Overtagelse af den private fællesvej Bryggervangen
Borgerrepræsentationen skal godkende, at Københavns Kommune overtager den private fællesvej Bryggervangen. Indstillingen er tilrettet efter behandling i Teknik- og Miljøudvalget den 17. juni 2013 og genfremsættes hermed.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at Københavns Kommune som led i Klimatilpasningsplan 2011 og Skybrudsplan 2012 overtager den private fællesvej Bryggervangen,
2. at omkostningerne til gennemførslen af overtagelsen på 0,5 mio. kr. (2013 p/l) afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3. De 0,5 mio. kr. (2013 p/l) finansieres af de midler, som blev afsat i Budget 2013 til skybrud i alt 42 mio. kr. Midlerne omdisponeres fra projektet Klimakvarter Skt. Kjelds Kvarter, hvor der er afsat 2,5 mio.kr. kr.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at Teknik- og Miljøudvalget afholder udgifterne til anlægsprojektet inden for Teknik- og Miljøudvalgets anlægsmåltal i 2013 eller anviser kompenserende udskydelse i forbindelse med den næste sag om anlægsperiodisering, som forelægges Økonomiudvalget den 29. oktober 2013.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
På mødet den 17. juni 2013 behandlede Teknik- og Miljøudvalget en indstilling fra Teknik- og Miljøforvaltningen om overtagelse af den private fællesvej Bryggervangen. Sagen blev tilbagesendt til forvaltningen, idet udvalget ønskede, at forvaltningen skulle finde en kommunal vej til gennemførelse af klimatilpasningsprojekterne samt undersøge holdningen til klimatilpasningsprojekterne blandt grundejerne på Bryggervangen.
Forvaltningen har undersøgt de rejste spørgsmål nærmere. På baggrund af de argumenter, som præsenteres nedenfor, holder forvaltningen fast i, at Bryggervangen ud fra en faglig vurdering er den eneste mulige vej at benytte til projektet.
Løsning
Forvaltningen kan oplyse følgende om de to spørgsmål, som udvalget har ønsket belyst.
Benyttelse af en kommunal vej til formålet
At holde regnvandet tilbage så højt oppe ”på bakken”som muligt er et centralt princip i skybrudsplanlægningen. Formålet med dette er at minimere oversvømmelser længere ”ned ad bakken” mod Østerbrogade, da alt vandet ellers samles ved Østerbrogade uden at kunne komme hurtigt nok videre til havnen. Ved at holde vandet tilbage på overfladen minimeres udgifterne til etablering af underjordiske forsinkelsesbassiner, røranlæg mm., som ellers er måden at håndtere vandmængderne på.
Vennemindevej er den eneste offentlige vej, som ligger ”oppe på bakken” (se bilag 1), og som dermed vil kunne forsinke vandet. Vennemindevej fungerer i dag som fordelingsgade for trafikken, og vejen er relativt nyrenoveret med cykelbaner.
Vennemindevej er i Københavns kommuneplan udlagt som lokal fordelingsgade. Et ønske om at ændre gadens trafikale status vil kræve en gentænkning af hele den lokale trafikstruktur og en ændring af kommuneplanen. Derfor er en omlægning af vejens udformning ikke undersøgt yderligere med henblik på at skabe plads til regnvandshåndtering. Forvaltningens vurderer dog, at en sådan ombygning vil fordyre projektet.
Vennemindevejs placering, udformning og trafikale status som fordelingsgade gør den således ikke velegnet til at tilbageholde regnvand.
En række analyser af lokale forhold og regnvand har medvirket til at pege på Bryggervangen. Gadens placering og udformning skaber de bedst mulige lokale betingelser for tilbageholdelse af regnvandet i baglandet. Forvaltningen vurderer på den baggrund, at der ikke er et reelt alternativ til Bryggervangen.
Holdninger hos beboerne på Bryggervangen og i Skt. Kjelds Kvarter.
Områdefornyelsen har holdt mere end 80 arrangementer og borgermøder i kvarteret med fokus på Bryggervangen, Tåsingegade, Skt. Kjelds Plads og Kildevældsparken. 13 (ud af 21) grundejere fra Bryggervangen har deltaget i de møder Områdefornyelsen har afholdt om Bryggervangen, og alle de deltagende grundejere har været positive over for forbedringer af strækningen. I tre tilfælde er der etableret små grønne projekter som forsmag på den samlede løsning.
Hvis ændringer skulle ske på en privat fællesvej (uden kommunal overtagelse) kræves 100 % tilslutning blandt grundejerne. Selvom grundejerne på Bryggervangen indtil nu har været positivt stemt over for de projekter, som er foreslået, så mener forvaltningen ikke, at det vil være muligt at få samtlige grundejere til at godkende dem. Med anlæggelsen af projekterne følger en driftsforpligtelse, som er mere omkostningstung end vejens nuværende drift. Det er primært denne driftsforpligtelse, som forvaltningen mener, at grundejerne vil gå imod.
Hvis det, mod forventning, skulle være muligt at skabe opbakning blandt alle vejens grundejere, kan det vise sig at være risikabelt at lægge driftsansvaret hos grundejerne. En eventuel misligholdelse af forpligtelsen kan være problematisk for anlæggenes funktion til håndtering af regnvand. Iflg. Kommunalfuldmagten er det ikke tilladt for kommunen efterfølgende at bidrage til driften af vejens anlæg.
Sammenhæng med andre projekter i området
Den igangværende områdefornyelse i Skt. Kjelds Kvarter
Bryggervangen udgør sammen med Skt. Kjelds Plads og Tåsingegade kvarterets ’Aktivitets- og bevægelsesstrøget’ udpeget af borgere i området og vedtaget i Skt. Kjelds Kvarterplan af Borgerrepræsentationen juni 2011. Det er desuden besluttet at størstedelen af områdeløftets midler skal benyttes til Bryggervangen. Vennemindevej indgå ikke i områdeløftets investeringsplaner.
Bolig- og Byfornyelsesindsats i kvarteret
Flere af de gårdfornyelser, som gennemføres i kvarteret, vil grænse op mod Bryggervangen. Det skaber mulighed for at samarbejde om regnvandshåndtering for eksempel i form af grønne forarealer til bebyggelserne og mindre pladsdannelser for at tilbageholdelse regnvand. Der er ikke de samme muligheder langs Vennemindevej.
Klimatilpasning- og Skybrudsplanlægningen
Skybrudsplanlægningen skal sikre, at så meget regnvand som muligt holdes tilbage ”oppe på bakken” for herefter at blive ledt til den endelig modtager, når det er muligt (i dette tilfælde havnen). I Bryggervangen er der plads til at skabe et grønt vandsystem med mulighed for tilbageholdelse og opsamling af hverdagsregnen fra tage, fortove og pladser. Ved skybrud ledes regnvandet på overfladen ned mod Østerbrogade og via rør til havnen (Bilag 1).
Forvaltningens anbefaling
Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler, at Bryggervangen skifter status til kommunal vej.
Bryggervangen spiller en central rolle i anlæggelsen af Skt. Kjelds Klimakvarter, som skal vise, hvordan den eksisterende by kan klimatilpasses. Forvaltningen vurderer, at udviklingen af klimatilpasningsmodeller er en offentlig opgave. Projektet kan bl.a. give erfaring med finansiering og ansvarsfordeling af drift og vedligeholdelse, da der er tale om et forsyningsanlæg, almindelig drift af offentlig vej samt drift af grønne arealer. Som testområde vurderer forvaltningen, at dette bedst gøres på en offentlig vej.
Den læring, som kommer ud af projekterne i Skt. Kjelds Kvarter, vil det fremadrettet kunne bruges både på private og offentlige veje.
Valget af Bryggervangen vil ligeledes skabe størst mulig synergi og gevinst mellem andre initiativer i kvarteret (Områdefornyelsesprojekter, Bolig- og Byfornyelsesprojekter og Klimatilpasning- og Skybrudsplanlægning).
Projektet er anbefalet igangsat i Klimatilpasningsplan 2011 og godkendt af Borgerrepræsentationen august 2011. Antallet af parkeringspladser i området ændres ikke.
Økonomi
Omkostningerne til landinspektør, advokatbistand samt administration i forbindelse med overtagelse af vejen finansieres af midler i Budget 2012 (Æ162) og Budget 2013 og frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 8. marts 2012 (punkt 24) og 13. december 2012 (punkt 13).
I sin nuværende form vil drift og vedligehold af vejen betyde en stigning i kommunens udgifter på ca. 0,223 mio. kr. pr. år. Midlerne skal enten tilvejebringes gennem en øget driftsbevilling i Budget 2015, via effektiviseringer eller reduktion af serviceniveauet på Teknik- og Miljøforvaltningens øvrige områder. Udgiften til driften af den fremtidige vej er endnu ikke kendt, da den afhænger af projektets endelig udformning.
Normalt sker overtagelsen uden erstatning, men kan indbringes for Taksationskommissionen. I forbindelse med overtagelsen af de ca. 200 veje, som er overtaget af Københavns Kommune siden 2005, er der rejst ca. 20 sager, som ikke har givet anledning til erstatning.
Videre proces
Når overtagelsen af godkendt af Borgerrepræsentationen, igangsætter forvaltningen den lovfæstede procedure for partshøring, klagemulighed og mulighed for indbringelse af overtagelsen for Vejdirektoratet og Taksationskommissionen i henhold til forvaltningsloven og lov om offentlige veje § 23.
Selve projektets udformning fremsendes til udvalgets godkendelse i efteråret 2013.
Anlæggelsen af Bryggervangen forventes sendt i udbud i slutningen af 2013 sammen med Skt. Kjelds Plads m.fl. og forventes klar til at tages i brug september/oktober 2016.
Jens Elmelund /Jon Pape
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Københavns Kommune som led i Klimatilpasningsplan 2011 og Skybrudsplan 2012 overtager den private fællesvej Bryggervangen,
- at omkostningerne til gennemførslen af overtagelsen på 0,5 mio. kr. (2013 p/l) afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3. De 0,5 mio. kr. (2013 p/l) finansieres af de midler, som blev afsat i Budget 2012 (Æ162) og frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 8. marts 2012 (punkt 24) og 13. december 2012 (punkt 13).
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 26. august 2013
A, B, F, Ø fremsatte følgende ændringsforslag til 2. at:
”at omkostningerne til gennemførslen af overtagelsen på 0,5 mio. kr. (2013 p/l) afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3. De 0,5 mio. kr. (2013 p/l) finansieres af de midler, som blev afsat i Budget 2013 til skybrud i alt 42 mio. kr. Midlerne omdisponeres fra projektet Klimakvarter Skt. Kjelds Kvarter, hvor der er afsat 2,5 mio.kr. kr.”
Der blev stemt om ændringsforslaget:
For ændringsforslaget stemte 8 udvalgsmedlemmer: F,Ø,A,B
Imod ændringsforslaget stemte 2 udvalgsmedlemmer: C,O
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Ændringsforslaget blev vedtaget.
Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 8 udvalgsmedlemmer: A,B,F, Ø
Imod indstillingen stemte 1 udvalgsmedlemmer: C
1 udvalgsmedlem undlod at stemme: O
Indstillingen blev anbefalet med ændret 2. at.
Beslutning
Dagsordenspunkt 15: Overtagelse af den private fællesvej Bryggervangen
Økonomiudvalgets beslutning i mødet 24. september 2013
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.