Mødedato: 23.04.2002, kl. 15:00

Badesteder i Københavns havn (Økonomiudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Miljø- og Forsyningsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget)

Badesteder i Københavns havn (Økonomiudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Miljø- og Forsyningsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde tirsdag den 23. april 2002


J.nr. ØU 80/2002

16. Badesteder i Københavns havn (Økonomiudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Miljø- og Forsyningsudvalget og Bygge- og Teknikudvalget)

INDSTILLING OG BESLUTNING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler:

  1. det første badested i Københavns havn etableres på Islands Brygge ved Havneparken med anlæg af de projekterede badefaciliteter samt det skitserede varslingssystem.
  2. Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  3. Borgerrepræsentationen giver en anlægsbevilling på 1.050.000 kr. (ekskl. moms) til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3 til etablering af et badested på Islands Brygge.
  4. Borgerrepræsentationen giver en driftsbevilling på 231.000 kr. (ekskl. moms) til Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid konto 0.30.1 (tilskud til KI) til dækning af driftsudgiften i 2002.
  5. Borgerrepræsentationen giver en driftsbevilling på 795.000 kr. (ekskl. moms) til Miljø- og Forsyningsudvalgets konto 0.85.1 (Recipientkvaliteter og spildevand), fordelt med 645.000 kr. til etablering af et varslingssystem og 150.000 kr. til dækning af driftsudgiften i 2002.
  6. Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at forøge Kultur- og Fritidsudvalgets ramme fra og med budget 2003 med 231.000 kr. (2002-prisniveau) til dækning af de forøgede driftsudgifter til badefaciliteten.
  7. Borgerrepræsentationen træffer principbeslutning om at forøge Miljø- og Forsyningsudvalgets ramme fra og med budget 2003 med 150.000 kr. til dækning af forøgede driftsudgifter til varslingssystemet.
  8. den kassemæssige dækning for drifts- og anlægsbevillingerne i 2002 anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur og Fritid konto 0.30.3.

Miljø- og Forsyningsudvalget beslutning i mødet den 15. april 2002

Godkendt.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 18. april 2002

Indstillingen blev tiltrådt.

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 24. april 2002

Eftersendes.

 

Økonomiudvalgets beslutning: Anbefalet.

 

Behandling: Til Borgerrepræsentationen.

RESUME

Kommunen har de seneste 10 år investeret i foranstaltninger, der har medført en forbedret vandkvalitet. På den baggrund besluttede Borgerrepræsentationen d. 1. november 2001 (BR 425/01) at nedsætte en arbejdsgruppe med henblik på at undersøge hvilke steder, der kan etableres badesteder i Københavns Havn, samt anbefale, hvor det er mest hensigtsmæssigt at etablere det første badested, samt belyse spørgsmålet om et varslingssystem for badevandskvaliteten.

Med udgangspunkt i en faglig vurdering af forslag fra borgerne indstiller arbejdsgruppen, at det vil være mest hensigtsmæssigt at etablere det første badested på Islands Brygge ved Havneparken.

Der er udarbejdet en projektskitse for et flytbart anlæg bestående af 3 bassiner til henholdsvis svømning, udspring og badning for børn. Badestedet bemandes med livreddere i åbningstiden og forventes at kunne åbne i sommeren 2002. På Islands Brygge kan forventes ca. 4-6 ugentlige passager af større skibe, og af hensyn til de badendes sikkerhed har forvaltningerne og Københavns Havn A/S aftalt, at der etableres en procedure til rømning af badestedet i disse situationer, samt at der etableres et afviserværk, der kan afværge evt. påsejling af badestedet.

Arbejdsgruppen peger desuden på en række potentielle lokaliteter for etablering af yderligere badesteder, heriblandt Svanemøllebugten, Nordhavnen, Fisketorvet og Holmen. Konkretisering af disse muligheder vil bl.a. ske i forbindelse med udarbejdelsen af Den Blå Plan.

Vandet i Københavns havn er af badevandskvalitet, undtagen i forbindelse med kraftig regn, når overløb fra afløbssystemet tilfører bakterier. Miljøkontrollen er derfor ved at udvikle et varslingssystem, der skal kunne fraråde badning i tilfælde af overløb. Varslingen vil ske via internettet samt på badestedet.

Der anvises kassemæssig dækning for den samlede udgift til etablering af det første badsested samt drift i 2002 på 2.076.000 kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets rådighedsbevilling Kultur- og Fritid konto 0.30.3 (idræts- og kulturpuljen 2002).

Udgifterne til etablering af afviserværket, anslået pris ca. 400.000 kr. ex. moms, afholdes indenfor budgettets eksisterende rammer og deles mellem Økonomiforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Københavns Havn A/S.

 

Til top