Mødedato: 22.10.2019, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Anlægsregnskaber fra Byggeri København - oktober 2019

Se alle bilag
Byggeri København fremlægger anlægsregnskaber for Økonomiudvalget til efterretning.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, 

  1. at aflæggelsen af fire anlægsregnskaber, jf. bilag 2-5, tages til efterretning.

Problemstilling

I denne indstilling fremlægges fire anlægsregnskaber med en samlet bevilling i Byggeri København (ByK) på 109,8 mio. kr. Anlægsregnskaber for ByK projekter aflægges i det år, hvor projektet afsluttes. Et anlægsarbejde defineres i ByK som afsluttet, når 1 års gennemgang har fundet sted. Der kan ske afvigelser fra denne regel, såfremt projektet afsluttes sidst på året, eller såfremt der udestår regninger til for eksempel afsluttende arbejder eller tvister. Projekter, som indgår i samme pulje, aflægges så vidt muligt samlet. 

Ekstraordinært er der ikke aflagt anlægsregnskaber i 2018 som følge af overgangen til København Kommunes nye økonomisystem Kvantum.

Løsning

De omhandlende anlægsregnskaber, jf. bilag 2-5, er udarbejdet og fremgår af oversigten i bilag 1. Resultatet er i løbende priser.  

Økonomi

Der er den 1. maj 2019 ændret regnskabspraksis jævnfør Københavns Kommunes kasse- og regnskabsregulativ. Ændringen indebærer, at anlægsregnskaberne aflægges i løbende priser.

I denne indstilling bærer ByK det økonomiske ansvar for samtlige fire regnskaber og udgør et samlet mindreforbrug på 18,1 mio. kr. fordelt som i det følgende.

Tre anlægsregnskaber vedrører henholdsvis Lergravsparkens Skole/KKFO, Nyborggade 46 og Smedetoften 14, og udgør et samlet mindreforbrug på 17,4 mio. kr. 

Det fjerde anlægsregnskab vedrører puljen afsat til energibesparende investeringer "Grøn effektivisering" jævnfør Budgetaftalen 2011, og er det femte og sidste delregnskab af denne pulje. Nærværende "Delregnskab V" omfatter de sidste fem projekter ud af den samlede pulje med i alt 97 projekter (antal ajourført løbende). Det samlede resultatet for Delregnskab V udgør et samlet mindreforbrug på i alt 0,7 mio. kr.

Videre proces

Resultatet af samtlige fire anlægsregnskaber tilgår ByKs OU-model og medtages i kommende sag om bevillingsmæssige ændringer ultimo 2019.

 

Søren Tegen Pedersen                   / Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 10: Anlægsregnskaber fra Byggeri København - oktober 2019 (2019-0027903)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. oktober 2019

Indstillingen blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top