Udbud / tilbudsindhentning vedr. Københavns Kommunes investeringsforening
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at igangsættelse af proces for udbud / tilbudsindhentning vedr. Københavns Kommunes investeringsforening (administration og kapitalforvaltning) godkendes.
Problemstilling
Københavns Kommune havde ved den seneste opgørelse af kommunens gennemsnitlige likviditet (Økonomiudvalgets møde den 7. november 2017, punkt 40, bilag 2) en likviditet på 10,2 mia. kr. Likviditeten er øremærket til allerede politisk besluttede anlægsprojekter.
Således var der ifølge anlægsoversigten for december 2017 (Økonomiudvalgets møde den 5. december 2017, punkt 3) i perioden 2017-2021 besluttede anlægsprojekter for ca.19,9 mia. kr. til bl.a. håndtering af kapacitetsbehov som følge af befolkningsvæksten samt til renoveringer af bygninger og veje mv.
En stor del af kommunens likviditet er midlertidigt anbragt i kommunens investeringsforening, der p.t. har en kapital på ca. 8,3 mia. kr. Formålet med investeringsforeningen er primært at være kapitalbevarende. Rammerne for investeringerne er fastsat af Økonomiudvalget i kommunens finansielle strategi og risikopolitik, der vedtages en gang årligt i maj-juni måned. Sidst var på Økonomiudvalgets møde den 13. juni 2017, punkt 11.
Kommunens investeringsforening har siden etableringen givet et afkast på ca. 2 mia. kr. I 2017 er afkastet opgjort til 2,72 % svarende til 201 mio. kr.
Københavns Kommunes investeringsforening blev efter udbud / tilbudsindhentning etableret i 2007 og der blev valgt en administrator og forvaltere i investeringsforeningen. I 2012/2013 blev der foretaget en ny runde med udbud / tilbudsindhentning. Som administrator valgtes Danske Invest Management. Nordea, Maj Invest, Danske Capital og Jyske blev valgt som kapitalforvaltere.
Det vurderes efter 4-5 år at være hensigtsmæssigt at foretage et nyt udbud / tilbudsindhentning med henblik på at få de bedste og billigste tilbud.
Løsning
Kapitalforvaltning er ikke en udbudspligtig ydelse. Der er derfor snarere tale om en tilbudsindhentning, men der følges i store træk samme principper, som hvis der var tale om et egentligt udbud.
I foråret 2017 fik Økonomiforvaltningen af eksterne konsulenter foretaget et tjek af bl.a. det nuværende set up for kommunens investeringsforening, og vurderingen var, at det nuværende set up og de nuværende processer er hensigtsmæssige og effektive. Der har derfor ikke været anledning til at foretage væsentlige ændringer i kommunens kapitalforvaltning.
Formålet med tilbudsindhentningen er fremadrettet at sikre det bedst mulige afkast i investeringsforeningen indenfor de af Økonomiudvalget fastsatte risikorammer og kommunens politik for ansvarlige investeringer m.v. Samt at dette sker til den relativt bedste pris og laveste omkostninger.
Processen for udbuddet bliver som følger:
- Planlægning af udbud og udfærdigelse af kravspecifikation (igangværende)
- Annoncering af udbud (ultimo januar 2018)
- Modtagelse og evaluering af tilbud (marts-april 2018)
- Udarbejdelse af indstilling om valg af forvaltere og administrator (april-maj 2018)
- ØU forelægges sag om valg af forvaltere og administrator til godkendelse (maj 2018)
- Skifte af administrator (maj 2018)
- Skifte af forvaltere (sommer 2018)
Økonomi
Udbuddet foretages af Økonomiforvaltningen med bistand fra en ekstern konsulent. Udgifterne til konsulentbistand holdes indenfor Økonomiforvaltningens ramme.
Videre proces
Tilbudsindhentning vedr. kommunens investeringsforening vil blive igangsat hvis Økonomiudvalget godkender det.
Økonomiforvaltningen vil fremlægge indstilling om valg og aflønning af forvaltere og administrator for Økonomiudvalget, når tilbuddene er blevet endeligt evalueret (maj 2018).
Peter Stensgaard Mørch /Mads Grønvall
Beslutning
Dagsordenspunkt 4: Udbud / tilbudsindhentning vedr. Københavns Kommunes investeringsforening (2017-0397956)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 24. januar 2018
SF fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om tilføjelse af et nyt 2. at-punkt:
”At undersøge om vi i kontrakten og tilbudsindhentningen kan kræve at formueforvalterens brug af skattely og/eller facilitering af andre virksomheders placering af penge i skattely vil medføre opsigelse af kontrakten om formueforvaltning. Det gælder både i forbindelse med tilbudsindhentningen og efter kontraktindgåelse”.
Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) til erstatning af 1. at-punkt:
” Vi mener ikke, at det er en kommunal opgave at spekulere med skatteborgernes penge. Pengene bør i stedet placeres i danske statsobligationer.”
Det af SF fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget med 12 stemmer mod 0. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B, F, V, C og O.
Det af Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet med 11 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: O.
Imod stemte: A, Ø, Å, B, F, V og C.
Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt uden afstemning.