Mødedato: 24.04.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Behandling af høringssvar vedrørende "Udkast til Restaurationsplan"

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget har sendt ”Udkast til Restaurationsplan” (bilag 1) i høring med frist 1. maj 2012. Økonomiudvalget skal hermed behandle udkast til høringssvar (bilag 2) til Kultur- og Fritidsudvalget.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

1.      at udvalget godkender udkast til høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget vedrørende udkast til Restaurationsplan for Københavns Kommune.

Problemstilling

Økonomiudvalget skal behandle høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalgets og Bevillingsnævnets ”Udkast til Restaurationsplan”. Restaurationsplanen beskriver rammerne for udstedelsen af alkoholbevillinger samt nattilladelser m.v. i Københavns Kommune. Formålet med Restaurationsplanen er at skabe klarhed om de regler, procedurer og holdningsmæssige rammer, inden for hvilke Bevillingsnævnet opererer, når nævnet behandler ansøgninger om alkoholbevillinger, nattilladelser m.v. Målgruppen for Restaurationsplanen er eksisterende og potentielle restauratører samt borgere, der ønsker at vide mere om rammerne Bevillingsnævnets arbejde.

Regelgrundlaget for udstedelse af alkoholbevillinger fremgår af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling mv. (Restaurationsloven). Restaurationsloven danner den overordnede ramme for, hvad en restaurationsplan må indeholde, og der kan ikke fastsættes krav el. lign. i en restaurationsplan som ikke kan fastsættes i medfør af restaurationsloven. En restaurationsplan skal regulere på et generelt niveau, og må ikke blive så detailregulerende, at det lovpligtige skøn, der skal foretages i forhold til hver enkelt ansøgning, sættes ud af kraft.

Restaurationsplanen er et nyt initiativ i Københavns Kommune. I flere andre kommuner har der eksisteret restaurationsplaner i flere år. Bl.a. opererer Bevillingsnævnene i samtlige kommuner i Midt- og Vestjyllands Politikreds samt i Syd og Sønderjyllands Politikreds, samt i Århus, Odense og Aalborg efter tilsvarende planer.

I forbindelse med Københavns Kommunes trygt nattelivsprojekt "Tryg den af", som er en del af Sikker By programmet, har Center for Sikker By oplevet et behov for en Restaurationsplan. Såvel restauratører som borgere i indre by har efterspurgt information om rammerne for Bevillingsnævnets arbejde og de overordnede retningslinjer hvorefter nævnet vil prioritere beboelse i forhold til restaurationsdrift, særligt i Indre By. Samtidig vurderer Center for Sikker By, at det er vigtigt, at Restaurationsplanen forholder sig til væsentligheden af de forebyggende indsatser mod nattelivets slagsider, herunder vold, overgreb og misbrug af rusmidler, som bør håndteres i et forpligtende samarbejde mellem nattelivets aktører, herunder restaurationsbranchen.

Løsning

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget om at godkende høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget, der omfatter følgende hovedpunkter

  • Restaurationsplanen hilses velkommen, idet såvel kommende som eksisterende beboere og erhvervsdrivende vil drage nytte af at kende Bevillingsnævnets rammer samt holdningsmæssige udgangspunkt for udstedelsen af alkoholbevillinger m.v.
  • Idet det bærende indhold af udkastet til restaurationsplanen kan betragtes som en vejledning til eksisterende og kommende restauratører er det væsentligt, at Bevillingsnævnets sekretariat sikrer, at Restaurationsplanen opnår udbredelse – særligt i restaurationsbranchen – i samarbejde med Bevillingsnævnets kerneinteressenter, herunder Københavns Politi, brancheforeningerne og Københavns Erhvervsservice.
  • Det foreslås, at Restaurationsplanen forholder sig til væsentligheden af de forebyggende indsatser mod nattelivets slagsider, herunder vold, overgreb og misbrug af rusmidler, som bør håndteres i et forpligtende samarbejde mellem nattelivets aktører, herunder restaurationsbranchen.
  • Det er positivt, at Bevillingsnævnet i sit forord refererer til det igangværende Sikker By arbejde, særligt trygt nattelivsprojektet ”Tryg den af” og den tilknyttede certificeringsordning, fordi samarbejdsfladen mellem det regulerende bevillingsarbejde og det frivilligt baserede samarbejde mellem Sikker By og restaurationsbranchen, til fordel for trygheden, skal ses som supplerende indsatser.
  • Det er særligt positivt, at Bevillingsnævnet, i afsnittet vedrørende politiforretningers betydning, oplyser om, at nævnet vil tillægge det positiv værdi, at restauratører har et godt samarbejde med politiet om at nedbringe kriminalitet på stederne og at bevillingshaverne i øvrigt gør tiltag til at sikre en forsvarlig drift og et trygt natteliv. I denne forbindelse foreslår Økonomiforvaltningen, at Økonomiudvalget anbefaler, at restaurationsplanen her eksplicit nævner Tryg den af –certificeringsordningen, som eksempel på et tiltag, som, alt andet lige, tillægges positiv betydning ved udstedelse nattilladelse og fornyelse af alkoholbevilling.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Økonomiudvalget kan godkende indstillingen oversendes høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget inden høringsfristen den 1. maj 2012.  Herefter vil Bevillingsnævnet drøfte de indkomne høringssvar og et revideret udkast til Restaurationsplan vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse.

 

Claus Juhl                                                 /Bjarne Winge

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning den 24. april 2012

Indstillingen blev godkendt.

Til top