Mødedato: 24.05.2005, kl. 15:00

Byfornyelsesprogrammer for områdefornyelse i Mimersgadekvarteret og Øresundsvejkvarteret

Byfornyelsesprogrammer for områdefornyelse i Mimersgadekvarteret og Øresundsvejkvarteret

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 24. maj 2005

 

 


J.nr. ØU 204/2005

 

6. Byfornyelsesprogrammer for områdefornyelse i Mimersgadekvarteret og Øresundsvejkvarteret

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler overfor Borgerrepræsentationen,

at                   byfornyelsesprogrammerne for Mimersgadekvarteret og Øresundsvejkvarteret godkendes som ramme for gennemførelse af områdefornyelse i de to kvarterer,

at                   Økonomiudvalgets budget ændres fra en periodisering som vist i skema A til en periodisering som vist i skema B,

at                   punktet "Kunstfragt – Hovedprojekt" i byfornyelsesprogrammet for Mimersgadekvarteret udgår af programmet og at punktet "Kunstfragt – Skitseprojekt" ændres, således at placeringen af projektet i fragtmandshallerne opgives

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. maj 2005

1. at og 2. at blev anbefalet uden afstemning.

 

Ø begærede afstemning om 3. at.

For stemte 8 medlemmer: A, B, C, O og V

Imod stemt 2 medlemmer: Ø

2 medlemmer undlod at stemme: F

Indstillingens 3. at blev således anbefalet.

 

 

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Københavns Kommune modtog i april 2004 reservation fra staten på 10 mill. kr. til hver af de udpegede områdefornyelser i henholdsvis Mimersgadekvarteret og Øresundsvejkvarteret. Det er en betingelse for reservationen, at Borgerrepræsentationen på baggrund af et byfornyelsesprogram for hvert af områderne træffer beslutning om områdefornyelse inden 1. juni 2005.

 

På sit møde den 30. september 2004 besluttende Borgerrepræsentationen at bemyndige Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen til at udarbejde byfornyelsesprogrammer i de to kvarterer i samarbejde med de øvrige forvaltninger.

 

De to forslag til byfornyelsesprogrammer, som nu foreligger, er resultatet af en 3 måneder lang borgerinddragelsesproces. Alle kommunens 7 forvaltninger har deltaget dels som ressourcepersoner eller tovholdere i de arbejdsgrupper, der blev nedsat til at arbejde med forskellige dele af byfornyelsesprogrammerne, dels som medlemmer eller observatører i de to lokale styregrupper, som har spillet en væsentlig rolle i udviklingen af byfornyelsesprogrammerne og den afsluttende prioritering af de mange projektforslag.

 

Byfornyelsesprogrammerne indeholder et katalog over projektønsker og en prioritering af dem. En række af de højt prioriterede projekter er fuldt finansierede eller delvist finansierede. 2/3 af udgifterne til disse projekter finansieres af omådefornyelsesmidlerne og 1/3 forventes finansieret af forvaltningerne. Herudover indeholder byfornyelsesprogrammerne en række ufinansierede projektønsker.

 

Overborgmesteren har ved skrivelse af 12. april 2005 til fagudvalgene fremsendt forslag til byfornyelsesprogrammer for de to områder til udtalelse samt bedt om, at udvalgene i deres høringssvar redegør for, hvorledes udvalget prioriterer de udvalgte områder, og hvorledes udvalget håndterer kravet om finansiering af 1/3 af omkostningerne ved realisering af byfornyelsesprogrammernes projekter og aktiviteter.

 

Økonomiforvaltningen vurderer at begge byfornyelsesprogrammerne opfylder de lovmæssige krav som fremgår af § 5, stk. 1 i lov om byfornyelse. Bl.a. på baggrund af en udtalelse fra den lokale styregruppe i Mimersgadekvarteret foreslår Økonomiforvaltningen, at punktet "Kunstfragt – Hovedprojekt" i byfornyelsesprogrammet for Mimersgadekvarteret udgår af programmet og at punktet "Kunstfragt – Skitseprojekt" ændres, således at placeringen af projektet i fragtmandshallerne opgives. Med denne ændring foreslår Økonomiforvaltningen, at Økonomiudvalget godkender og indstiller til Borgerrepræsentationen, at byfornyelsesprogrammerne godkendes.


 

Til top