Mødedato: 24.05.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Analyser af planlægning for kreative erhverv og håndværkserhverv

Se alle bilag
Økonomiudvalget skal tage stilling til de af Økonomiforvaltningen fremlagte analyser af planlægning for kreative erhverv og håndværkserhverv med henblik på, at analysernes resultater kan indgå i det videre arbejde med Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, 

  1. at analyser af planlægning for kreative erhverv (bilag 1) og planlægning for håndværkserhverv (bilag 2) tages til efterretning.

Problemstilling

I Kommuneplan 2019 er det ambitionen at sikre et bredt udvalg af lokaliseringsmuligheder for forskellige virksomhedstyper, herunder håndværkserhverv og kreative erhverv. Det blev derfor i Kommuneplan 2019 besluttet, at der skulle gennemføres en analyse, som giver en planmæssig vurdering af, hvor virksomhederne i fremtiden kan lokaliseres.

Løsning

Økonomiforvaltningen har udarbejdet analyser af planlægningen for kreative erhverv (bilag 1) og håndværkserhverv (bilag 2). Analyserne kommer med anbefalinger til den fysiske planlægning på baggrund af kortlægninger af virksomhedernes lokalisering og vurderinger af udviklingen i brancherne. Analysen af kreative erhverv redegør desuden for prisniveauer for erhvervslejemål. Analyserne fremlægges med henblik på, at resultaterne kan indgå i forvaltningens videre arbejde med Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024. Relevante forvaltninger har været inddraget i udarbejdelsen af analyserne.

Analyse af planlægning for kreative erhverv

De kreative erhverv defineres i denne analyse som virksomheder, der arbejder inden for hovedbrancherne arkitektur og design, reklame, medier, indholdsproduktion og ’edutainment’, forlystelser og events, samt kunst og kultur. Afgrænsningen af brancherne følger de i kommuneplanen tidligere anvendte definitioner.

 På baggrund af en statistisk gennemgang af både Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) og data om huslejeniveauer viser analysen bl.a., at de kreative erhverv generelt er i vækst, men at visse brancher er udfordrede i forhold til lokaliseringsmuligheder. Det gælder særligt kunstneriske erhverv og andre erhverv med lav betalingsevne.

Flere traditionelle brancher kan ikke statistisk defineres som kreative grundet en stor andel af traditionel produktion/salgsvirksomhed, men har nicheproduktion og salg, som kan opleves som kreativ. Derfor har forvaltningen inkluderet udvalgte bymiljøer i analysen, som er kendte for deres ’nyvundne’ kreative karakter (f.eks. Banegården og Refshaleøen). Analysen viser, at flere af de tidligere havne- og industriområder kan karakteriseres som kreative bymiljøer, da der typisk er lavere husleje, flere lokaler med få begrænsninger i forhold til anvendelse og synergieffekter med andre kunstneriske erhverv i området. Det forventes dog, at en række områder i fremtiden vil omdannes, hvilket på længere sigt potentielt kan begrænse lokaliseringsmulighederne yderligere.

Analysen har følgende anbefalinger:

  1. Fastholdelse af velfungerende traditionelle erhvervsområder. I den konkrete vurdering af eventuelle omdannelser til boliger og serviceerhverv m.v., anbefales det, at der lægges vægt på områdernes rolle i forhold til det samlede udbud af velegnede arealer til kreative erhverv.

  2. Evt. udpegning af nye kreative zoner – idet formålet med de kreative zoner er at sikre områder, som på grund af deres karakter med typisk ældre erhvervsbebyggelse og fleksible lejemål er særligt attraktive for kreative erhverv.

  3. Indtænk kreative erhverv i lokalplaner – idet der ved udvikling af områder, der rummer kreative erhverv, er potentiale i at erhvervene i højere grad indtænkes i lokalplanlægningen.

  4. Undersøg muligheden for udnyttelse af ”mellemrum” i byen idet f.eks. vejarealer uden trafik og andre funktioner samt arealer under broer og metrohøjbaner har lav efterspørgsel og udnyttelsesgrad og kan være egnede lokationsmuligheder for kreative erhverv.

  5. Koordiner indsatsen i Københavns Kommune – idet der på tværs af forvaltninger er igangsat flere uafhængige initiativer, der skal understøtte vilkårene for de kreative erhverv.

Analyse af planlægning for håndværkserhverv

Analysen af planlægning for håndværkserhverv beskæftiger sig med håndværksvirksomheder i bygge- og anlægssektoren samt værkstedsvirksomheder indenfor kategorierne håndværksbaseret fremstilling, reparation og installation af maskiner og udstyr, reparation af computere og varer til personligt brug og husholdningsbrug samt vedligeholdelse og reparation af motorkøretøjer. Den statistiske afgrænsning er foretaget med udgangspunkt i metodikken i Erhvervsstyrelsens tidligere gennemførte analyser af planlægning for erhverv, og er tilpasses den københavnske kontekst på baggrund af dialog med centrale aktører.

Analysen viser, at håndværks- og værkstedsvirksomheder i vidt omfang kan lokaliseres i kommunens blandede by- og boligområder. Dog vil visse virksomhedstyper også i fremtiden have behov for traditionelle erhvervsområder, hvor der typisk er fleksible lejemål, større ejendomme og afstand til støjfølsom anvendelse. Analysen kommer med fire anbefalinger til den fysiske planlægning samt en anbefaling om tilvejebringelse af et bedre tværkommunalt vidensgrundlag om erhvervsudvikling. Analysen har følgende anbefalinger:

  1. Fastholdelse af velfungerende traditionelle erhvervsområder - idet visse virksomheder også i fremtiden har behov for større, fleksible ejendomme og afstand til støjfølsom anvendelse. Hvis traditionelle erhvervsområder omdannes, anbefales det, at mulighederne for at indpasse håndværkserhverv afsøges i udformningen af de konkrete planforslag.
  2. Udvidet anvendelse af stueetager. Mulighed for placering af mindre håndværks- og værkstedsvirksomheder uden miljøgener i stueetager i områder med boliger og serviceerhverv samt i stueetager i parkeringshuse - idet planlægningen i dag ofte begrænser anvendelsen til publikumsorienteret service og serviceerhverv.
  3. Konkret vurdering af parkeringsnorm - idet håndværksvirksomheder typisk har lille arealforbrug men stort bilejerskab.
  4. Anvendelse af arealer under højbaner – idet arealerne har potentialer i forhold til placering af relativt simple og prisbillige faciliter i byudviklingsområder, hvor lejeniveauerne gør det særligt svært for håndværks- og værkstedsvirksomheder at lokalisere sig.
  5. Bedre tværkommunalt vidensgrundlag – idet der kun er begrænset videndeling om regional erhvervsudvikling og planlægning på tværs af kommunegrænser.

Økonomi

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Analysernes faglige anbefalinger vil indgå i det videre arbejde med Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024. 

 

Søren Hartmann Hede                       /Kenneth Horst Hansen

Beslutning

Dagsordenspunkt 5: Analyser af planlægning for kreative erhverv og håndværkserhverv (2022-0137546)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. maj 2022

Kontorchef i Økonomiforvaltningen, Kenneth Horst Hansen, deltog under sagens behandling af hensyn til sagens oplysning.

 

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top