Mødedato: 22.11.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Høringssvar til idéfasehøring af Østlig Ringvej

Se alle bilag

Det statslige selskab Sund & Bælt har i september 2022 igangsat en idéfase, hvor Sund & Bælt ønsker input til den kommende miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej. Borgerrepræsentationen skal godkende forslag til Københavns Kommunes høringssvar. 

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at vedlagte høringssvar, jf. bilag 1, godkendes som Københavns Kommunes høringssvar til Sund & Bælt.

Problemstilling

I august 2020 blev en forundersøgelse af Østlig Ringvej offentliggjort af Vejdirektoratet. Københavns Kommune havde deltaget i forundersøgelsen. Med Budget 21 besluttede Borgerrepræsentationen at arbejde videre med staten om anlæg af Lynetteholm, herunder, at: Lynetteholm skal vejbetjenes af Østlig Ringvej. Der igangsættes en VVM-undersøgelse af Østlig Ringvej anlagt som sænketunnel langs Amager Strandpark (bilag 3).

Fra statslig side er det besluttet at igangsætte optakten til en miljøkonsekvensvurdering (tidligere kaldet VVM-undersøgelse). Fra 5. september til 31. oktober 2022 gennemfører Sund & Bælt således en idéfase forud for en miljøkonsekvensvurdering af Østlig Ringvej. Høringsmaterialet er vedlagt som bilag 2.

Sund & Bælt er et statsejet aktieselskab, der både analyserer, projekterer, anlægger, drifter og vedligeholder statslig infrastruktur. Med idéfasen inviterer Sund & Bælt alle interesserede til at komme med input til den forestående miljøkonsekvensvurdering, herunder Københavns Kommune.

Løsning

Økonomiforvaltningen har udarbejdet et forslag til høringssvar, der med denne indstilling skal godkendes som Københavns Kommunes høringssvar til Sund & Bælt. Høringssvaret bygger på indholdet i den politiske delaftale om Lynetteholm fra Budget 21 (bilag 3) samt de faglige anbefalinger, der er genereret i forvaltningerne på baggrund af blandt andet den tidligere forundersøgelse af Østlig Ringvej og den strategiske miljøvurdering af den samlede plan for Lynetteholm fra august 2022.

Nedenfor oplistes de primære ønsker fra Københavns Kommune til Sund & Bælt, der er beskrevet i høringssvaret:

  • Etableringen af Østlig Ringvej skal i videst muligt omfang tage hensyn til den eksisterende by og de miljø- og klimapåvirkninger, der fremgår af den strategiske miljøvurdering, som blev offentliggjort i august 2022. Det er eksempelvis påvirkning af havbunden, og ikke mindst at ressourceforbruget og CO2-udledningen i forbindelse med anlægsarbejdet bør reduceres mest muligt.
  • Østlig Ringvej skal etableres som den fulde løsning mellem Nordhavnen og lufthavnen og med tilslutningsanlæg på både Lynetteholm/Refshaleøen og Prøvestenen.
  • Østlig Ringvej skal understøtte muligheden for en fremtidig, god byudvikling i Østhavnen – eksempelvis i forhold til den konkrete placering af tilslutningsanlægget på Lynetteholm
  • De lokale påvirkninger fra trafikken skal håndteres – både i forhold til støjmæssig påvirkning i Bispebjerg, men også ift. samtænkning med lokalveje rundt om Østlig Ringvejs tilslutningsanlæg

I høringssvaret indgår desuden en række yderligere ønsker, jf. bilag 1.

Økonomi

Indstillingen har ingen direkte påvirkning af Københavns Kommunes økonomi.

Videre proces

Økonomiforvaltningen har aftalt med Sund & Bælt, at Københavns Kommune kan indsende høringssvaret efter høringsfristen den 31. oktober 2022 af hensyn til den politiske behandling.

Hvis Økonomiudvalget godkender indstillingen, vil Økonomiforvaltningen sende høringssvaret til Sund & Bælt med forbehold for Borgerrepræsentationens endelige godkendelse den 1. december 2022.

 

Søren Hartmann Hede                   / Nanna Westerby Jensen

Beslutning

Dagsordenspunkt 10: Høringssvar til idéfasehøring af Østlig Ringvej (2022-0294545)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2022

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag til supplering af indstillingens 1. at-punkt:

”At der tilføjes: ”med den tilføjelse, at der bør udarbejdes en beregning af den forventede CO2 udledning i forbindelse med anlægsarbejdet.””

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 8 stemmer mod 4. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø.

Imod stemte: A, C, B, V og I.

Indstillingen blev herefter anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

” Enhedslisten er imod Lynetteholm og Østlig Ringvej (tidligere kaldet Havnetunnellen). Blandt andet fordi det vil medføre en stor CO2 udledning i en tid, hvor vi drastisk skal nedbringe CO2 udledningen. Desuden risikerer Lynetteholm at forværre havmiljøet i Østersøen og Øresund. Havnetunnelen vil, ligesom andre motorveje mv., skabe mere biltrafik. Og vi har brug for langt mindre biltrafik. De mange ressourcer bør i stedet bruges til at udbygge den kollektive trafik, blandt togtrafikken mellem Nordsjælland og Lufthavnen.”

Til top