Mødedato: 23.03.2004, kl. 15:00

Lokalplan "Elværksgrunden" med tilhørende kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Lokalplan "Elværksgrunden" med tilhørende kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

Økonomiudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 23. marts 2004

 

 

 

J.nr.             ØU 73/2004

 

 

14.                Lokalplan "Elværksgrunden" med tilhørende kommuneplantillæg (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at lokalplan "Elværksgrunden" vedtages endeligt med de under sagsbeskrivelsen anførte ændringer af § 3, stk. 3 om boligstørrelser og § 7 om opretholdelse af stiforbindelse mellem Adelgade og Borgergade.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det til lokalplan "Elværksgrunden" hørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages endeligt.

 

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 10. marts 2004

 

Der blev stemt om indstillingen

Afstemning

 

For

Imod

Stemte ikke

Søren Pind (V)

X

 

 

Wallait Khan (V)

X

 

 

Ole Hentzen (C)

X

 

 

Monica Thon (B)

X

 

 

Johannes Nymark (A)

X

 

 

Lars Engberg (A)

 

 

 

Winnie Larsen-Jensen (A)

X

 

 

Karin Storgaard (O)

X

 

 

Jens Johansen (F)

 

X

 

Sven Milthers (F)

 

X

 

Mikkel Warming (Ø)

 

X

 

 

 

Indstillingen blev anbefalet.

 

 

RESUME

Den 17. september 2003 blev lokalplanforslaget "Elværksgrunden" og tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001, samt forslag til regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse for et nyt skuespilhus, nye parkeringsanlæg og nyt forsinkelsesbassin offentliggjort.

I forbindelse med den offentlige høring vedrørende forslagene er modtaget 30 henvendelser, herunder 2 underskriftsindsamlinger med i alt 485 underskrifter og 3 henvendelser fra offentlige myndigheder.

Københavns Stiftsøvrighed og HUR har ingen bemærkninger.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ønsker optaget bestemmelse om fravigelse af mindste boligstørrelser ved boliger til særligt udsatte grupper. Bestemmelsen foreslås medtaget i lokalplanens § 3.

De øvrige henvendelser vedrører spørgsmål om, trafik og parkering og heraf afledte forureningsgener, alternative anvendelser af Elværksgrunden og skyggevirkninger af et parkeringshus, samt et konkret spørgsmål om risikoen for ekspropriation af sidehusbebyggelse for at muliggøre ny randbebyggelse mod Borgergade.

Disse henvendelser giver ikke forvaltningen anledning til at foreslå ændringer til lokalplanforslaget.

I en række af henvendelserne foreslås den nuværende gangsti mellem Adelgade og Borgergade i forlængelse af Landgreven opretholdt. Forvaltningerne og de involverde grundejere har ingen indvendinger mod dette, idet adgang til forbindelsen vil kunne ske gennem porte i den fremtidige bebyggelse mod gaderne. Der foreslås på den baggrund optaget bestemmelse i lokalplanens § 7, hvorefter der fastlægges en offentlig tilgængelig passage i en bredde på 2 m langs nordskellet af Elværksgrunden.

Endelig rejses der kritik af, at Borgermødet den 30. oktober 2003 ikke blev afholdt i lokaler i umiddelbar nærhed af lokalplanområdet, og af det begrænsede fremmøde af politikere til dette møde.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen har i mødet den 4. september 2003 (BR 403/03) tiltrådt Bygge- og Teknikudvalgets og Økonomiudvalgets indstillinger af henholdsvis 13. og 19. august 2003 om offentliggørelse af lokalplanforslag "Elværksgrunden" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001.

 

Regionplantillæg

HUR har udarbejdet regionplantillæg for et nyt skuespilhus, nye parkeringsanlæg og nyt forsinkelsesbassin. HUR fandt det mest hensigtsmæssigt at medtage det planlagte parkeringshus i Borgergade i den samlede VVM-redegørelse for de tre projekter på Kvæsthusbroen, således at de trafikale konsekvenser kunne vurderes samlet.

Forslaget til regionplantillæg og VVM-redegørelse har været offentliggjort sammen med og i samme periode som lokalplanforslaget "Elværksgrunden" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg.

Efter offentlighedsperioden har HUR's administration i en hvidbog kommenteret de indkomne bemærkninger. Administrationen finder på den baggrund ikke anledning til at foreslå ændringer i forslaget til regionplantillæg og indstiller til HUR, at regionplantillægget vedtages endeligt.

Regionplantillægget er tiltrådt af HUR i mødet den 25. februar 2003 med en tilføjelse til retningslinierne om overholdelse af Københavns Kommunes gældende grænseværdier for støj og vibrationer i anlægsfasen, samt at det forudsættes, at Københavns Kommunes Miljøkontrol indleder en dialog med bygherrerne om nødvendige støjbegrænsende tiltag, herunder valg af arbejdsmetoder, støjbegrænsende foranstaltninger, arbejdets tilrettelæggelse m.m.

 

Offentliggørelse

Lokalplanforlaget og forslaget til kommuneplantillæg har været offentliggjort i perioden 17. september til 17. november 2003. Offentliggørelsesmaterialet er fremlagt på borgmester Søren Pinds forkontor, jf. bilag A. Der er udsendt 961orienteringer om planforslagene til ejere, lejere og brugere i og uden for området, samt 43 orienteringer til interesseorganisationer m.v. En udstilling om planforslagene har i hele perioden været opstillet i Plan & Arkitekturs Information, Rådhuspladsen 77.

Den 30. oktober 2003 blev der i samarbejde med HUR afholdt borgermøde i Plan & Arkitekturs mødelokaler, Rådhuspladsen 77 om planforslagene. De fremmødte ca. 35 borgere blev af medarbejdere fra Plan & Arkitektur, Vej & Park og HUR orienteret om planerne, og der var efterfølgende debat herom. Referat af borgermødet er vedlagt som bilag 1, og resultatet af de evalueringsskemae r, der blev omdelt på mødet, vedlægges som bilag 2.

Herudover har der i offentlighedsperioden været mulighed for på Plan & Arkitekturs hjemmeside at søge oplysninger om planforslagene. Hjemmesiden indeholdt en debatside, hvor der borgerne imellem var mulighed for at føre en debat om planerne. Derudover indeholdt hjemmesiden mulighed for at fremsende indsigelser via e-mail, hvilket blev anvendt af 14 indsigere.

Inden for perioden er modtaget 30 henvendelser, herunder 2 underskriftsindsamlinger med i alt 485 underskrifter.

Tre af henvendelserne er fra offentlige myndigheder. Københavns Stiftsøvrighed og HUR har ingen bemærkninger.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anmoder om optagelse af bestemmelse om fravigelse af mindste boligstørrelser ved boliger til særligt udsatte grupper. Forvaltningerne har intet imod, at den ønskede bestemmelse medtages, hvilket vil være i overensstemmelse med en lang række øvrige lokalplaner. Tilføjelsen fremgår af nedenstående " Forslag til ændringer".

En oversigt over indsigelserne og indholdet heri er vedlagt som bilag 3. Kopi af henvendelserne er fremlagt på borgmester Søren Pinds forkontor, jf. bilag B.

Indholdet i de modtagne henvendelser kan opdeles i nedenstående temaer.

1.  Parkeringshus medfører øgede trafik- og miljøbelastninger for omgivelserne

   Det anføres, at området i dag er overfyldt med parkeringsanlæg

   Yderligere parkering vil overbelaste de i forvejen trange gader, og der kan opstå kødannelser

   Der tages afstand fra, at Borgerrepræsentationens beslutning om etablering af parkeringsanlæg er sket forud for lokalplanhøringen

   Akademirådet foreslår, at parkering lægges under terræn, hvorved der kan bygges boliger ovenpå

   Det fremføres, at etablering af parkeringsanlæg uden tilsvarende nedlæggelse af gadeparkering er i strid med retningslinierne i Kommuneplan 2001

2.  Anden anvendelse af Elværksgrunden.

   Der foreslås opførelse/indretning af bebyggelse til kultur- og fritidsformål, til svømmehal eller sportshal, samt til bibliotek og medborgerhus

   Der protesteres mod, at Elværksgrunden forlods er solgt til Københavns Energi, forinden lokalplanen er udarbejdet

   Akademirådet foreslår en kommende koblingsstation indrettet i Turbinehallerne, så der kan opføres boliger langs Adelgade

3.  Opretholdelse af den nuværende gangsti gennem området fra Adelgade til Borgergade.

4.  Andelsboligforeningen i Gothersgade 28-30 protesterer mod bestemmelsen i § 5, stk. 1 h), hvorefter nybyggeri langs Borgergade forudsætter nedrivning af sidehuset; det frygtes, at baghuset vil blive eksproprieret

5.  Skyggevirkninger fra parkeringshuset

6.  Der gøres indvendinger mod borgermødets afholdelse i Plan & Arkitekturs lokaler, som ikke anses for at være lokalt placerede i forhold til det aktuelle område. Endvidere kritiseres den begrænsede politikerdeltagelse

Henvendelserne giver anledning til følgende bemærkninger.

 

Ad 1. Parkeringshus medfører øgede trafik- og miljøbelastninger for omgivelserne

Forvaltningerne skal indledningsvis bemærke, at det foreslåede parkeringshus i Borgergade ikke bygges for særligt at tilgodese publikum til Skuespilhuset eller Operahuset. Det er ønsket at opføre et parkeringshus tæt på City, fordi der er et stort pres på den eksisterende gadeparkering i Middelalderbyen med deraf følgende parkeringssøgende trafik. Samtidig forventes det, at et parkeringshus på dette sted vil kunne få en så stor søgning, at det kan give et økonomisk overskud. Hermed kan det indgå i finansieringen af den gang- og cykelforbindelse mellem Kvæsthusbroen og Dokøen, som et flertal af partierne i Borgerrepræsentationerne ønsker. Den foreslåede placering i Borgergade er efter forvaltningens vurdering den bedste ledige mulighed for at tilfredsstille ovenstående betingelser om etablering af et parkeringshus i nærheden af City.

Forvaltningerne er opmærksomme på, at det foreslåede parkeringshus vil skabe en mærkbar trafik især på de allernærmeste gadestrækninger. Størst vil påvirkningen oplevelses i Borgergade, hvor trafikken i 2008 er beregnet til 7.100 biler i døgnet, hvis man bygger et parkeringshus med 500 parkeringspladser, mens den vil være 5.100 biler uden et parkeringshus. Tilsvarende er trafikken i Dronningens Tværgade beregnet til 6.500 biler henholdsvis 4.900 biler i døgnet.

Da parkeringsanlægget i Borgergade forudsættes tilsluttet parkeringshenvisningssytemet i Indre By, kan der forventes en reduktion i den parkeringssøgende trafik.

Den skønnede 5 % generelle stigning i trafikken, som er forudsætning for analyserne af det fremtidige trafikarbejde, vurderes at være et rimeligt og realistisk bud ud fra den hidtidige udvikling i trafikken i Indre By og de forventede konsekvenser af den byudvikling, der finder sted i bl.a. Nordhavnen, Sydhavnen og Ørestad.

Miljøkonsekvenserne af den øgede trafik er beskrevet i den VVM-redegørelse, der indgår i forslaget til det regionplantillæg, der er tiltrådt af HUR den 25. februar 2004. Bygge- og Teknikforvaltningen kan henvise hertil, hvor der - i overensstemmelse med VVM-bestemmelserne - er redegjort for anlæggenes direkte og indirekte virkninger på miljøet, herunder luftkvaliteten, støjbelastning og emission af forurenende stoffer samt andre genevirkninger i anlægs- og driftsfasen. 

Det fremgår heraf, at støjniveauet i Borgergade og Dronningens Tværgade vil øges med knap 1 dB(A), hvilket næppe er hørbart. Tilsvarende vil luftforureningen i gaderne stige noget, men EU's grænseværdier vil ikke blive overskredet.

Vedrørende analyser af andre forhold er det Bygge- og Teknikforvaltningens vurdering, at ændringerne vil være så minimale i forhold til det samlede trafikarbejde, energiforbrug, CO2-udslip og slid, at det ikke vil være muligt at lave meningsfulde beregninger. Derfor vil det heller ikke give nogen mening at regne på forsinkelser af andre trafikanter og busser.

Der er lavet beregninger på det samlede trafikarbejde og emissionerne herfra, som parkeringsanlæggene på Kvæsthusmolen og i Borgergade vil medføre. Emissionerne fra kørslen i selve parkeringsanlæggene kan ikke reelt udskilles herfra og beregnes. Med hensyn til uddunstninger fra parkeringsanlæggene, kan det anføres, at det er vurderet, at grænseværdierne ved luftemission via ventilationsanlægget ved parkeringskælderen under Kvæsthusmolen kan overholdes. Da parkeringsanlægget i Borgergade er åbent, er der ikke ventilationsanlæg her.

Vedrørende forholdet til Kommuneplan 2001 skal bemærkes, at vedtagelse af lokalplanen forudsætter, at det tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 samtidig hermed vedtages, hvori muligheden for bl.a. etablering af et parkeringshus i Borgergade fastlægges.

Spørgsmålet om en overordnet parkeringsstrategi for København behandles for øjeblikket af Bygge- og Teknikudvalget, og spørgsmålet vil endvidere indgå i det kommende arbejde med Kommuneplan 2005.

Der er således intet til hinder for vedtagelsen af lokalplanen, der muliggør etableringen af parkeringshuset. I henhold til Borgerrepræsentationens beslutning den 11. juni 2003 (BR 274/03), skal parkeringshuset med 200-500 pladser sendes i udbud.

Omfanget af nedlæggelse af gadeparkeringer som følge af en etablering af parkeringsanlægget må afgøres på det gældende grundlag når anlægget er etableret og på det konkrete antal af parkeringspladser i anlægget. I den forbindelse skal det bemærkes, at der siden 1997 er blevet nedlagt 800 parkeringspladser på gadeareal (netto) i Indre By, hvorfor det inden for nuværende kommuneplans retningslinier vil være muligt at nyetablere et tilsvarende antal parkeringspladser. I den kommende tid vil der kunne ventes yderligere indskrænkninger af parkeringsmulighederne på gadeareal blandt andet som følge af etablering af cykelstier, udvidelse af fodgænger- og opholdsarealer med videre.

Forvaltningerne skal bemærke, at parkeringspresset i Middelalderbyen som nævnt ovenfor er stort, og der er derfor et behov for øget parkeringskapacitet, efter at denne i en årrække har været faldende. Det er et ønske, at denne øgede parkeringskapacitet skal finde sted i parkeringsanlæg, således at parkeringsmulighederne på gadeareal kan begrænses. Den kollektive trafikbetjening af Middelalderbyen er forbedret i form af Metro og omlægning af buslinier, ligesom HUR, DSB, Banestyrelsen og Vejdirektoratet samarbejder om etablering af parker-og-rejs-anlæg i byfingrene. Disse tiltag kan begrænse, men ikke fjerne behovet for parkering i Indre By. Med hensyn til parkeringsanlæg i Øster Allé og shuttlebusser herfra vurderer forvaltningerne, at sådanne anlæg i overensstemmelse med ovenstående bør etableres længere ude i byfingrene, og ikke i udkanten af Københavns Kommune.

Forvaltningerne skal anføre, at også kørebanearealet vil blive tilpasset i det omfang parkeringsmulighederne i Borgergade vil blive indskrænket, så hastigheden i overensstemmelse med hastighedsplanen holdes under 40 km/t. Forvaltningerne forventer ikke, at der i væsentligt omfang vil opstå køer i Borgergade, som der gør det i Silkegade. Dels er Borgergade væsentligt bredere end Silkegade, dels er det i Borgergade i modsætning til i Silkegade muligt at køre videre, hvis man opdager, at der er kø foran parkeringshuset.

Forvaltningerne er opmærksomme på, at indskrænkning af parkeringsmulighederne på gadeareal vil gøre det sværere for beboere at finde en parkeringsplads på gaden. Dette sker imidlertid som nævnt ovenfor i overensstemmelse med Kommuneplanens retningslinier for parkering i Indre By.

 

Ad 2. Anden anvendelse af Elværksgrunden

Det fremgår af planredegørelsen, at gaderummene omkring Elværksgrunden domineres af parkerede biler og fremstår på en ucharmerende måde, og at udnyttelse af grunden til parkeringshus og tekniske anlæg ikke umiddelbart tilfører området bymæssige kvaliteter. I lokalplanen er der derfor medtaget bestemmelser, som fastlægger stueetagerne i Sa- og Sb-områderne, herunder det muliggjorte parkeringsanlæg, til publikumsorienterede, kulturelle og lignende funktioner samt sådanne virksomhedsfunktioner, såsom kontorer, lobby, showroom og lignende, som medvirker til at skabe et levende og varieret miljø. Tilsvarende fastlægges stueetagen i T-området i størst muligt omfang til sådanne funktioner som indgange, kantiner, møderum og lignende, der medvirker til at levendegøre og variere miljøet i området.

Med hensyn til forslagene om etablering af andre funktioner på Elværksgrunden skal bemærkes, at muliggørelse af et parkeringshus på dette sted med 2-500 parkeringspladser, der er besluttet af Borgerrepræsentationen i mødet den 11. juni 2003 (BR 274/03), er sket på baggrund af de politiske aftaler om byggerierne af Operaen og Det kongelige Teaters nye Skuespilhus i Inderhavnen. Endvidere er størstedelen af Elværksgrunden overdraget til Københavns Energi på baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. maj 2002 (BR 297/02). Disse beslutninger har således dannet baggrund for udarbejdelse af planforslagene.

Akademirådet fremfører forslag om, at der vil kunne opføres boliger langs Adelgade, såfremt en kommende koblingsstation placeres i Turbinehallerne. Som det fremgår af planredegørelsen forudsætter Københavns Energi udover etablering af en koblingsstation, at de eksisterende fjernvarmeanlæg opretholdes, samt at der etableres en fjernvarmetunnel fra Amagerværket til Elværksgrunden. Uanset de planlagte anlæg ikke udfylder grundens byggemulighed helt vurderer Københavns Energi, at man fremover vil have behov for at kunne disponere over hele selskabets grund.

 

Ad 3. Opretholdelse af den nuværende gangsti gennem området fra Adelgade til Borgergade.

Den nævnte sti er i "privat" regi etableret på matr. nr. 626, Sankt Annæ Vester kvarter (Elværksgrunden) langs det nordlige skel. Stien er 2 m bred, asfaltbelagt med belysningsstandere langs stien og cykelchikaner ved Adelgade og Borgergade.

Forvaltningerne har ingen indvendinger mod, at der fortsat opretholdes en offentlig tilgængelig passage på dette sted med adgang gennem porte mod gaderne i bebyggelserne. Krav herom vil bl.a. kunne indgå i det kommende udbud af et parkeringshus. De nuværende grundejere - Københavns Energi og Københavns Kommune v/Økonomiforvaltningens 9. kt. – har ingen indvendinger mod, at der optages bestemmelse i lokalplanen om en opretholdelse af forbindelsen.

På den baggrund skal det foreslås, at der i lokalplanens § 7 om ubebyggede arealer optages bestemmelse om opretholdelse af en offentlig tilgængelig passage mellem Adelgade og Borgergade langs nordskellet af ejendommen matr. nr. 626 Sankt Annæ Vester Kvarter i en bredde minimum svarende til den nuværende forbindelse, jf. nedenfor under "Forslag til ændringer".

 

Ad 4. Andelsboligforeningen i Gothersgade 28-30  

Andelsboligforeningen Gothersgade 28-30 udtrykker frygt for, at lokalplanens bestemmelse i § 5, stk. 1 h) kan medføre, at foreningens sidehus mod foreningens ønske vil kunne eksproprieres for opførelse af en ny facadebebyggelse mod Borgerg ade. Hertil skal bemærkes, at der i lokalplanens § 5, stk. 1 g) er muliggjort opførelse af nybyggeri i denne del af facadelinien mod henholdsvis Gothersgade og Borgergade med henblik på at sikre hele, harmoniske gadebilleder i sammenhæng med den tilstødende bevaringsværdige bebyggelse. Bestemmelsen i § 5, stk. 1 h) er medtaget for at sikre, at en facadebebyggelse på denne grund mod Gothersgade først kan ske, når sidehuset er nedrevet for at sikre ordentlige lys- og friarealforhold på ejendommen. En lokalplan indeholder ikke en handlepligt for ejeren af de ejendomme, der er omfattet af planen. Derimod fastlægger lokalplanen hvad der må ske, såfremt der igangsættes byggearbejder m.v. inden for et lokalplanområde.

Det er således Andelsboligforeningen, der som ejer af arealet mod Borgergade selv beslutter om der skal opføres bebyggelse, hvorfor der ikke kan blive tale om en ekspropriation af sidehuset.

 

 

Ad 5. Skyggevirkninger fra parkeringshuset

Langt den overvejende skygge på Dronningegårdens sydfacader skyldes den eksisterende bebyggelse. Parkeringshusets selvstændige skyggeeffekt vil i perioden fra oktober til marts berøre Dronningegården, og vil være størst medio december i perioden omkring middag og de første eftermiddagstimer. Skyggen vil, når den på dette tidspunkt er størst, berøre facaden i en bredde af ca. 2 opgange i 3-4 etagers højde. I samme periode skyggelægges den øvrige del af facaden i ca. samme højde af den eksisterende bebyggelse. Det er alene parkeringshusets store husdybde, der er den væsentligste årsag til skyggeeffekten på facaderne, idet skyggeeffekten af en randbebyggelse langs Borgergade i forlængelse af den eksisterende bebyggelse, med samme husdybde, stort set ikke berører Dronningegården.

Forvaltningerne vurderer på den baggrund ikke at skyggegenerne ved den ønskeværdige færdiggørelse af gaderummet i Borgergade med en bebyggelse langs Borgergade, uanset om det er en traditionel randbebyggelse eller et parkeringshus, er usædvanlige for byområder af heromhandlede karakter.

 

Ad 6. Borgermødets afholdelse og politikerdeltagelsen

Borgermøder afholdes normalt i forbindelse med lokalplanhøringer. Udgangspunktet herfor er det af Borgerrepræsentationen i mødet den 29. marts 2001 vedtagne borgerdialogkoncept (BR 111/01). Borgermøder søges så vidt muligt afholdt i lokalområdet afhængig af mulighederne for at fremskaffe egnede mødelokaler. I nærværende tilfælde var det ikke muligt til det fastsatte borgermøde at skaffe lokale i nærheden af lokalplanområdet, hvorfor man valgte at anvende Plan & Arkitekturs faciliteter på Rådhuspladsen. Med en afstand på godt 1 km fra planområdet fandt forvaltningerne dette forsvarligt.

I mødet deltog 2 politikere, nemlig Karin Storgaard (Dansk Folkeparti) og Mikkel Varming (Enhedslisten).

 

Forslag til ændringer

På baggrund af ovenstående skal forvaltningen foreslå følgende ændringer tiltrådt i forbindelse med lokalplanforslagets endelige vedtagelse

§ 3, stk. 3 a)

Tilføjes

" Boliger for unge, ældre og personer med handicap samt socialt betingede bofællesskaber er, såfremt de opføres efter gældende lovgivning herom, undtaget fra bestemmelserne om boligstørrelser."

§ 7

Tilføjes nyt stk. 6

"Langs nordskellet af ejendommen matr.nr. 626 Sankt Annæ Vester kvarter fastlægges en offentlig tilgængelig passage i 2 m bredde mellem Adelgade og Borgergade. Adgang fra gader kan ske gennem porte i bebyggelserne."

Stk. 6, 7 og 8 bliver herefter stk. 7, 8 og 9.

Med baggrund i de ovennævnte tilsagn fra grundejerne af matr.nr. 626 Sankt Annæ Ves­­­­ter kvarter, er der er ikke foretaget supplerende høring, jf. planlovens § 27, stk. 3, idet ændringerne ikke på væsentlig måde vurderes at berøre andre end de nævnte grundejere.

 

BILAG VEDLAGT

1.   Referat af borgermøde, Plan & Arkitekturs mødelokaler den 30. oktober 2003

2.   Evaluering af borgermødet

3.   Oversigt over indsigelser og indholdet af indsigelserne

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

A.       Offentliggørelsesmateriale omfattende indstillinger med bilag samt orienteringspjece og -folder

B.       Kopi af de i bilag 3 nævnte henvendelser.

 

 

 

Erik Jacobsen                                                               Mette Lis Andersen

 


Til top