Mødedato: 24.06.2003, kl. 15:00

Elektronisk selvbetjening på Internettet, fase 2

Elektronisk selvbetjening på Internettet, fase 2

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 24. juni 2003

 

 


J.nr. ØU 227/2003

 

6. Elektronisk selvbetjening på Internettet, fase 2

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen anbefaler Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling, at indstille til Økonomiudvalget,

-         at der, som en del af Elektronisk Selvbetjening, ESB fase 2 indhentes tilbud på udvikling af 28 nye ydelser og videreudvikling af 19 eksisterende Selvbetjeningsydelser som fremgår af vedlagte bilag.

-         at kommunens tre rammeaftale-leverandører (CSC A/S og Cap Gemini/KMD A/S samt Accenture A/S) anmodes om at give tilbud på udviklingen af ydelserne samt vedligehold og drift af det samlede ESB-miljø.

-         at udgiften på i alt 14 mill. kr. til ESB fase 2 finansieres ved overførsel af uforbrugte midler fra budget 2002. De uforbrugte midler vedrører nedlæggelse af IT-puljen (7,5 mill. kr.) samt den af Borgerrepræsentationen besluttede anvendelse af provenuet fra selvbudgettering 2000 (6,5 mill. kr.) jf. (BR519/02).

-         at drifts- og vedligeholdelsesudgifter på 2,0 mill. kroner i den kørende ESB-løsning frem til 01.01.03 afholdes inden for bevillingsrammen til fase 2.

 

Udvalget for Demokrati- og Serviceudviklings beslutning i mødet den 19. juni 2003

Sven Milthers (F) stillede følgende ændringsforslag:

De to sidste afsnit i høringssvaret formuleres således (ændringen er fremhævet med fed skrift):

"Udvalget kan ligeledes tilslutte sig, at sagsbehandlerne gives øget adgang til systemet, så det både i de enkelte forvaltninger og i de kommende servicecentre vil være muligt for sagsbehandlerne at "vende skærmen" og anvende funktionaliteterne i den elektroniske selvbetjening ved betjening af borgerne.

 

Det vurderes, at der med forslaget til Elektronisk Selvbetjening på internettet, fase 2 er lagt vægt på koblingen til servicecentrene. Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling finder, at det også fremover i udviklingen og implementeringen af den elektroniske selvbetjening er væsentligt at tænke den elektroniske selvbetjening tæt sammen med udviklingen af IT-støtteværktøjer til forvaltningerne og servicecentrene."

 

Ændringsforslaget blev vedtaget med 11 stemmer for og 2 imod.

For stemte A, B, C, D, F, O og Ø.

Imod stemte V.

 

Se vedlagte høringssvar.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. juni 2003

Godkendt.

 

 

Behandling: -

 

 

RESUME

Elektronisk Selvbetjening på internettet (ESB) blev lanceret i maj 2002. Borgerne har pt. adgang til 30 selvbetjeningsydelser via KKs hjemmeside. I overensstemmelse med den politiske beslutning herom, ønskes nu gennemført en fase 2 med udvidelse af antallet af ydelser og udvidelse af funktionaliteten for borgere, virksomheder og sagsbehandlere.

 

Siden lanceringen er der blevet udsendt ca. 15.000 PIN-koder til systemet, og hver måned påbegyndes ca. 17.000 ydelser i systemet. Siden lanceringen er brugervenligheden blevet øget og der er i november 2002 og i januar 2003 gennemført markedsførings kampagner med henblik på at øge kendskabet til og brugen af systemet. Senest er der igangsat et arbejde med at forberede systemet til anvendelse af den fælles offentlige digitale signatur. Det forventes at borgerne kan bruge den digitale signatur som indgang til elektronisk selvbetjening fra den 1. juni 2003. Københavns Kommune bliver dermed blandt de første i Danmark der kan tilbyde denne mulighed.

 

Inden for denne ramme ønskes der indhentet tilbud på følgende:

 

Udvikling af nye ydelser og videreudvikling af eksisterende ydelser

Jf. bilag 1 oversigt over ydelser i ESB2

 

Udvidelse af sagsbehandleradgang

Det er et stort ønske at give sagsbehandlerne øget adgang til systemet. Særligt i forbindelse med de kommende servicecentre vil der være et øget behov for at sagsbehandlerne kan 'vende skærmen' og anvende funktionaliteten i ESB ved betjeningen af borgerne.

 

Optimering af ESB-miljøet

Det tilstræbes at øge fleksibiliteten og skalerbarheden i ESB-miljøet. Der ønskes derfor dels en videreudvikling af systemet, så blanketter bla. kan sorteres mere præcist til relevante kontorer, dels en optimering af driftsmiljøet.

 

I forbindelse med outsourcingen af kommunens IT-drift mv. blev der i foråret 2002 indgået rammeaftaler med henholdsvis CSC A/S, Cap Gemini A/S og Accenture A/S om indkøb af udviklings- og vedligeholdelses samt rådgivningsydelser. Indenfor rammerne af disse aftaler, anmodes de 3 leverandører om at give tilbud, hvorved der sikres konkurrence om opgaven.

 

Borgerrepræsentationen har bevilget i alt 6,5 mill. kroner til udvikling af nye selvbetjeningsydelser i fase 2 af Elektronisk Selvbetjening. Derudover finansieres projektet med 7,5 mill. kroner indenfor Økonomiforvaltningens bevilling til ESB2 givet i 2002 i forbindelse med IT-puljens nedlæggelse.

 

Når tilbud foreligger, vil Økonomiudvalget få forelagt en indstilling om endeligt valg af ydelser og leverandør under hensyntagen til den fremtidige drift og udvikling.


 


Til top