Mødedato: 24.09.2013, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Anvendelse af midler fra TRYG DEN AF i 2013

Økonomiudvalget skal tage stilling til anvendelsen af midlerne fra projekt TRYG DEN AF i 2013.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiudvalget godkender, at der ud af de afsatte 466 t. kr. (2013 p/l) til projekt TRYG DEN AF i indeværende år anvendes 60 t. kr. til undersøgelse af tryghedsniveauet i nattelivet (Userneedsundesøgelse) og 181 t. kr. til overførsel til kommunes kassebeholdning,
  2. at Økonomiudvalget tager til efterretning, at de resterende 225 t. kr. i indeværende år er anvendt til aflønning af den medarbejder i Økonomiforvaltningen, som har arbejdet med TRYG DEN AF.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 22. august 2013, efter anbefaling fra Økonomiudvalget, at nedlægge certificeringsordningen under projekt TRYG DEN AF med øjeblikkelig virkning. Det blev ved samme lejlighed besluttet, at midlerne i 2014 omprioriteres til Sikker By projektet ”Mentorordninger for udsatte unge”. Der blev imidlertid ikke truffet beslutning om, hvordan midlerne skulle anvendes i 2013, idet der udelukkende blev truffet beslutning om, at de ikke som foreslået, skulle anvendes til udvikling af en webbaseret rådgivningsportal målrettet nattelivsrestauratører.

Økonomiudvalget skal derfor beslutte, hvordan midlerne til TRYG DEN AF i indeværende år skal anvendes. Det drejer sig om 466 t. kr.(2013 p/l).

Løsning

I Budget 2011 afsatte Borgerrepræsentationen 500 t. kr. pr. år i 2011-14 til drift af TRYG DEN AF certificeringsordningen. Heraf har 225 t. kr. årligt dækket løn til projektlederen i Center for Sikker By. Midlerne til projektledelse af TRYG DEN AF er også anvendt i indeværende år. Dette skyldes dels, at certificeringsordningen først blev nedlagt medio 2013 og dels, at der er arbejde forbundet med at afvikle ordningen. De ressourcer der anvendes til projektledelse af TRYG DEN AF, vil naturligt blive mindre hen over efteråret, hvorefter den pågældende medarbejders ressourcer i stedet vil blive brugt på andre prioriterede Sikker By aktiviteter, bl.a. arbejdet med effektmåling og prioritering.

Der er i de sidste fire år, i regi af TRYG DEN AF, blevet gennemført en såkaldt Userneeds undersøgelse af trygheden i nattelivet i november/december måned. I 2012 viste den bl.a., at 90 % af gæsterne i Københavns natteliv føler sig trygge, men at der kan opstå utryghed. Således har mere end hver tredje oplevet at føle sig utryg på vej til eller fra nattelivet, mens mere end hver fjerde har oplevet utryghed inde på restaurationerne.

Det foreslås, at gennemføre Userneeds undersøgelsen igen i 2013, da det fortsat er relevant at monitorere trygheden i det københavnske natteliv for at have mulighed for at følge udviklingen over flere år.  Resultaterne af undersøgelsen vil også kunne indgå i dialogen med fx Københavns Politi i regi af Tryg By Samarbejdsaftalen samt øvrige samarbejdsparter i nattelivet. Userneeds undersøgelsen vil koste 60 t. kr. at gennemføre.

De resterende 181 t. kr. fra TRYG DEN AF i 2013 overføres til kommunens kassebeholdning.

Økonomiforvaltningen, Center for Sikker By, vil fortsat arbejde for et trygt natteliv, herunder samarbejde med foreningen God Alkoholkultur (GODA) om kommunikationsaktiviteter målrettet gæster i nattelivet og samarbejde med brancheorganisationer og øvrige nattelivsaktører vedrørende tryghedsniveauet i nattelivet. Dette vil dog fremadrettet foregå uden særskilt bevilling.

Økonomi

Bevillingen til TRYG DEN AF er placeret på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, service, funktion 06.45.51.1.

De 466 t. kr. (2013 p/l), fra TRYG DEN AF’s bevilling foreslås i 2013 anvendt på følgende måde:

  • 225 t. kr. til afløning af den medarbejder i Økonomiforvaltningen, som har arbejdet med TRYG DEN AF. 
  • 60 t. kr. til Userneedsundersøgelse af trygheden i nattelivet
  • 181 t. kr. til overførsel til kommunens kassebeholdning. Overførsel vil ske ifm. den 3. sag om bevillingsmæssige ændringer.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil Økonomiforvaltningen igangsætte Userneeds undersøgelsen i november/december 2013.

Certificeringsordningen er ved at blive afviklet, og der er dialog med brancheorganisationerne Horesta og Danmarks Restauranter og Cafeer om at overtage driften af det e-læringskursus, som er udviklet i forbindelse med TRYG DEN AF certificeringsordningen.

Beslutning

Dagsordenspunkt 11: Anvendelse af midler fra TRYG DEN AF i 2013

Økonomiudvalgets beslutning i mødet 24. september 2013

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top