Kapitalbevilling til kortlægning, undersøgelser og oprensning af forurenet jord og grundvand - Udsat - (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Kapitalbevilling til kortlægning, undersøgelser og oprensning af forurenet jord og grundvand - Udsat - (Miljø- og Forsyningsudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 24. maj 2005
J.nr. ØU 177/2005
22. Kapitalbevilling til kortlægning, undersøgelser og oprensning af forurenet jord og grundvand - Udsat - (Miljø- og Forsyningsudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der på funktion 0.81.3 gives en kapitalbevilling på 11,325 mio. kr. til udførelse af 2 jordforureningsoprensninger, 2 indeklima sikringer og en række forureningsundersøgelser, samt til gennemførelse af jordforureningskortlægning.
at der på funktion 0.81.3 gives en tillægsbevilling til BR442/04 på 0,7 mio. kr. til sikring af indeklima på Absalonsgade 26 og 28a.
at der, under forudsætning af at Bygge- og Teknikudvalget tiltræder overførelsen, i budget 2005 overføres 0,575 mio. kr. fra Miljøkontrollen, funktion 0.81.3 til Bygge - og Teknikforvaltningens funktion 0.21.1 "Parker og legepladser" til oprensning af jordforurening på institutionen Tjørnerækken 2's legeplads.
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 11. april 2005
Tiltrådt.
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form".
Økonomiudvalgets
beslutning i mødet den 10. maj 2005
Sagen blev udsat med henblik på at få indhentet Bygge- og Teknikudvalgets stillingtagen til indstillingens 3. at.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. maj 2005
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Der gennemføres en øget indsats med kortlægning af
jordforurening for at sikre boliger og
institutioner mod påvirkning fra jord- og grundvandsforurening, hvis industri-
og havneområder samt tidligere lossepladser ændres til bolig eller institutionsformål.
Endvidere sikrer kortlægningen, at bortskaffelse eller genanvendelse af forurenet
jord udføres efter Miljøkontrollens retningslinier.
Med denne kapitalbevilling gennemføres 20 indledende undersøgelser og 15 supplerende undersøgelser, hvor der er risiko for forurening med flygtige stoffer. Der gennemføres endvidere afværgeforanstaltninger på 3 legepladser ved institutioner, hvoraf Vej & Park foretager den ene oprensning i forbindelse med et større renoveringsarbejde.
Endelig gennemføres der indeklimasikring i 2 ejendomme på hhv. Absalonsgade 26 og 28a, samt på 2 ejendomme på hhv. Valby Langgade 207 og Amagerbrogade 32, hvor renseridrift har medført jord- og grundvandsforurening. Undersøgelser har påvist, at forureningen giver indeklimaproblemer i boligerne.
Undersøgelserne, sikring af indeklima og oprydningsprojekterne gennemføres i henhold til ny strategi for indsatsen mod jord- og grundvandsforurening vedtaget af Miljø- og Forsyningsudvalget den 6. oktober 2003 (MFU 202/2003). Derudover sker der en opprioritering af jordforureningskortlægning.