Handicappolitik - handleplaner og indsatsområder
Handicappolitik - handleplaner og indsatsområder
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 24. maj 2005
J.nr. ØU 203/2005
5. Handicappolitik - handleplaner og indsatsområder
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen indstiller:
at Borgerrepræsentationen drøfter udvalgenes handleplaner og indsatsområder, der er formuleret på baggrund af kommunens handicappolitiske visioner og målsætnin ger
at Borgerrepræsentationen godkender gennemførelsen af de aktiviteter, hvortil der er finansiering i 2005
at Borgerrepræsentationen beslutter, at en eventuel finansiering af aktiviteter, hvortil der kræves finansiering i 2006, skal indgå i drøftelserne om budget 2006 på baggrund af udvalgenes indberetninger i ønskelisterne
at Borgerrepræsentationen beslutter, at der udarbejdes en pjece, hvori den handicappolitiske strategi – bestående af visioner og målsætninger – samt de igangsatte aktiviteter beskrives
at Borgerrepræsentationen beslutter, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen udarbejder en evaluering af de aktiviteter, som følger af handleplaner og indsatsområder. Evalueringen forelægges Borgerrepræsentationen primo 2007
RESUME
I forbindelse
med vedtagelsen af Københavns Kommunes handicappolitiske strategi den 9.
september 2004 anmodede Borgerrepræsentationen samtlige udvalg om at formulere
konkrete handleplaner og indsatsområder, der kan bidrage til at anvise hvordan
kommunens visioner og målsætninger på handicapområdet kan fremmes (BR 399/04).
Vedlagte handleplaner og indsatsområder udgør dermed udvalgenes forslag til, hvordan Københavns Kommunes handicappolitiske målsætninger på syv områder kan operationaliseres i form af konkrete aktiviteter.
Visse af indsatsområderne kan umiddelbart igangsættes i 2005, mens andre kræver tilvejebringelsen af finansiering i 2006, inden aktiviteterne kan iværksættes. Det indstilles, at Borgerrepræsentationen godkender gennemførelsen af de aktiviteter, hvortil der er finansiering i udvalgenes budgetrammer for 2005, mens drøftelserne om finansieringen af yderligere aktiviteter i 2006 håndteres i forbindelse med drøftelserne om budget 2006 på baggrund af udvalgenes indberetninger i ønskelisterne.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Borgerrepræsentationen besluttede d. 18. september 2003, at der skal udarbejdes en handicappolitik for Københavns Kommune (BR 424/03).
I forlængelse heraf udstak Økonomiudvalget d. 18. november 2003 (ØU 356/2003) retningslinjer for forløbet med at udarbejde en handicappolitik, og Økonomiforvaltningen udarbejdede på den baggrund en procesplan med følgende hovedindhold:
· I første fase af arbejdet med at udarbejde en handicappolitik skulle Borgerrepræsentationen beslutte en overordnet strategi for handicappolitikken bestående af visioner og mål for kommunens politik på området. Denne fase afsluttedes d. 9. september 2004, hvor Borgerrepræsentationen tiltrådte den handicappolitisk strategi for Københavns Kommune (bilag 1.).
· Inden Borgerrepræsentationen behandlede den overordnede handicappolitiske strategi skulle der afholdes en offentlig konference om indholdet af kommunens handicappolitik. Denne konference fandt sted d. 5. maj 2004.
· For at sikre en brugbar og operationel handicappolitik ville samtlige udvalg på baggrund af den vedtagne strategi blive anmodet om at formulere konkrete handlingsplaner og indsatsområder for hvert sit respektive ansvarsområde. Dette arbejde blev igangsat umiddelbart efter Borgerrepræsentationens behandling af den handicappolitiske strategi, hvor udvalgene fik frem til marts 2005 til at udarbejde handleplaner og indsatsområder.
· Herefter skulle Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen behandle de samlede handleplaner og indsatsområder, som herefter sammen med den handicappolitiske vision og målsætninger udgør Københavns Kommunes handicappolitik. Dette gøres ved nærværende indstilling.
Udvalgenes handleplaner og indsatsområder
Seks af kommunens syv udvalg har udarbejdet handleplaner til brug for handicappolitikken. Disse handleplaner er vedlagt i deres helhed i de enkelte bilag for hvert udvalgsområde.
Økonomiforvaltningen har ikke udarbejdet handleplaner ud fra den vurdering, at forvaltningens primære borgerrettede funktion, Skatteforvaltningen, i forbindelse med kommunalreformen overgår til staten, ligesom forvaltningens ejendomme primært administreres af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Udvalgenes handleplaner indebærer aktiviteter på samtlige de syv områder, som er indeholdt i kommunens handicappolitiske målsætninger:
I.
Individuel støtte og helhedssyn i kommunens serviceydelser
II.
Tilgængelige byrum og boliger for alle
III.
Kommunikation og information
IV.
Fritids-, idræts- og kulturtilbud
V.
Beskæftigelse
VI.
Undervisning og uddannelse
VII.
Samarbejde og dialog
Handleplanerne indebærer initiativer, som umiddelbart kan igangsættes, eksempelvis undersøgelser, informationsskrivelser og øget samarbejde, såvel som mere langsigtede initiativer, der indebærer en mere fremadrettet handling.
For alle handleplaner gælder det, at det er angivet, hvem der er målgruppen for indsatsen, hvem der er ansvarlig for gennemførelsen, om tiltaget har økonomiske konsekvenser samt tidsplanen for indsatsens realisering.
Gennemførelsen
af en del af handleplanerne kan rummes inden for de allerede fastlagte
budgetrammer i 2005, mens andre initiativer kræver tilvejebringelsen af finansiering.
En eventuel finansiering af handleplaner i 2006 kan indgå i forbindelse med
drøftelserne omkring vedtagelsen af budget 2006.
Offentliggørelse af handicappolitikken
Det indstilles, at Københavns Kommune udarbejder en offentlig publikation, hvoraf den handicappolitiske strategi – bestående af visioner og målsætninger – samt de igangsatte aktiviteter beskrives. En sådan pjece kan medvirke til at udbrede kendskabet til Københavns Kommunes handicappolitik, hvilket kan bidrage til at sætte et øget politisk og administrativt fokus på handicappedes vilkår, samt skabe en fælles ramme for kommunens og de enkelte udvalgs arbejde med områder af betydning for handicappede.
Evaluering af handleplaner
Efter igangsættelsen af handleplaner knyttet til handicappolitikken kan det være hensigtsmæssigt, at der udarbejdes en evaluering af aktiviteterne. En sådan evaluering kan foretages af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, og bør forelægges Borgerrepræsentationen primo 2007.
Høring
Under processen med at udforme handleplaner og indsatsområder har de enkelte forvaltninger været ansvarlige for løbende at inddrage og høre relevante brugere og organisationer.
I den forbindelse kan det nævnes, at Det Sociale Brugerråd d. 14. december 2004 afholdt et temamøde om Københavns Kommunes handicappolitik, hvor deltagerne blev bedt om at komme med ideer til hvert af kommunens syv forvaltningsområder. Resultaterne fra dette temamøde er en af række forvaltninger blevet anvendt til at udpege indsatsområder og foreslå aktiviteter.
De samlede handleplaner og indsatsområder har været i høring hos De Samvirkende Invalideorganisationer, som er en paraplyorganisation for 32 handicaporganisationer, Det Sociale Brugerråd samt kommunens udvalg.
Høringssvar (vedlagt i sin helhed i bilag 8)
Generelt
udtrykker høringssvarene tilfredshed med udvalgenes forslag til handleplaner og
indsatsområder, som findes relevante og aktuelle.
I
flere høringssvar noteres det med tilfredshed, at der med udvalgenes forslag
igangsættes aktiviteter på samtlige de områder, som er indeholdt i kommunens
handicappolitiske målsætninger.
Af
De Samvirkend
e Invalideorganisationers høringssvar fremgår det endvidere, at
organisationen finder, at de enkelte udvalgs forslag til handleplaner og
indsatsområder samlet set dækker de forslag, brugerne fremkom med på temamøde
om handicappolitik afholdt den 14. december 2004.
Generelt
er det således vurderingen, at handicappolitikken med de udarbejdede
handleplaner og indsatsområder er blevet mere konkretiseret og operationel, og
at handleplanerne vil kunne medvirke til at understøtte den handicappolitiske
vision og dermed danne et godt udgangspunkt for en samlet handicappolitik i
Københavns Kommune.
Samtlige
høringssvar betoner dog behovet for en vis koordinering i forbindelse med
implementeringen af handleplanerne. Selve indsatsen i forbindelse med at
udmønte handicappolitikken er forankret i de enkelte forvaltninger, men de
individuelle handleplaner viser, at der er en lang række samarbejds- og
berøringsflader de enkelte forvaltninger imellem.
På
disse områder med snitflader og sammenfald i aktiviteterne, f.eks. om tilgængelighed,
bør det sikres, at der sker samordning af aktiviteterne eventuelt ved et tværsektorielt
samarbejde.
I
forlængelse heraf udtrykkes der i flere høringssvar – herunder fra Det Sociale
Brugerråd og De Samvirkende Invalideorganisationer – støtte til forslaget fra
Kultur- og Fritidsudvalget om ansættelse af en centralt placeret
handicappolitisk konsulent i Københavns Kommune, som kunne have en
koordinerende funktion internt i kommunen og fungere som bindeled mellem
handicaporganisationerne og Københavns Kommune.
I
flere høringssvar gives der udtryk for behovet for en endelig, sammenskrevet og
redigeret handicappolitik for Københavns Kommune, hvor såvel visioner, målsætninger
og handleplaner fremstår som en samlet tilgængelig skrivelse, der kan formidles
på en brugervenlig måde.
Som
det fremgår af indstillingens 4. at-punkt, indstilles det, at
Borgerrepræsentationen beslutter at igangsætte arbejdet med at udarbejde en
pjece, der kan imødegå behovet for en sammenskrevet handicappolitik for
Københavns Kommune.
Med
hensyn til evalueringen af aktiviteter i relation til handicappolitikken
vurderer Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at det vil være hensigtsmæssigt at
placere denne i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. I forlængelse heraf
mener Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at den forvaltning, som
handicapområdet forankres i efter en evt. ny struktur for Københavns Kommune,
også skal have ansvaret for handicappolitikken og den relaterede evaluering
heraf.
Bygge-
og Teknikudvalget er dog af den opfattelse, at evalueringen af handicappolitikken
skal foretages af en ekstern og uvildig evaluator.
I
nærværende indstilling foreslås det, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
for ansvaret for at udarbejde en evaluering af de aktiviteter, som følger af
handleplaner og indsatsområder i relation til handicappolitikken.
ØKONOMI
De økonomiske konsekvenser af handicappolitikken med tilhørende handlingsplaner vil enten blive afholdt indenfor de enkelte udvalgs budgetrammer eller blive inddraget i drøftelserne om budget 2006.
MILJØVURDERING
-
ANDRE KONSEKVENSER
-
HØRING
De handicappolitiske handleplaner og indsatsområder har været i høring hos De Samvirkende Invalideorganisationer, Det Sociale Brugerråd samt samtlige kommunens udvalg.
BILAG
1. Handicappolitisk strategi.
2. Kultur- og Fritidsudvalgets handleplaner og indsatsområder.
3. Uddannelses- og Ungdomsudvalgets handleplaner og indsatsområder.
4. Sundhedsforvaltningens handleplaner og indsatsområder.
5. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens handleplaner og indsatsområder.
6. a) Bygge- og Teknikforvaltningens fremsendelsesbrev.
b) Bygge- og Teknikudvalgets handleplaner og indsatsområder.
7. Miljø- og Forsyningsforvaltningens handleplaner og indsatsområder.
8. Indkomne høringssvar
Erik Jacobsen
/