Mødedato: 24.09.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Orientering om resultatet af evalueringen af Københavns Kommunes revisionsordning, herunder Intern Revision og Revisionsudvalget

Se alle bilag

Indstillingen indeholder en orientering om indhold og konklusioner i Advokatfirmaet Hortens rapport om ”Evaluering af Københavns Kommunes revisionsordning”.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Advokatfirmaet Hortens vedlagte rapport om ”Evaluering af Københavns Kommunes revisionsordning” tages til efterretning,
  2. at den foreslåede videre proces tiltrædes.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 14. marts 2013, at Økonomiforvaltningen har ansvaret for, at der i 1. halvår 2013 gennemføres en ekstern evaluering af Københavns Kommunes revisionsordning, herunder af Intern Revision og Revisionsudvalget. Økonomiudvalget godkendte efter indhentelse af udtalelse fra Revisionsudvalget den 14. maj 2013 kommissoriet for evalueringen. Evalueringen er gennemført af Advokatfirmaet Horten. Evalueringen har været i faktuel høring hos Økonomiforvaltningen og Intern Revision. Økonomiforvaltningens og Intern Revisions faktuelle bemærkninger kan ses af bilag 2 og 3.

I rapportens Afsnit 2 har advokatfirmaet sammenfattende beskrevet, hvad undersøgelserne af Intern Revisions og Revisionsudvalgets opgavevaretagelse i perioden 2010-2012 giver anledning til af konklusioner og anbefalinger.

På baggrund heraf er konklusionen kort fortalt, at kommunens revisionsordning med de to - i forhold til den lovpligtige del af revisionsordningen - supplerende led, Intern Revision og Revisionsudvalget, er god kommunens størrelse taget i betragtning, men at der er behov for

  •  at overveje organiseringen af Intern Revision,
  • at overveje  balancen i Intern Revisions opgaver og
  • at overveje Intern Revisions samarbejde med forvaltningerne, samt
  • at overveje Revisionsudvalgets sammensætning, opgaver og rammer for udvalgets møder, herunder udvalgsbetjeningen.

De øvrige anbefalinger fremgår af evalueringen.

Løsning

Organiseringen af Intern Revision direkte under Borgerrepræsentationen, uafhængig af forvaltningen, er hjemlet i en midlertidig bestemmelse i kommunens styrelsesvedtægt med dispensation fra KSL. Bestemmelsen og dispensationen er kun gældende for indeværende kommunale funktionsperiode. En fortsættelse af den midlertidige ordning i den nye kommunale funktionsperiode forudsætter derfor en beslutning herom for funktionsperioden 2014 til 2018. Der skal i givet fald tillige indhentes en ny dispensation fra Økonomi- og Indenrigsministeriet til Intern Revision som en af forvaltningen uafhængig enhed.

Revisionsudvalget er et særligt udvalg, som er nedsat med hjemmel i KSL § 17, stk. 4. Revisionsudvalgets fortsættelse efter 1. januar 2014 i den nye kommunale funktionsperiode forudsætter også en beslutning herom, som træffes af den nye Borgerrepræsentation.

Med henblik på forberedelse af beslutningsgrundlag dels vedr. den organisatoriske placering mv. af Intern Revision, dels vedr. fastsættelse af kommissorium for Revisionsudvalget for den kommende kommunale funktionsperiode vil Økonomiforvaltningen i slutningen af november 2013 forelægge en indstilling for Økonomiudvalget med vurdering af den eksisterende ordning, samt behovet for eventuelle nye initiativer, herunder forslag til alternative modeller, udarbejdet på baggrund af evalueringsrapportens konklusioner og anbefalinger.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Økonomiforvaltningen vil til Økonomiudvalgets møde den 26. november 2013 vurdere den eksisterende ordning, samt behovet for eventuelle nye initiativer, herunder forslag til alternative modeller på baggrund af evalueringsrapportens konklusioner og anbefalinger med henblik på forberedelse af beslutningsgrundlag om organiseringen mv. af kommunens revisionsordning for funktionsperioden 2014 - 2018.



Claus Juhl                                        Bjarne Winge

Beslutning

Dagsordenspunkt 8: Orientering om resultatet af evalueringen af Københavns Kommunes revisionsordning, herunder Intern Revision og Revisionsudvalget

Økonomiudvalgets beslutning i mødet 24. september 2013

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

 


Økonomiudvalget foreslog, at indstillingens 2. at-punkt ændres fra:

”at den foreslåede videre proces tiltrædes.”

til:

”at den foreslåede videre proces tiltrædes, således at Økonomiforvaltningen fremlægger modeller, der indebærer, at Revisionsudvalget fortsat er placeret direkte under Borgerrepræsentationen.”

 


Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt med 12 stemmer imod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, F, Ø, B, O og V.

Imod stemte: C.

Til top