Henvendelse fra Vesterbro Lokaludvalg vedr. lokaludvalgenes brug af puljemidler
Vesterbro Lokaludvalg har skrevet til Økonomiudvalget omkring rammerne for den budgetstyring lokaludvalgene er underlagt og foreslår i forlængelse heraf en ny budgetstyring. Vesterbro Lokaludvalg har i den forbindelse anmodet om at få problemstillingen optaget på Økonomiudvalgets dagsorden.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
1. at vedlagte svarudkast godkendes og sendes til Vesterbro Lokaludvalg
Problemstilling
Vesterbro Lokaludvalg har i et brev til Økonomiudvalget problematiseret de nuværende rammer for budgetstyringen af lokaludvalgene. Specifikt gøres der opmærksom på, at det er uhensigtsmæssigt, at lokaludvalgene ikke kan få overført mindreforbrug fra år til år, men at merforbrug godt kan overføres. Konsekvensen heraf, er ifølge Vesterbro Lokaludvalg, at det er svært at afholde aktiviteter i november og december måned, da der her ikke vil være tid til gendisponering i tilfælde af ikke-anvendte midler fra puljeansøgernes side. Samtidig påpeges, at idet lokaludvalgenes årlige mindreforbrug ikke kan overføres til et nyt budgetår, forsvinder der årligt en del af de midler tiltænkt det lokale tværgående, bydelsrelaterede, dialogskabende og netværkdannende arbejde.
Vesterbro Lokaludvalg foreslår derfor, at der laves en ny budgetstyring af lokaludvalgene, hvor der tildeles en beløbsramme for overførelser af mer- eller mindreforbrug imellem hvert års budget. Vesterbro lokaludvalg ønsker på den måde at sikre en mere smidig budgetstyring af lokaludvalgene og en mindskelse af årlige uforbrugte midler hos lokaludvalgene.
Løsning
På baggrund af henvendelse fra Vesterbro Lokaludvalg foreslås, at vedlagte svarbrev (bilag 2) godkendes og sendes til udvalget. Kernepunkterne i brevet er som følger:
- I forbindelse med Budget 2011 blev det besluttet af Borgerrepræsentationen, at der skal foretages en samlet prioritering af anmodninger om overførelser på serviceområdet i forbindelse med regnskabsafslutningen for 2010. Der blev desuden besluttet en række nærmere principper for overførelser i forhold til regnskabet 2010 på et møde i Økonomiudvalget d. 2. november 2010, hvoraf det fremgår, at mindreforbrug på følgende områder forventes overført: Decentrale institutioners opsparing, Eksternt finansierede projekter (tilskudsmidler) og Lov- eller kontraktmæssige bundne midler, eller hvor lovgivning tilsiger, at aktiviteten skal kunne overføres og disponeres over i det efterfølgende år. Principperne er opstillet med det formål at sikre en samlet prioritering af kommunens overførelsesanmodninger. Økonomiforvaltningen påpeger, at lokaludvalgene er underlagt de samme overførelsesregler som resten af kommunen og bemærker, at overførelser fra lokaludvalgene ikke falder ind under de tre førnævnte overførelsesmuligheder. I forlængelse heraf gøres opmærksom på, at lokaludvalgene skal sikre, at alle udgifter og indtægter skal kunne rummes inden for egen bevilling. Overskrides en bevilling vil merforbruget således blive overført til det efterfølgende regnskabsårs.
- Vesterbro Lokaludvalg påpeger, at lokaludvalgene har svært ved at afholde aktiviteter i november og december måned, idet det ikke er muligt at overfører midler. Hertil bemærkes, at kommunens regnskab først lukker i januar måned i det efterfølgende budgetår, hvilket giver mulighed for at gennemføre regnskabsafslutning i denne supplementsperiode. For at sikre, at de støttede aktiviteter gennemføres inden for den forventede tidsplan, opfordres lokaludvalgene til at gennemføre en tættere og løbende opfølgning på de projekter, lokaludvalgene har valgt at støtte. Økonomiforvaltningen (Center for Sikker By) vil i år sætte særlig fokus på den økonomiske styring i lokaludvalgene, herunder også i forhold til lokaludvalgssekretariaternes opfølgning i forhold til de bevilgede puljeprojekter
- Vesterbro Lokaludvalg foreslår, at der laves en ny budgetstyring af lokaludvalgene, hvor der tildeles en beløbsramme for overførelser af mer- eller mindreforbrug imellem hvert års budget. Ifølge de førnævnte principper skal en overførelse og anvendelse af serviceudgifter det efterfølgende budgetår, modsvares af, at man annullerer eller udskyder allerede planlagte aktiviteter for et tilsvarende beløb. Det for at kommunens serviceudgiftsloft kan overholdes. Det vurderes derfor at en fast beløbsramme for overførelser af mer- eller mindreforbrug, som foreslået af Vesterbro Lokaludvalg, vil være uhensigtsmæssig i forhold til ønsket om en samlet prioritering af overførelsesanmodninger på serviceområdet for at sikre at kommunen overholder servuceudgifterne og dermed ikke bliver ramt af regeringens sanktioner for overskridelse af budgettet.
- Lokaludvalget foreslår en alternativ model, hvor overførelser vurderes samlet for alle lokaludvalgene i forhold til det vedtagne budget. En sådan model vil kræve, at lokaludvalgene indbyrdes kan foretage en prioritering af hvilke midler, som overføres og hvilke tilsvarende aktiviteter i det nye budgetår, som må udskydes eller annulleres. Dette forslag kan ikke anbefales, idet det ikke er i overensstemmelse med at puljemidlerne er udlagt til lokaludvalgene til selvstændig varetagelse jf. regulativ for lokaludvalg.
- Endeligt påpeger Vesterbro Lokaludvalg, at lokaludvalgenes forbrug tydeliggør en skæv fordeling af puljemidlerne imellem udvalgene. Hertil bemærkes det, at Borgerrepræsentationen (BR-møde d. 22/2 2008) i forbindelse med etableringen af lokaludvalgene, har besluttet at puljemidlerne fra 2007 og frem fordeles efter befolkningstallet i bydelen. Denne beslutning blev truffet med udgangspunkt i, at puljemidlerne er givet til bydelsrettede aktiviteter for borgere og brugere i alle bydele. Fordelingen af puljemidlerne tager derfor udgangspunkt i bydelens befolkningsmæssige størrelse og ikke en vurdering af de enkelte lokaludvalgs konkrete forbrug.
Økonomiforvaltningen anbefaler således, at de nuværende regler for budgetstyringen af lokaludvalgene ikke ændres og at vedlagte svarudkast (bilag 2) godkendes og sendes til Vesterbro Lokaludvalg. For at imødekomme lokaludvalgenes udfordringer i forhold til økonomistyring, har Økonomiforvaltningen (Center for Sikker By) valgt i år at sætte ekstra fokus på den økonomiske styring i lokaludvalgene. Det gælder både i forhold til lokaludvalgssekretariaternes opfølgning i forhold til de bevilgede puljeprojekter og den generelle budgetstyring.
Økonomi
Sagen har ikke nogen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Vedlagte svar sendes til Vesterbro Lokaludvalg, såfremt Økonomiudvalget godkender indstillingen.
Claus Juhl /Bjarne Winge
Beslutning
Mikkel Warming (Ø) fremsatte følgende ændringsforslag: ”Økonomiforvaltningen pålægges at fremkomme med forslag til Økonomiudvalget, således at Lokaludvalgene kunne opnå samme ret til at overføre mindre/merforbrug som de decentrale institutioner.”
Der blev stemt om det af Mikkel Warming (Ø) stillede ændringsforslag.
For stemte 1 medlem: Ø
Imod stemte 10 medlemmer: A, B, C, F, O og V
Ændringsforslaget blev dermed forkastet.
Indstillingen blev derefter godkendt uden afstemning.
Ninna Thomsen (F) afgav følgende protokolbemærkning: ” Socialistisk Folkeparti ønsker at Lokaludvalgene ret til at overføre mindre/merforbrug inddrages i det fremtidige arbejde for evaluering af Lokaludvalgene.