Udvælgelse af område til ansøgning om områdefornyelse 2012
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om Københavns Kommune skal søge Socialministeriet om to nye områdefornyelser i 2012.
Tidligere beslutninger
- at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at udarbejde ansøgninger til Socialministeriet om midler til igangsættelse af to områdefornyelser i 2012 i Bispebjerg.
Indstilling og beslutning
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen. Endvidere forudsættes det, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har screenet København ved hjælp af bl.a. det Socioøkonomiske Københavnerkort for at finde de områder i byen, der har behov for en særlig helhedsorienteret byfornyelsesindsats (områdefornyelse).
Der er brugt fire objektive kriterier: 1) andelen af små boliger (under 60 m2), 2) andelen af boliger med installationsmangler, 3) andelen af beboere uden for arbejdsstyrken og 4) andelen af beboere fra ikke-vestlige lande. De fire kriterier er Socialministeriets kriterier for tildeling af midler til områdefornyelse.
Byfornyelsesloven giver kommunerne mulighed for én gang årligt at ansøge Socialministeriet om støtte til gennemførelse til områdefornyelsesprojekter, som kan afhjælpe fysiske og sociale problemer. Den statslige ramme er 10 mio. kr. pr. områdefornyelse. Derudover er der mulighed for at søge midler til en særlig forsøgsindsats i områdefornyelse på højst 20 mio. kr.
Det har tidligere været svært at tænke områdefornyelsesprojekterne ind i den kommunale langtidsplanlægning, da det år for år er blevet besluttet i hvilket område den næste områdefornyelsesindsats skal ansøges. Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker at ændre denne praksis, for at kunne lave et grundigere forarbejde og bruge områdefornyelserne til at udvikle forvaltningens ordinære drift.
Løsning
På baggrund af en detaljeret udvælgelsesproces med analyse af områderne og dialog med samtlige forvaltninger peger Teknik- og Miljøforvaltningen på tre områder af København, som har et særligt udtalt behov for helhedsorienteret byfornyelse; Bispebjerg, Vigerslev og Indre Nørrebro (se bilag 1 og 2).
Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at Københavns Kommune udvælger områdefornyelsen i Bispebjerg og således søger Socialministeriet om støtte til to områdefornyelser i Bispebjerg i 2012. Forvaltningen anbefaler at lave to områdefornyelsesansøgninger til Bispebjerg, fordi området i København er så stort og har væsentlige behov for fysisk og social indsats. Der kan derved skabes flest mulige forandringer i området; både fysiske forandringer og kapacitetsopbygning blandt borgerne.
Bispebjerg foreslås prioriteret til områdefornyelse i 2012 for at skabe en byudvikling med udgangspunkt i områdefornyelsen, to store boligsociale helhedsplaner, fokuseret byudvikling ved Nørrebro Station, Bispebjerg Hospital og de i lokalplanen udpegede kreative zoner omkring Rentemestervej. Der er derudover etableret et grundlag for at områdefornyelsen kan gennemføres i tæt og koordineret samspil med en række andre lokale udviklingsaktiviteter såsom Ungebydelsplanen og Bydelsplanen. Endelig medfølger en omfattende byfornyelse af området en områdefornyelse. Bispebjerg prioriteres først, da der skønnes at der her kan opnås maksimalt udbytte af indsatsen med hensyn til fysiske investeringer og som bidrag til en koordineret byudviklingsstrategi.
Teknik- og Miljøforvaltningen vil ansøge Staten om ekstra refusion til en særlig forsøgsindsats under temaet ”Social Innovation”. Her skal der målrettet afprøves, udvikles og formidles metoder der skaber synergieffekter mellem kernedriften og de aktører der gennemfører sociale og fysiske udviklingsprojekter på Bispebjerg de kommende år.
Økonomi
Der foreslås udarbejdet en ansøgning om reservation af statslige midler til to områdefornyelser i Bispebjerg på 10 mio. kr. pr. områdefornyelse, i alt 20 mio. kr. Københavns Kommune skal medfinansiere områdefornyelserne med 20 mio. kr. pr. områdefornyelse, i alt 40 mio. kr. De to områdefornyelser på Bispebjerg får således et samlet budget på 60 mio. kr. De 40 mio. kr. i kommunal medfinansiering tages fra Teknik- og Miljøudvalgets anlægsramme til byfornyelse, funktion 0.25.15.3.
Derudover søges der om særlige forsøgsindsatser på 10 mio. kr. pr. områdefornyelse i alt 20 mio. kr. Forsøgsmidlerne kræver ikke kommunal medfinansiering.
Hvis der opnås statslig reservation til områdefornyelserne, er der mulighed for, ved ansøgning til Socialministeriet, at opnå en andel i statens særlige ramme til bygningsfornyelse og gårdhaver i forbindelse med områdefornyelse. Den særlige statslige ramme til dette forventes at udgøre op til 25 mio. kr. Kommunen skal i så fald bidrage med mindst det samme beløb til bygningsfornyelse og gårdhaver.
Såfremt der opnås tilsagn om reservation af statslige midler til områdefornyelse, vil udgifterne til kommunale bidrag blive afholdt inden for den beløbsramme, som er afsat til byfornyelsesformål. På grund af et øget pres på byfornyelsesrammen har Teknik- og Miljøforvaltningen vurderet det nødvendigt at ansøge om øget ramme til byfornyelsen på budget 2012. Den samlede byfornyelsesindsats (bygningsfornyelse, gårdhaver og områdefornyelser) finansieres med op til halvdelen af staten, og vurderingen er, at nye politiske beslutninger på området vil kunne opnå statsstøtte, men ikke vil kunne finansieres indenfor den eksisterende kommunale ramme.
Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen skal ultimo 2011 godkende de udarbejdede ansøgninger om områdefornyelse 2012. Teknik- og Miljøforvaltningen vil derfor fremsende en ny indstilling ultimo 2011, hvor der skal tages stilling til omplacering af midler fra byfornyelsesrammen for at dække den kommunale medfinansiering, herunder tilladelse til anlægsbevilling, indtægts- og udgiftsbevilling til de statslige midler, hvis disse modtages.
Videre proces
Efter endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejde ansøgninger om reservation af midler til områdefornyelserne til Socialministeriet i samarbejde med kommunens øvrige forvaltninger og Bispebjerg Lokaludvalg. Denne ansøgning vil blive sendt til ministeriet, når den er endeligt godkendt i Teknik- og Miljøudvalget for at overholde ansøgningsfristen den 7. januar 2012. Derefter skal den godkendes i de øvrige udvalg og Borgerrepræsentationen, inden den behandles endeligt i Socialministeriet.
Hjalte Aaberg /Tina Saaby
Oversigt over politisk behandling
- at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at udarbejde ansøgninger til Socialministeriet om midler til igangsættelse af to områdefornyelser i 2012 i Bispebjerg.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. april 2011
Indstillingen blev anbefalet.