Landstrøm i de københavnske havne
Indstilling og beslutning
1. at medlemsforslag om landstrøm i de københavnske havne indgår i den videre undersøgelse, der allerede er igangsat i Økonomiforvaltningen, dog med den ændring, at kun landstrøm i ydre Nordhavn til krydstogtsskibe samt i indre nordhavn til Oslo-færgen undersøges,
2. at Økonomiforvaltningen pålægges at orientere Økonomiudvalget om fremdriften i undersøgelsen af landstrøm i Nordhavn senest med udgangen af december 2014 samt at afrapportere endelige konklussioner til Borgerrepræsentationen senest juni 2015.
Problemstilling
Socialistisk Folkeparti har på Borgerrepræsentationens møde den 21. august 2014 stillet forslag om,
- at Borgerrepræsentationen træffer beslutning om, at Københavns Kommune har som ambition, at der skal etableres landstrøm i de københavnske havne,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af relevante parter, herunder selskabet By & Havn, at udarbejde en eller flere løsningsmodel(ler) for, hvordan der kan etableres og anvendes landstrøm i de københavnske havne,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at fremlægge løsningsmodellerne for Økonomiudvalget ultimo 2014.
Af Københavns Kommunes ren luft plan (Ren luft til Københavnerne) fremgår allerede en ambition om at etablere landstrøm til krydstogtsskibe.
Der er allerede i budget 2014 truffet beslutning om at undersøge renere skibstrafik, f.eks. gennem landstrøm (uden finansiering). Der er på den baggrund allerede igangsat en undersøgelse med deltagelse af Københavns Kommune og By & Havn omkring landstrøm til krydstogtsskibe i Nordhavn. Undersøgelsen forventes afrapporteret i juni 2015.
Om landstrøm
Skibe benytter typisk olie til at producere elektricitet, når de ligger til kaj. Det skyldes dels, at der ikke er mulighed for at modtage store mængder elektricitet fra havnene, men især at olien er afgiftsfritaget og hermed meget billig. Folketinget har i juni 2014 besluttet at afgiftsfritage elektricitet til store skibe, så prisen på elektricitet reduceres tilsvarende. Denne afgiftsfritagelse ligger pt. til godkendelse i EU.
Afgiftsfritagelsen af elektricitet er en forudsætning for etablering af landstrøm. Etablering af landstrøm vil reducerer de miljømæssige konsekvenser fra skibe, der benytter det. Typen af landstrøm, der skal etableres er forskellig alt efter skibstype.
Mange havne har allerede etableret landstrøm til færger. Dette ses f.eks. i Göteborg, Stockholm og Oslo, hvor der er færgeafgange til mange destinationer. I København anløber kun DFDS-færgen til Oslo. By & Havn er i dialog med DFDS omkring etablering af landstrøm. Etableringsomkostningerne kendes ikke.
Krydstogtsskibe benytter cirka 5 gange så meget elektricitet som færger, og hermed er miljøeffekterne tilsvarende højere. Det er de nye og store krydstogtsskibe, der kan indrettes til landstrøm, og disse skibe anløber især den nye krydstogtsterminal i Nordhavn. Blandt andet derfor har By & Havn i samarbejde med Økonomiforvaltningen valgt at fokusere arbejdet med landstrøm omkring krydstogtsterminalen i Nordhavn. Anlægsomkostningerne til et landstrømsanlæg i Nordhavn er ifølge de eksisterende analyser i størrelsesordenen 215 mio. kr.
Antallet af krydstogtsskibe, der indrettes til landstrøm, vurderes at stige jo flere havne i østersøområdet, der tilbyder landstrøm. Som den første havn i Europa er Hamburg ved at etablere et mindre landstrømsanlæg til krydstogtsskibe, der idriftsættes i 2015. Ingen havne i Østersøområdet har ifølge Økonomiforvaltningens oplysninger konkrete planer om at etablere landstrøm til krydstogtsskibe.
Containerskibe og andre fragtskibe har typisk anløb i mange forskellige havne. Derfor er omkostningerne på skibene forholdsvist store, såfremt kun få havne tilbyder landstrøm. Da containerterminalen ydermere skal flyttes til ydre Nordhavn i cirka 2025, har Økonomiforvaltningen ikke vurderet landstrøm til containerskibe nærmere.
Løsning
Videre proces
Oversigt over politisk behandling
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen træffer beslutning om, at Københavns Kommune har som ambition, at der skal etableres landstrøm i de københavnske havne,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af relevante parter, herunder selskabet By & Havn, at udarbejde en eller flere løsningsmodel(ler) for, hvordan der kan etableres og anvendes landstrøm i de københavnske havne,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at fremlægge løsningsmodellerne for Økonomiudvalget ultimo 2014.
(Stillet af Socialistisk Folkeparti)
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. august 2014
Et forslag fra Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance om at henvise medlemsforslaget til Økonomiudvalget blev vedtaget uden afstemning.
Beslutning
Dagsordenspunkt 11: Landstrøm i de københavnske havne
Økonomiudvalgets beslutning den 23. september 2014
SF fremsatte følgende ændringsforslag:
”Det foreslås, at indstillingens 2. at -punkt ændres fra:
”2. at Økonomiforvaltningen pålægges at orientere Økonomiudvalget om fremdriften i undersøgelsen af landstrøm i Nordhavn senest med udgangen af december 2014 samt at afrapportere endelige konklusioner til Borgerrepræsentationen senest juni 2015.”
til:
”2. at Økonomiforvaltningen pålægges at orientere Økonomiudvalget om fremdriften i undersøgelsen af landstrøm i Nordhavn senest med udgangen af december 2014 samt at afrapportere endelige konklusioner, herunder finansieringsforslag, til Borgerrepræsentationen senest juni 2015, så disse kan indgå i forhandlingerne om budget 2016.”
Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.
Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt uden afstemning.