Etablering af fælles arbejdsskadepulje
Etablering af fælles arbejdsskadepulje
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde tirsdag den 23. maj 2006
J.nr. ØU 172/2006
9. Etablering af fælles arbejdsskadepulje
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen:
1. At der med virkning fra 1. januar 2006 etableres en fælles arbejdsskadepulje til dækning af udgifter til arbejdsskader i kommunen. Puljen finansieres ved, at udvalgene betaler en årlig præmie på 3,9 promille af den budgetterede lønsum til dækning af forvaltningernes udgifter til arbejdsskader for kommunalt ansatte. Præmiens fordeling på udvalgene efterreguleres det følgende år med udvalgenes andel af lønsummen i regnskabet.
2. At der som følge heraf foretages de forslåede bevillingsmæssige ændringer i budget 2006 under Økonomiudvalget, herunder at der etableres en særskilt bevilling "Arbejdsskadepuljen" og der indarbejdes ekstra 2 normeringer inden for de nuværende økonomiske rammer.
3. At bevillingsændringerne som følge af denne indstilling indarbejdes i Økonomiudvalgets ramme for 2007.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2006
Anbefalet.
Behandling: Borgerrepræsentationen.
RESUME
Økonomiudvalget besluttede den 7. december 2004 (ØU 417/2004), at Københavns Kommune skulle hjemtage administrationen af arbejdsskadeområdet med virkning fra den 1. januar 2005.
Betalingsmodellen på arbejdsskadeområdet har indtil nu været baseret på, at ansvaret ligger hos den institution/arbejdsplads, der er arbejdsgiver på skadestidspunktet.
Det bliver imidlertid stadig vanskeligere at håndtere disse arbejdsskader i den enkelte forvaltning, blandt andet da:
· Institutioner nedlægges eller overgår til staten.
· Institutioner flytter ressortområde internt i kommunerne.
· Skader, der er anerkendt, kan genoptages indtil den skadelidte fylder 65/67 år.
Forhold som disse vanskeliggør forvaltningernes arbejde med at håndtere arbejdsskadesager, ligesom det ofte giver usikkerhed for forvaltningerne at identificere, hvilken forvaltning der har overtaget erstatningsforpligtelsen for en arbejdsskade.
Det bliver derfor stadig mere ressourcekrævende for forvaltningerne at håndtere arbejdsskader for medarbejdere, der tidligere har hørt under forsøgsbydele, hørt under andre eller nedlagte forvaltninger, nedlagte institutioner mv. Ikke mindst da nogle af sagerne går mere end 30 år tilbage, og hvor f.eks. ansættelsesoplysninger kan være særdeles vanskelige at fremfinde.
Forvaltningerne har derfor anmodet Økonomiforvaltningen om at fremkomme med en sag, hvor der allerede fra 2006 indføres en fælles arbejdsskadepulje.
I denne indstilling anbefales etableret en fælles arbejdsskadepulje med en betalingsmodel, der baserer sig på en promillesats af forvaltningernes samlede lønsum.
Promillen fastsættes til 3,9 promille af den budgetterede lønsum, svarende til et udgiftsniveau på 40,9 mill. kr. i budget 2006. Det svarer til niveauet for forvaltningernes afholdte udgifter til arbejdsskader i 2005.
Den samlede præmies fordeling på udvalgene efterreguleres det følgende år med udvalgenes andel af lønsummen i regnskabet.
Desuden foreslås det, at der fra puljen kan anvendes indtil 1 mill. kr. årligt til tværgående initiativer i kommunen, herunder til delvis finansiering og erfaringsopsamling på konkrete projekter i de enkelte forvaltninger.
Samtidig foreslås det nuværende budget på 7,5 mill. kr. vedr. arbejdsskadeadministration mv. under Økonomiudvalgets driftsbudget overført og slået sammen med puljemidlerne under en selvstændig bevilling under Økonomiudvalget. Samlet giver det en bevilling på 48,4 mill. kr. under en ny bevilling, "Arbejdsskadepuljen".
Den foreslåede finansieringsmodel for arbejdsskadeerstatninger svarer til den model, der i dag anvendes på barselsfonden, der finansierer forvaltningernes vikarudgifter til ansættelser i stillinger, hvor en medarbejder er på barselsorlov.