Københavns Kommunes afrapportering på Doughnut-model 2023
Økonomiforvaltningen har med inddragelse af de andre forvaltninger udarbejdet Københavns første doughnut-rapport 2023. Samlet peger rapporten på, at København har en række uløste udfordringer relateret til Jordens klima- og økosystemer, mental sundhed, ligestilling og ulighed, beskæftigelses- og aktiveringsindsats og boligforhold. Sagen er til efterretning.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Københavns Kommunes første årlige doughnut-rapport inkl. skitsering af løsningsbehov, jf. bilag 1, tages til efterretning.
Problemstilling
Med budget 2023 blev det besluttet at implementere doughnut-modellen i Københavns Kommune som forsøg i tre år. Doughnut-modellen implementeres i form af en årlig statusrapport, som også skitserer løsningsbehov. Økonomiforvaltningen har med inddragelse af de andre forvaltninger udarbejdet Københavns første doughnut-rapport 2023.
Løsning
Københavns Doughnut 2023 er en statusrapport, der giver et overblik over, hvordan København præsterer på udvalgte indikatorer, herunder på hvilke områder København særligt overskrider de planetære grænser og ikke sikrer det sociale fundament tilstrækkeligt set i forhold til kommunens målsætninger. På den baggrund skitserer Københavns Doughnut 2023 en række områder, hvor der er et særligt løsningsbehov.
Indikatorer og tilhørende målsætninger/grænseværdier er udvalgt i tæt samarbejde med forvaltningerne og med inspiration fra andre byers arbejde med doughnut-modellen. I udvælgelsen af indikatorer er der lagt vægt på, at indikatorerne skal være målbare, afspejle resultater frem for aktiviteter, og at data skal kunne leveres indenfor et rimeligt ressourceforbrug i forvaltningerne. De udvalgte indikatorer kan opdateres med nye indikatorer, der afspejler ændringer i politiske ambitioner eller nye tilgængelige datakilder i kommende års rapporter.
Der eksisterer ingen faglig definition på, hvad der er grænsen i det sociale fundament. Derfor er grænseværdierne for indikatorer i det sociale fundament så vidt muligt fastsat på baggrund af kommunens politiske målsætninger. Derved afspejler modellens grænser i det sociale fundament også det politiske ambitionsniveau på flere områder. I tilfælde hvor der ikke eksisterer politiske målsætninger på området, er der anvendt benchmarks baseret på relative sammenligninger. Eksempelvis tidligere opgørelser, gennemsnit fra 6-byerne eller et nationalt gennemsnit.
De planetære grænser er defineret af en række forskere fra Stockholm Resilience Centre. Udvalget af indikatorer, der skal vise, hvordan København præsterer i forhold til de planetære grænser, er særligt begrænset af, at det på nuværende tidspunkt er svært at omsætte de planetære grænser til lokale grænseværdier for København. I de tilfælde, hvor det ikke har været muligt at opstille kvantitative indikatorer for den gennemsnitlige københavner, der kan sættes i forhold til den specifikke planetære grænse, er indikatorer for den gennemsnitlige dansker anvendt. Derudover er der suppleret med lokale indikatorer for København med tilhørende lokale målsætninger, hvor det har været muligt.
Samlet peger de udvalgte indikatorer på, at København har en række uløste udfordringer relateret til Jordens klima- og økosystemer, mental sundhed, ligestilling og ulighed, beskæftigelses- og aktiveringsindsats og boligforhold.
Rapporten skal ses som et pilotprojekt i udviklingsarbejdet med implementering af doughnut-modellen, hvorfra der kan opsamles erfaring og viden til brug for den videre udvikling af rapporten, foreløbigt frem til og med 2025.
Økonomi
Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Doughnut-rapporten 2023 forelægges Borgerrepræsentationen til efterretning. Herudover inviteres partierne til en teknisk gennemgang af rapporten.
Den årlige doughnut-rapport forelægges Økonomiudvalget årligt i slutningen af andet kvartal således, at identificerede løsningsbehov er kendt forud for budgetforhandlingerne.
Beslutning
Dagsordenpunkt 7: Københavns Kommunes afrapportering på Doughnut-model 2023 (2023-0161057)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2023
Cheføkonom Peter Truels Nielsen og kontorchef Karen Krag Sehested var tilstede under behandling af dagsordenspunktet af hensyn til sagens oplysning.
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.