Mødedato: 23.08.2023, kl. 10:15
Mødested: Pharmakon Konferencecenter, Milnersvej 42, 3400 Hillerød

Økonomiudvalgets effektiviseringer til Budget 2024

Se alle bilag

I sagen forelægges Økonomiudvalget to investeringsforslag og to innovationsforslag, som kan indgå i Budget 2024, til godkendelse. Økonomiudvalget har allerede opfyldt effektiviseringsmåltallet for 2024. De overskydende effektiviseringsmidler på baggrund af de to investeringsforslag i denne sag vil tilgå råderummet i 2024, samt i opfyldelsen af Økonomiudvalgets effektiviseringsmåltal i 2025 og frem.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at to investeringsforslag og to innovationsforslag, hvori der ansøges om i alt 13,0 mio. kr. i finansiering fra investerings- og innovationspuljerne, indgår i forhandlingerne til Budget 2024, jf. tabel 1 og bilag 1-4,
  2. at effektiviseringer for 0,2 mio. kr. i 2024 tilgår råderummet til forhandlingerne om Budget 2024, og effektiviseringer for 2,1 mio. kr. i 2025 indgår i Økonomiudvalgets opfyldelse af effektiviseringsmåltal som stigende profiler i Budget 2025 og frem.

Problemstilling

Økonomiudvalget godkendte den 25. april 2023 anden behandling af Økonomiforvaltningens budgetbidrag og effektiviseringer til Budget 2024, hvoraf det fremgik at Økonomiudvalget overopfylder måltallet for effektiviseringer til Budget 2024 med 7,8 mio. kr. De overskydende midler besluttede Økonomiudvalget at benytte til finansiering af bevillingsudløb og to nye initiativer – ’Sikker By: Akutpulje og Københavns Tryghedsundersøgelse’, ’Carbon Capture til ARC’ og ’Styrket indsats mod cybertrusler (Cyberpakke 2)’. Det blev endvidere besluttet at de resterende midler i 2024 skulle tilgå råderummet til forhandlingerne om Budget 2024.

Løsning

I forbindelse med Budget 2024 kan udvalgene ansøge om finansiering til investeringsforslag i en investeringspulje. Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender, at to investeringsforslag og to innovationsforslag, hvor der søges om finansiering fra investerings- og innovationspuljerne for i alt 13,0 mio. kr., jf. tabel 1, indgår i forhandlingerne om Budget 2024. Forslagene er beskrevet i bilag 1-4. Der opnås i alt effektiviseringer for 0,2 mio. kr. i 2024 som følge af de to investeringsforslag. Det indstilles at dette tilgår råderummet til forhandlingerne om Budget 2024.

Tabel 1.Oversigt over investerings- og innovationsforslag

Forslag

Effektivisering 2024

Effektivisering ved fuld indfasning

Investering i alt 2024-2027 (service)

Omlægning af udbetalinger fra Københavns Kommunes barselsfond til lønmodel

-200

-450

1.300

Anskaffelse af et ESM-system

 

-1.674

7.748

Innovationsforslag om afprøvning af low-code teknologi

 

 

2.200

Innovationsforslag om mere effektiv udnyttelse af administrative kvadratmeter

 

 

1.800

Total

-200

-2.124

13.048

Økonomi

I alt 0,2 mio. kr. tilgår råderummet et-årigt til forhandlingerne om Budget 2024. Fra 2025 og frem vil midlerne bidrage til opfyldelse af Økonomiudvalgets effektiviseringsmåltal.

De bevillingsmæssige konsekvenser af Økonomiudvalgets effektiviseringsforslag vil blive indarbejdet i Københavns Kommunes samlede budget for 2024 i forbindelse med Borgerrepræsentationens andenbehandling af budgettet i oktober 2023.

Videre proces

Økonomiudvalgets effektiviseringer og budgetbidrag vil indgå i kommunens samlede budgetforslag for 2024, som behandles af Borgerrepræsentationen i oktober 2023.

 

Søren Hartmann Hede              /Nicolai Kragh Petersen 

Beslutning

Dagsordenspunkt 6: Økonomiudvalgets effektiviseringer til Budget 2024 (2023-0272555)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. august 2023

Økonomiudvalget fremsatte følgende ændringsforslag som nyt 3. at-punkt:

”At der i innovationsforslaget om "Mere effektiv udnyttelse af administrative kvadratmeter" ikke indgår konstant overvågning af medarbejderes adfærd. Og at evt. overvågning af medarbejderes adfærd skal udformes på en måde, så det ikke er personhenførbart.”

 

Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Et samlet Økonomiudvalg afgav følgende protokolbemærkning:

”Personlig frihed er en grundlæggende demokratisk rettighed. Medarbejdere i Københavns Kommune skal ikke være underlagt konstant overvågning. Overvågning har negative følger for det psykiske arbejdsmiljø og stemmer dårligt med ønsket om tillidsbaseret ledelse.”

Til top