Mødedato: 23.05.2023, kl. 14:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Anvendelse af øgede indtægter ved ændrede lejeforhold i kultur- og fritidsbygninger og -arealer

Se alle bilag

I Budgetaftalen for 2023 fremgår det, at der skal udarbejdes forslag til, hvordan nettoindtægter i forbindelse med lejereguleringer i kulturbygninger kan tilfalde kulturelle aktiviteter (jf. bilag 1).

Indstillingen vedrører således håndtering af højere husleje for kultur- og fritidsaktører, der har kommerciel virksomhed. Det foreslås, at der i forhandlingerne om Budget 2024 tages stilling til, om nettomerindtægterne fra udlejning til kultur- og fritidsaktører skal tilføres en pulje til kultur- og fritidsformål, så der er mulighed for at yde tilskud til lovlige kommunale aktiviteter på kultur- og fritidsområdet, som ellers risikerer at ophøre. Udfordringen er opstået, fordi Københavns Kommune er forpligtet til at opkræve markedskonform leje fra aktører med kommerciel virksomhed.

Aktører, der er påvirket af huslejestigninger, omfatter blandt andet Demokratietagen, Kulturtårnet, Kløvermarkens Tennisklub (KTK) og B93. Med finansiering fra de øgede huslejeindtægter vil Kultur- og Fritidsudvalget kunne give øremærket tilskud til lovlige kommunale aktiviteter, blandt andet til aktører påvirket af huslejestigninger.

Såfremt der ikke tilvejebringes finansiering i forbindelse med budgetforhandlingerne, vil konsekvensen forventeligt være, at nogle aktører vil gå konkurs.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller over for Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at der til forhandlingerne om Budget 2024 udarbejdes et budgetnotat, hvor nettomerindtægter ved indførelse af markedskonform leje for kultur- og fritidsaktører tilføres Kultur- og Fritidsudvalget som en pulje, som udvalget kan anvende til at yde tilskud til kulturelle og folkeoplysende formål fra 2023 og frem.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen i sit møde den 11. maj 2023, jf. Oversigt over politisk behandling.

Problemstilling

Der er en udfordring i at bibeholde de kultur- og fritidstilbud i kommunale lejemål, hvor de kulturelle aktører har kommerciel virksomhed sideløbende med aktiviteter, som er lovligt kommunale efter kommunalfuldmagten. Reglerne tilsiger, at sådanne aktører skal betale markedskonform husleje, hvorfor der er en risiko for, at kultur- og fritidstilbud forsvinder, hvis aktører ikke længere kan drive dem videre med en højere husleje.

Økonomiudvalget besluttede den 10. august 2021 at påbegynde et arbejde, der skal sikre markedskonformitet på erhvervslejeområdet. Københavns Kommune råder over en række ejendomme, som ikke aktuelt bruges til kommunale aktiviteter og derfor udlejes til private erhvervslejere. Københavns Kommune er forpligtet til at sikre, at udlejningen sker på markedsvilkår, herunder til markedsleje, jf. kommunalfuldmagtens princip om økonomisk forsvarlig forvaltning, forbuddet mod begunstigelse af enkeltpersoner og forbuddet mod konkurrenceforvridning.

Der er påbegyndt et arbejde med at skabe et overblik over de mange forskellige typer af udlejningssager i enhavns Ejendomme og Indkøb. Formålet er at sikre, at udlejning til kommercielle formål sker på markedsvilkår, og at der ikke gives indirekte tilskud i strid med kommunalfuldmagten. Samlet forventes det, at arbejdet med at gennemgå lejeaftaler vil afstedkomme højere udgift for kultur- og fritidsaktører og en højere indtægt til Københavns Kommune.

Derudover udsendte Indenrigs- og Sundhedsministeriet en skrivelse den 20. januar 2023 til Ankestyrelsen, der strammer reglerne for kommunens mulighed for at tilbyde brugsaftaler med lav eller ingen husleje til aktører med blandede kommunale og kommercielle aktiviteter i samme lejemål. Det betyder, at omfanget af lejemål, der potentielt skal omdannes til erhvervslejemål med dertilhørende højere lejeindtægter for Københavns Kommune, også omfatter bygninger, der i dag administreres af Kultur- og Fritidsforvaltningen. 

Hensigtserklæring fra Budgetaftale 2023: Anvendelse af øgede indtægter ved ændrede lejeforhold i kulturbygninger

I budgetaftalen for Budget 2023 indgår en hensigtserklæring om, at Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen skal udarbejde forslag til, hvorledes nettoindtægter i forbindelse med lejereguleringer i kulturbygninger og -arealer kan tilfalde Kultur- og Fritidsudvalget til kultur- og fritidsaktiviteter.

Formålet er at undgå, at der er kulturelle aktører, som ikke kan fortsætte deres lovlige kommunale aktiviteter på grund af en højere husleje. Med afsættelse af midler til Kultur- og Fritidsudvalget vil nettomerindtægter, der stammer fra husleje fra kulturelle aktører, kunne tilføres en pulje til Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på øremærkede tilskud til lovlige kommunale kultur- og fritidsaktiviteter.

Det er ikke lovligt for kommunen at yde tilskud til kommercielle aktiviteter. Derfor kan man ikke regne med, at der ydes tilskud til alle de kultur- og fritidsaktører, der kommer til at betale højere leje.

Løsning

Det foreslås, at der til forhandlingerne om Budget 2024 udarbejdes forslag om at anvende nettomerindtægter fra erhvervsleje fra kulturelle aktører til oprettelse af en pulje under Kultur- og Fritidsudvalget til brug for øremærkede tilskud til lovlige kommunale kulturelle og folkeoplysende formål.

Der er på nuværende tidspunkt identificeret mere end 50 lejemål, som potentielt kan overgå til en markedskonform erhvervslejeaftale, og hvor der er er tale om en kultur- eller fritidsaktør. De tilhørende indtægter beror på en nærmere udredning og konkrete forhandlinger med de enkelte lejere. De kulturelle aktører kan i den sammenhæng vælge at ophøre med kommerciel aktivitet og anmode om en kommunalisering af lejemål. Denne proces er illustreret i bilag 2.

Økonomi

De lejemål, der allerede ses på i arbejdet med omdannelse af lejeaftaler for kulturelle aktører, kan genere huslejestigninger i omegnen af 10-20 mio. kr., som skal håndteres.

Til forhandlingerne om Budget 2024 udarbejdes et budgetnotat, hvor Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen vil lave et skøn for merindtægterne i 2023, 2024 og frem, som foreslås tilført en pulje under Kultur- og Fritidsudvalget. Nyder budgetnotatet ikke fremme, vil midlerne tilgå forhandlingerne om Budget 2024. Det vil samtidig betyde, at der for kultur- og fritidsaktører kan være væsentlige økonomiske konsekvenser, som kan betyde, at tilbud vil skulle lukke.

Videre proces

Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2024 med skøn for nettomerindtægter fra kultur- og fritidsaktørers husleje, som kan tilfalde Kultur- og Fritidsudvalget. Med finansiering fra de øgede huslejeindtægter vil Kultur- og Fritidsudvalget kunne give øremærket tilskud til lovlige kommunale aktiviteter. Københavns Ejendomme og Indkøb gennemgår løbende lejeaftaler med henblik på at sikre, at udlejning sker på markedsvilkår. Københavns Ejendomme og Indkøb forelægger Økonomiudvalget en samlet status på erhvervslejeprojektet medio 2023.

 

Søren Hartmann Hede                                       Søren Tegen Pedersen

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller overfor Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget

  1. at det godkendes, at der til forhandlingerne om Budget 2024 udarbejdes et budgetnotat, hvor nettomerindtægter ved indførelse af markedskonform leje for kultur- og fritidsaktører tilføres Kultur- og Fritidsudvalget som en pulje, som udvalget kan anvende til at yde tilskud til kulturelle og folkeoplysende formål fra 2023 og frem.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 11. maj 2023:

 

Indstillingen blev godkendt.

 

Beslutning

Dagsordenpunkt 26: Anvendelse af øgede indtægter ved ændrede lejeforhold i kultur- og fritidsbygninger og -arealer (2023-0161193)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2023

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top