Mødedato: 23.08.2005, kl. 15:00

Sociologisk undersøgelse af integrationsprocesser i Københavns Kommune (Det rådgivende Integrationsudvalg)

Sociologisk undersøgelse af integrationsprocesser i Københavns Kommune (Det rådgivende Integrationsudvalg)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 23. august 2005

 

 

 

J.nr.             ØU 332/2005

 

 

7.                   Sociologisk undersøgelse af integrationsprocesser i Københavns Kommune (Det rådgivende Integrationsudvalg)

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Det rådgivende Integrationsudvalg over for Økonomiudvalget anbefaler,

at udarbejdelsen af en sociologisk undersøgelse af integrationsprocesser i Københavns Kommune som beskrevet i indstillingen samt finansieringen heraf indgår i forhandlingerne om budget 2006.

 

Det rådgivende Integrationsudvalgs beslutning ved skriftlig votering den 2. juni 2005

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

Økonomiforvaltningen har på baggrund af et ønske fra Økonomiudvalget udarbejdet et oplæg til en sociologisk undersøgelse af integrationsprocesser i Københavns Kommune, herunder forslag til finansiering. Formålet med undersøgelsen er at afdække muligheder og barrierer for indvandrere og efterkommeres samfundsdeltagelse i Københavns Kommune.

 

Det anbefales, at forslaget om en konsulentundersøgelse samt finansieringen heraf indgår i forhandlingerne om budget 2006.

 

SAGSBESKRIVELSE

Økonomiudvalget pålagde på sit møde den 1. marts 2005 Økonomiforvaltningen at udarbejde et oplæg til en sociologisk undersøgelse af integrationsprocesser i Københavns Kommune, herunder forslag til finansiering. Økonomiforvaltningen har på den baggrund udarbejdet et kommissorium for undersøgelsen.

 

Kommissorium for undersøgelsen

Formålet med undersøgelsen er at afdække muligheder og barrierer for indvandrere og efterkommeres samfundsdeltagelse i Københavns Kommune. Ved samfundsdeltagelse forstås deltagelse på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet, i kultur- og fritidslivet etc. Undersøgelsen skal med udgangspunkt i Københavns Kommunes integrationspolitik tematiseres.

 

Undersøgelsen skal indgå i kommunens fremtidige prioritering og planlægning af integrationsindsatsen.

 

Følgende elementer skal indgå i undersøgelsen:

q       Afdækning af hidtidige undersøgelser

 

q       Belysning af indvandrere og efterkommeres samfundsdeltagelse i Københavns Kommune

 

q       Analyse af muligheder og barrierer for indvandrere og efterkommeres samfundsdeltagelse. Sociale relationer mellem indvandrere og efterkommere samt danskere skal inddrages i analysen.

 

q       Belysning af faktorer, der skaber muligheder/barrierer for samfundsdeltagelsen eller overvinder disse.

 

q       Afdækning af private integrationsindsatser, der har fungeret – hvorfor?

 

q       Afdækning af private integrationsindsatser, der ikke har fungeret – hvorfor?

 

q       Anbefalinger til fremtidige indsatsområder

 

Som det fremgår af ovenstående skal der foretages en afdækning af hidtidige undersøgelser. Det vil på baggrund af denne afdækning være muligt at vurdere, hvor der er behov for yderlige viden om indvandrere og efterkommeres samfundsdeltagelse. Inden for disse områder kan der iværksættes en analyse af muligheder og barrierer.

 

I undersøgelsen skal de største etniske grupper i Københavns Kommune indgå. Det er vigtigt, at der differentieres mellem personerne indenfor en adspurgt gruppe, således at resultaterne ikke fremlægges på en måde, der kan give anledning til at betragte gruppen som en identisk kreds af personer.

 

Redegørelsen forelægges Økonomiudvalget inden udgangen af marts 2006 og skal indgå i kommunens fremtidige prioritering og planlægning af integrationsindsatsen.

 

 

Organisation

Arbejdet med udarbejdelsen af undersøgelsen forestås af et eksternt konsulentfirma.

 

Økonomiforvaltningen er ansvarlig for opgavens udførelse.

 

 

ØKONOMI

Økonomiforvaltningen anbefaler, at forslaget om en konsulentundersøgelse samt finansieringen heraf indgår i forhandlingerne om budget 2006.

 

 

MILJØVURDERING

---

ANDRE KONSEKVENSER

---

HØRING

Kommissoriet vil blive sendt til høring i Integrationsrådet.

 

BILAG

---

 

 

Erik Jacobsen

/Flemming D. Hansen

 

Til top