Mødedato: 23.04.2002, kl. 15:00

Udmøntning af midler til miljøcertificering (Miljø- og Forsyningsudvalget)

Udmøntning af midler til miljøcertificering (Miljø- og Forsyningsudvalget)

for mødet «MDAT» kl

Økonomiudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 23. april 2002

 

 

J.nr. ØU 93/2002

 

23. Udmøntning af midler til miljøcertificering (Miljø- og Forsyningsudvalget)

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler,

at der af puljen til miljøcertificering ydes støtte til et projekt vedrørende miljøcertificering af Kommune Teknik med 779.870,- kr. i 2002.

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 2. april 2002

Godkendt.

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget tiltræder indstillingen om udmøntning af midler til miljøcertificering

 

RESUME

Udsat fra mødet den 11. marts 2002.

Den 13. juni 2001 tiltrådte Københavns Kommune Dogme 2000 for kommuner og miljø. I den forbindelse blev der ved fastlæggelsen af budget 2001 afsat en pulje på 2 mio. kr. pr. år i fire år til miljøcertificering af kommunens forvaltninger og institutioner. Midlerne skal bruges til at støtte projekter, som gavner miljøet ved at fremme anvendelsen af miljøledelse og miljøcertificering.

Økonomiudvalget bevilgede i december 2001 midler til gennemførelse af to miljøledelsesprojekter i henholdsvis Vej & Park under Bygge- og Teknikforvaltningen og på seks skoler under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

Endnu en ansøgningsrunde er gennemført, og der er indkommet én ansøgning. Kommune Teknik under Bygge- og Teknikforvaltningen ønsker at søge midler fra puljen for 2002 til at videreføre arbejdet med miljøledelse med henblik på en miljøcertificering inden udgangen af 2002. Kommune Teknik ansøger om et beløb på 779.870,- kr.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har vurderet projektet. Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder det formålstjenligt, at der gives støtte til gennemførelsen af de ansøgte projektdele.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Udsat fra mødet den 11. marts 2002.

I forbindelse med fastlæggelsen af budget 2001 er der afsat en pulje på 2 mio. kr. pr. år i fire år til miljøcertificering af kommunens forvaltninger og institutioner. Midlerne skal bruges til at støtte projekter, som gavner miljøet ved at fremme anvendelsen af miljøstyring og miljøcertificering i kommunens forvaltninger og institutioner.

Indsatsen skal ses i sammenhæng med Københavns Kommunes tiltrædelse i "Dogme 2000 for kommuner og miljø" den 13. juni 2001. Dogme 2000 er et tæt og forpligtende samarbejde mellem kommuner, som vil gøre en ekstraordinær indsats for miljøet. I Dogme 2000 fastsættes konkrete mål for de deltagende kommuners miljøarbejde, men der er ingen tidsfrist for, hvornår målene skal være opfyldt. Det afgørende er, at man indleder en proces i retning af at kunne nå målene. Et af målene under det tredje dogme omhandler forankring af miljøarbejdet. Det kræver, at kommunens forvaltninger og institutioner over tid lader sig miljøcertificere.

Før en forvaltning eller institution kan miljøcertificeres, skal der været indført et miljøledelsessystem, som er forankret i organisationen.

Miljøledelse er en metode til systematisk at få styr på sit ressourceforbrug og øvrige miljøpåvirkning. Når f.eks. en institution vælger at indføre miljøledelse indebærer det, at der skal udformes en miljøpolitik, at der foretages en miljøgennemgang af institutionen samt, at der udpeges indsatsområder, hvor der opstilles konkrete mål. Derudover skal institutionen udarbejde en handlingsplan for, hvordan målene opnås samt periodevis evaluere indsatsen.

Kriterier for puljen, ansøgningsmaterialet samt hvordan arbejdet med at fremme miljøledelse og miljøcertificering i kommunen kan finde sted, har været drøftet i det af kommunen nedsatte "Dogmeforum". Dogmeforummet har repræsentanter fra samtlige forvaltninger i Københavns Kommune.

I brev af den 30. august 2001 fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen er forvaltningerne blevet opfordret til at søge på puljen for miljøcertificering. Derudover er forvaltningerne ved møder i Dogmeforum og i arbejdsgruppen for miljøcertificering blevet gjort opmærksom på, at der kan ydes støtte til miljøcertificeringsprojekter både af økonomisk og rådgivningsmæssig karakter.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Kriterier for anvendelse af puljen

Kriterierne til vurdering af projekter har været diskuteret i Dogmeforum den 23. august 2001.

Der lægges vægt på at projekterne

* enten er konkrete lokale miljøstyringprojekter på institutionerne, hvor der bl.a. kan ydes støtte til etablering af selve miljøstyringssystemet,

* tværgående miljøstyringsprojekter f.eks. mellem forvaltninger eller grupper af institutioner, eller

* særlige udviklingsprojekter, herunder rådgivning, information, kompetenceopbygning samt koordinerende funktioner.

Derudover lægges der vægt på, at projekterne på længere sigt er selvbærende samt, at de hviler på et rimeligt bredt organisatorisk grundlag. Det er også en fordel, hvis projekterne sammentænker flere af Dogmeelementerne eller de har en særlig demonstrationsværdi. Endelig kan eksisterende projekter have behov for "en hjælpende hånd" for at komme videre.

Præsentation og vurdering af projektet

Kommune Teknik under Bygge- og Teknikforvaltningen ansøger om støtte til at videreføre arbejdet med miljøledelse med henblik på en ISO14001 certificering inden udgangen af 2002.

Kommune Teknik påbegyndte i april 2000 et miljøledelsesprojekt, som omfatter stort set alle virksomhedens ejendomme og arbejdsområder. I perioden frem til udgangen af 2001 er der gennemført en indledende miljøkortlægning samt igangsættelse af en række konkrete miljøforbedringer. Derudover er der blevet udarbejdet en miljøhåndbog, som er opbygget efter principperne i ISO 14001, og to medarbejdere er blevet trænet og fungerer nu som henholdsvis kvalitets- og miljøchef samt miljøkoordinator i en nyetableret Kvalitets- og Miljøafdeling.

I projektet, som Kommune Teknik nu søger midler til at gennemføre, indgår

*en styrkelse af kompetencer hos samtlige medarbejdere i forhold til miljøledelsessystemet,

* en auditering samt

* selve certificeringen.

Målet for projektet er at

* gennemføre allerede igangsatte miljøforbedringer og dermed opnå de miljømål, som virksomheden har sat,

* gennemføre et uddannelsesprogram med henblik på at hæve motivationen for miljøledelse generelt og bredt i virksomheden samt sikre at medarbejderne kender deres ansvar og opgaver, som er beskrevet i virksomhedens miljøhåndbog, samt

* certificering af hele Kommune Teknik i henhold til ISO 14001 senest ved udgangen af 2002.

I bilag 1 er vedlagt Kommune Tekniks projektansøgning af den 7. februar 2002.

Projektet kan kategoriseres som et "konkret lokalt miljøledelsesprojekt" på en af Københavns Kommunes institutioner, som er i gang med miljøledelse, men som har brug for "en hjælpende hånd" til at få institutionen miljøcertificeret.

Kommune Teknik har arbejdet med miljøledelse siden 2000 og har allerede indhentet en række erfaringer på området. Miljø- og Forsyningsforvaltningen lægger vægt på, at der i ansøgningen er givet tilbud om at bidrage med viden- og erfaringsudveksling til arbejdsgruppen for miljøcertificering, og til de seminarer, som Bygge- og Teknikforvaltningen arrangerer i løbet af 2002-2003 for de øvrige forvaltninger i kommunen. Derudover vil Kommune Teknik gerne bidrage ved temamøder arrangeret af Miljøkontrollen, f.eks. under Københavns Miljønetværk.

Miljøkontrollen vurderer, at projektet vil medvirke til at nedbringe miljøpåvirkningerne fra virksomhedens aktiviteter. Derudover finder Miljøkontrollen at det er formålstjenlig at støtte et projekt som indebærer, at en af kommunens institutioner miljøcertificeres inden udgangen af 2002.

 

MILJØVURDERING

Midlerne fra puljen gives for at støtte kommunens forvaltninger og institutioner i deres arbejde for at mindske miljøbelastningen og få sat miljøindsatsen i system. Derfor vurderes det, at projektet vil have en positiv påvirkning af miljøet.

Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at beskrive de kvalitative eller kvantitative miljøpåvirkninger og miljøeffekter af projektet. Dette skyldes, at det er først under selve arbejdet med at indføre miljøledelse, at Kommune Teknik vælger indsatsområder med henblik på at forbedre miljøet. Der vælges indsatsområder, som vurderes at have en væsentlig miljøpåvirkning, og de mål man opstiller skal reelt mindske institutionens miljøbelastning. Kommune Teknik har indikeret, at man vil styrke miljøarbejdet indenfor håndtering af kemikalieaffald og miljøbevidste indkøb.

 

ØKONOMI

Kommune Teknik ansøger om 779.870,- kr. ekskl. moms som, hvis midlerne tildeles, anvendes i 2002.

Det er i budgettet fastlagt, at puljen til miljøcertificering på 2 mio. kr. for 2002 udmøntes af Økonomiudvalget efter indstilling fra Miljø- og Forsyningsudvalget.

Kun en mindre del af puljen blev anvendt i 2001. Dette skyldes bl.a., at Dogme 2000 først blev tiltrådt lige før sommerferien og at forvaltningerne derfor ikke havde lang tid til at udvikle og beskrive projektideer. Mindreforbruget af puljen i 2001 på 1.794.000,- kr. vil blive søgt overført til 2002.

Miljøkontrollen har løbende kontakter til de øvrige 6 forvaltninger for at øge interessen for miljøcertificering og oplyse om muligheden for at søge midler til dette arbejde. Disse kontakter sker dels gennem Dogmeforum og den tværkommunale arbejdsgruppe for miljøcertificering og dels via direkte kontakter og møder med forvaltningerne og institutioner.

For at lette forvaltningernes og institutionernes arbejde frem mod miljøcertificering, og samtidigt styrke engagementet og den fælles forpligtelse til at arbejde frem mod miljøcertificering, har Miljøkontrollen igangsat et arbejde med at opstille en skabelon for målstyring i forbindelse med miljøcertificering. Dette arbejde forventes afsluttet inden sommeren 2002. Herefter vil de enkelte forvaltninger og institutioner blive kontaktet med henblik på at de kan arbejde mere målrettet med miljøcertificering.

Næste indstilling om udmøntning af midler til miljøcertificering forventes forelagt Miljø- og Forsyningsudvalget og Økonomiudvalget i juni 2002.

Nedenfor er en oversigt over tidligere tildelte midler samt den aktuelle ansøgning om støtte, fordelt på det forventede træk på puljen pr. år:

Alle beløb i kr.

2001

2002

2003

Totalt

Kommune Teknik (ny)

-

779.870,-

-

779.870,-

Vej & Park
-tildelt 12/2001

20.000,-

410.000,-

315.000,-

745.000,-

Skolerne
-tildelt 12/2001

186.000,-

275.000,-

100.000,-

561.000,-

Totalt

206.000,-

1.464.870,-

415.000,-

2.085.870,-

Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil i forslaget til budget 2003 indarbejde, at der forlods anvendes 415.000,- kr. til videreførelse af de to projekter, som fik tildelt midler i december 2001. Resten af puljen vil som hidtil blive udmøntet af Økonomiudvalget efter indstilling fra Miljø- og Forsyningsudvalget på baggrund af ansøgninger fra forvaltningerne.

Der anvises dækning på puljen til miljøcertificering af kommunen under Miljøkontrollen, konto 6.51.1 Forvaltning, med 779.870,- kr. i 2002. Det bevilgede beløb omplaceres til Bygge- og Teknikudvalget, Kommune Teknik, konto 1.06.1 med 779.870,- kr. i 2002.

 

HØRING

Projektansøgningen er blevet præsenteret på møde den 19. februar 2002 i arbejdsgruppen for miljøcertificering. Der var ingen bemærkninger.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen andre konsekvenser

 

BILAG

Bilag 1: Ansøgning af den 7. februar 2002 fra Kommune Teknik.

 

Peter Elsman

/ Jørgen Høg

Til top