Lokalplanforslag "Mimosavej" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Lokalplanforslag "Mimosavej" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 23. august 2005
J.nr. ØU 322/2005
9. Lokalplanforslag "Mimosavej" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at forslag til lokalplan "Mimosavej" vedtages med henblik på offentliggørelse,
at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder,
at offentliggørelsen annonceres i områdets lokalpresse,
at der gennemføres den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal plancheudstilling samt et borgermøde tilrettelagt som et orienteringsmøde,
at Bygge- og Teknikforvaltningen, forud for meddelelse af tilladelse i medfør af bestemmelserne i lokalplanens §§ 6 og 7, skal foretage høring af "Vejlauget af ejere af matrikel 2215-2242 af Brønshøj".
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det til ovennævnte lokalplanforslag hørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse,
at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder,
at offentliggørelsen annonceres i områdets lokalpresse,
at der gennemføres den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal plancheudstilling samt et borgermøde tilrettelagt som et orienteringsmøde.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 10. august 2005
Anbefalet
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. august 2005
Anbefalet.
Behandling: BR.
RESUME
I møderne den 23. februar og 1. marts 2005 i henholdsvis Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget drøftedes forvaltningernes redegørelse om udarbejdelse af en bevarende lokalplan med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 for rækkehusbebyggelsen afgrænset af Sallingvej, Gyvelvej, Mimosavej og Lupinvej. Planarbejdet er foranlediget af en på grundlag af en generalforsamlingsbeslutning fremsat anmodning fra bestyrelsen i vejlauget bestående af ejerne af rækkehusene.
Lokalplanen skal sikre områdets samlede bevaringsværdier til afløsning af utidssvarende bestemmelser gældende for området ifølge Byplan nr. 85, herunder en privatretslig deklaration lyst den 27. august 1923. Lokalplanen indeholder bestemmelser om bevarelse af bebyggelsen, om opførelse af erstatningsbyggeri efter ildebrand eller anden force majeure situation, om ophævelse af vejudvidelseslinier og om bygningsdetaljers udformning m.v.
Samtidig med lokalplanforslaget er der udarbejdet et
kommuneplantillæg, der overfører området fra et B1-område med en maksimal bebyggelsesprocent
på 40 til et B*-område. Dette muliggør genopførelse i henhold til lokalplanen
af bebyggelse i givet fald, hvor bebyggelsesprocenten på enkeltejendomme vil
blive op mod 120. Bestemmelserne i kommuneplantillægget er ikke indarbejdet i
forslag til Kommuneplan 2005. Såfremt denne vedtages af Borgerrepræsentationen
inden nærværende sags endelige behandling, vil bestemmelserne blive foreslået
vedtaget som tillæg til Kommuneplan 2005. Såfremt lokalplanen med tilhørende
kommuneplantillæg derimod vedtages før Kommuneplan 2005, vil bestemmelserne for
området blive konsekvensrettet ved den endelige trykning af Kommuneplan 2005.
Det foreslås besluttet, at der indhentes en udtalelse fra vejlauget, forinden meddelelse af tilladelse i henhold til nærmere angivne bestemmelser i lokalplanen - om bebyggelsens ydre fremtræden og indretningen af de ubebyggede arealer - i lighed med andre tilsvarende lokalplaner.
Lokalplanforslaget er omfattet af lov nr. 316 af 5. maj 2004 om miljøvurdering af planer og programmer, der er trådt i kraft den 21. juni 2004. Forvaltningen har vurderet, at forslaget ikke medfører, at der skal udføres en tilhørende miljørapport. Afgørelsen er ikke påklaget til Naturklagenævnet.
Indstillingen er omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens
og Økonomiforvaltningens positivlister over sager, der skal miljøvurderes. Sagen er miljøvurderet, og medfører ikke
væsentlige miljømæssige påvirkninger.