 blev det besluttet, at forvaltningerne skulle udarbejde budgetnotater på need to-emner mv. inden for de enkelte fagforvaltningers områder med frist den 8. august 2019. Arbejdet er blevet koordineret i kredsen af administrerende direktører med henblik på at fokusere udarbejdelse af budgetnotater i følgende tre kategorier:
- Need to på risikosager
- Need to på kapacitet
- Need to på renovering (bygninger og veje m.v.)
Fagforvaltningerne har udarbejdet budgetnotater på need to og fremsendt budgetnotaterne til Økonomiforvaltningen. Derudover har forvaltningerne udarbejdet budgetnotater på rettidig omhu, 1-3 specifikke udfordringer samt sager henvist fra ØU/BR, overførselssager og budgetforhandlinger til de politiske forhandlinger om budget 2020. Budgetnotaterne vil blive uploadet på kommunens hjemmeside for budgetnotater forud for budgetforhandlingerne.
Den faseopdelte budgetproces
For at sikre at kommunerne set under ét overholder økonomiaftalens rammer for service, anlæg og skatter, koordinerer KL kommunernes budgetter som led i den faseopdelte budgetproces frem mod den endelige vedtagelse af de kommunale budgetter senest den 5. november 2019. Koordineringen kan medføre behov for, at den enkelte kommune justerer budgettet for 2020. Med indstillingen bemyndiges Økonomiforvaltningen i lighed med tidligere år til efter behov at reperiodisere anlægsmidler, samt at foretage justeringer af teknisk karakter mellem styringsområder efter indgåelse af en eventuel budgetaftale.
Økonomi
Indstillingen medfører en række økonomiske ændringer, jf. sagsfremstillingen.
Ændringerne er beskrevet i bilag 1 og det samlede budgetforslag fremgår af bilag 2.
En samlet opgørelse af ændringerne fremgår af bilag 3.
Videre proces
Budgetforslag 2020 sendes i høring hos Ældrerådet, Lokaludvalgene, Handicaprådet, Dialogforum, Udsatterådet, Frivilligrådet og Ungepanelet med høringsfrist mandag den 30. september 2019. Høringssvarene vil herefter blive sendt til Borgerrepræsentationens medlemmer.
Kommunernes budgetforslag skal undergives to behandlinger i Borgerrepræsentationen med mindst tre ugers mellemrum. Dette skal sikre, at medlemmerne af Borgerrepræsentationen får mulighed for at forholde sig til budgettet på grundlag af et sammenhængende og prioriteret oplæg, og kan tage stilling til budgetforslaget med kendskab til de ønsker, der er fremkommet fra Borgerrepræsentationens medlemmer.
Budgetforslaget 1. behandles i Borgerrepræsentationen den 26. september 2019 og indgår som udgangspunkt for forhandlingerne om budget 2020.
Fristen for indgåelse af budgetaftale og for ændringsforslag til budgetforslag 2020 er den 7. oktober 2019, kl. 12. Fristen for underændringsforslag er den 23. oktober 2019, kl. 12. Økonomiudvalget er undtaget fra disse frister.
Budgetforslag 2020 andenbehandles i Økonomiudvalget den 22. oktober 2019. Københavns Kommunes budget for 2020 vedtages af Borgerrepræsentationen den 31. oktober 2019.
Økonomiforvaltningen står til rådighed for alle Borgerrepræsentationens medlemmer, såfremt der er spørgsmål til kommunens budget, produkterne til budgettet, processen for vedtagelsen af budgettet mv. Medlemmerne kan henvende sig herom til Økonomiforvaltningens direktion.
Søren Tegen Pedersen /Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 2. Første behandling af budgetforslag 2020 og budgetoverslagsårene 2021-2023 (2019-0235904)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. september 2019
Indstillingens 1. – 4. at-punkt samt 6. – 11. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Indstillingens 5. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 11 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B, F, C og O.
Imod stemte: V.
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre mener, at det er et sundt princip, at politikerne - og ikke forvaltningen - tager beslutning om reperiodisering af anlægsmidler, særligt i en tid, hvor der er pres på Københavns Kommunes anlægsramme. Vi havde derfor foretrukket, at sagen om reperiodisering var blevet forelagt ØU til godkendelse. ”