Mødedato: 23.09.2003, kl. 15:00

Etablering af "Team København" (Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget)

Etablering af "Team København" (Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget)

Økonomiudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 23. september 2003

 

 


J.nr. ØU 297/2003

 

9. Etablering af "Team København"  (Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget)

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen anbefaler, at Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,

at Københavns Kommune etablerer en fond, der skal have til formål at fremme og udvikle eliteidrætten i København og markedsføre København som en attraktiv og dynamisk by med en stærk idrætsprofil, efter de retningslinjer der fremgår af indstillingen,

at der gives en tillægsbevilling på 4,5 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003 konto 0.30.1 (pulje til kultur, fritid og idrætsområdet). Midlerne udbetales til organisationen, og anvendes til drift af og støttemidler fra organisationen i 2003 og 2004,

at der anvises kassemæssig dækning på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003, konto 0.30.3, Team København,

at Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme fra 2005 og frem forøges med 5 mio. kr. (2002 P/L). Midlerne udbetales til organisationen, og anvendes til drift af og støttemidler fra organisationen,

at der gennemføres en evaluering af organisationen i 2008, med henblik på en vurdering af fortsat driftsstøtte til organisationen. 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. september 2003

Indstillingen blev tiltrådt.

Jens Kjær Christensen tog forbehold.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. september 2003

Anbefalet.

Ø tog forbehold.

 

 

Behandling: Borgerrepræsentationen.

 

 

RESUME

Nærværende indstilling er resultatet af et udredningsarbejde af Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen i fællesskab. Borgerrepræsentationen godkendte den 6. februar 2003 at igangsætte et udredningsarbejde, der skulle afdække væsentlige problemstillinger vedrørende etableringen af et "Team København", med henblik på en indstilling om etablering af organisationen, som skulle forelægges Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen efter sommerferien 2003.

I indstillingen foreslås det at etablere en fond pr. 1. oktober eller snarest derefter. Fonden skal have til formål at fremme og udvikle eliteidrætten i København, og markedsføre København som en attraktiv og dynamisk by med en stærk idrætsprofil. Visionen er, at København, hvor det er muligt, skal være det bedste sted i Norden at dyrke eliteidræt.

Organisationen har haft arbejdstitlen "Team København", men vil herefter benævnes "organisationen". Det vil efterfølgende være op til bestyrelsen for organisationen, at fastlægge det endelige navn for organisationen, når denne er udpeget.

Det økonomiske grundlag for organisationen skal dels være erhvervslivets sponsorstøtte og dels et årligt driftstilskud fra kommunen på 5 mio. kr.

Indstillingen beskriver principperne for organisationens sponsor- og støttekoncept, men der lægges op til, at det endelige sponsor- og støttekoncept fastlægges af organisationen selv, når denne er etableret med en bestyrelse og en direktion.

Til at varetage ledelsen af organisationen foreslås nedsat en bestyrelse bestående af Overborgmesteren (formand), Kultur- og Fritidsborgmesteren (næstformand), 3 repræsentanter fra erhvervslivet, 1 repræsentant fra Team Danmark og 2 nuværende eller forhenværende eliteudøvere. 

Organisationen skal evalueres i 2008, hvilket skal danne baggrund for en overvejelse om fortsat driftsstøtte til organisationen fra Københavns Kommune.


 


Til top