Garanti for lån til renoveringsarbejder i Boligforeningen SAB, Grøndals Ældreboliger, Vanløse
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til kommunal garanti for lån til ekstraordinære renoveringsarbejder i Boligforeningen SAB afdeling 3055-9/0058, Grøndals Ældreboliger, i Vanløse.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at Borgerrepræsentationen godkender at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i Boligforeningen SAB afdeling 3055-9/0058, Grøndals Ældreboliger, på op til 842.542 kr.,
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at stille den fornødne garanti for lånet inden for rammen på 842.542 kr.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Boligforeningen SAB, Grøndals Ældreboliger, har behov for at renovere ejendommens karnapper og vinduer. Borgerrepræsentationen skal derfor tage stilling til en kommunal garanti på 100 % af et realkreditlån til finansiering af udgifterne til karnapperne og vinduerne.
Løsning
Den kommunale garanti stilles med hjemmel i almenboliglovens § 98, som omhandler ekstraordinære renoveringsarbejder. Normalt kan kommunen kun give garanti til vedligeholdelsesarbejder, der indgår i en helhedsplan, og ikke til almindelige vedligeholdelsesarbejder som disse arbejder. Kommunal garanti giver favorable lån, der kan medvirke til en bedre økonomi i afdelingen. § 98 giver hjemmel til, at kommunen alligevel yder garanti, hvis afdelingens økonomi er presset.
Forvaltningen vurderer efter almindelig praksis, at afdelingens økonomi er presset, og derfor har en relativ høj husleje på 1.350 kr. pr. m² årligt svarende til 7.350 kr. månedligt for en gennemsnitlig bolig på 65 m². Da beboere i plejeboliger typisk har deres væsentligste indtægt fra pension og derved en gennemsnitlig relativ ringe betalingsevne, vurderer forvaltningen, at der er behov for en kommunal garanti for lånet.
Kommunes garanti sikrer, at boligorganisationen kan optage lån i et realkreditinstitut til forskel fra et dyrere banklån. Realkreditinstituttet vurderer behovet for kommunal garanti bl.a. på baggrund af tidligere belåning og nettolejen, som i den pågældende sag er opgjort til 100 % af udgifterne. De samlede udgifter er foreløbigt opgjort til 842.542 kr. Såfremt lånebehovet bliver reduceret, bliver garantibeløbet tilsvarende reduceret.
Adresse |
Godthåbsvej 231 og 233, 2720 Vanløse |
Lån, kr. |
842.542 kr. |
Garanti % |
100 % (realkreditinstituttets krav / beregning) |
Kommunens hæftelse i kr. |
842.542 kr. |
Låntager |
Boligforeningen SAB afdeling 3055-9/0058, Grøndals Ældreboliger |
Långiver |
BRFkredit |
Antal almene ældreboliger |
20 |
Sagstype |
Renoveringsarbejder |
Økonomi
Garantistillelsen medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, hvis låntageren ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har besluttet at stille garanti for lånet, vil Teknik- og Miljøforvaltningen ekspedere garantien, når lånets endelige størrelse kendes.
Pernille Andersen /Jakob Møller Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Borgerrepræsentationen godkender at stille 100 % garanti for lån til finansiering af renoveringsarbejder i Boligforeningen SAB afdeling 3055-9/0058, Grøndals Ældreboliger, på op til 842.542 kr.
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at stille den fornødne garanti for lånet inden for rammen på 842.542 kr.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. maj 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Beslutning
Dagsordenspunkt 13: Garanti for lån til renoveringsarbejder i Boligforeningen SAB, Grøndals Ældreboliger, Vanløse (2017-0166748)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.