Indstilling om selvbudgettering af skatter, tilskud og udligning i 2003
Indstilling om selvbudgettering af skatter, tilskud og udligning i 2003
Økonomiudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ekstraordinært møde tirsdag den 22. oktober 2002
J.nr. ØU 261/2002
1. Indstilling om selvbudgettering af skatter, tilskud og udligning i 2003
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget beslutter
- at kommunen selvbudgetterer skatter, tilskud og udligning i 2003
- at kommunen venter med at disponere over den forventede efterregulering for selvbudgetteringen i 2001, indtil det viser sig, om kommunen vinder eller taber ved at selvbudgettere for budget 2003.
Økonomiudvalgets beslutning: Økonomiforvaltningens indstilling blev anbefalet, idet Økonomiudvalget ønskede sagen forelagt for Borgerrepræsentationen.
D og Ø tog forbehold.
Behandling: Frist for spørgsmål til Økonomiforvaltningen fastsat til onsdag den 23. oktober 2002 kl. 17.00.
Der afholdes ekstraordinært Borgerrepræsentationsmøde torsdag den 24. oktober 2002 kl. 17.30.
RESUME
Borgerrepræsentationen behandlede på mødet den 10.oktober 2002 en indstilling fra Økonomiudvalget om valg af statsgaranti/selvbudgettering for 2003 (BR 473/02). Økonomiudvalgets indstilling var at kommunen i 2003 skulle vælge statsgarantien. På Borgerrepræsentationens møde fremsatte Overborgmesteren et ændringsforslag om:
- "at kommunen vælger statsgaranti for 2003. Hvis der fremkommer nye oplysninger, der ikke uvæsentligt ændrer den samlede vurdering af væksten i udskrivningsgrundlaget i positiv retning, vil Økonomiudvalget behandle en ny indstilling om valg af statsgaranti/selvbudgettering i 2003. Såfremt Økonomiudvalget må træffe beslutning i sagen bemyndiger Borgerrepræsentationen Økonomiudvalget hertil. Hvis Økonomiudvalget ikke må træffe beslutning i sagen indkaldes til et ekstraordinært møde i Borgerrepræsentationen, hvor sagen vil blive behandlet.
- at efterreguleringen for selvbudgetteringen i 2001, såfremt kommunen vælger statsgaranti for 2003, indarbejdes i kommunens budget for 2004, når det endelige efterreguleringsbeløb kendes i juli 2003. Såfremt kommunen vælger selvbudgettering for 2003 tilkendegiver Borgerrepræsentationen, at man vil vente med at disponere over den forventede efterregulering for selvbudgetteringen i 2001, indtil det viser sig, om kommunen vinder eller taber ved at selvbudgettere for budget 2003."
Forslaget blev tiltrådt.
Økonomiforvaltningen har vurderet konsekvenserne af valg af selvbudgettering for 2003 på baggrund af nye oplysninger vedr. udviklingen i den danske økonomi.
Nationalregnskabstallene for 1. halvår 2002 har udviklet sig bedre end forventet. Dette har medført en forventning om en opjustering af skønnet for BNP-væksten i 2002, hvilket igen har medført en opjustering af udskrivningsgrundlaget for Københavns Kommune, hovedstadsregionen og hele landet i 2002. Væksten i BNP vurderes at vokse med 0,3 pct.-point mere end forudsat af Finansministeriet i august. Mervæksten i BNP medfører en opjustering af den forventede vækst i udskrivningsgrundlaget i 2002 for Københavns Kommune, hovedstadsregionen og hele landet med 0,2 pct.-point til hhv. 3,9 pct., 3,9 pct. og 3,4 pct.
Det er muligt at også væksten for 2003 i mindre grad skal opjusteres, men der er fortsat en væsentlig usikkerhed knyttet til en sådan forudsigelse. Økonomiforvaltningen har derfor i de nye beregninger valgt at fastholde væksten i udskrivningsgrundlaget i 2003 på niveauet fra indstillingen om valg af statsgarant/selvbudgettering for 2003 (BR 473/02).
På baggrund af en ny samlet vurdering af væksten i udskrivningsgrundlaget fra 2000 til 2003 i Københavns Kommune, hovedstadsregionen og hele landet skønnes det, at kommunen vil få et provenu på 54 mill. kr. ved at selvbudgettere skatter, tilskud og udligning i stedet for at vælge statsgaranti. Heri indgår endvidere en uændret vurdering af befolkningstallet og af provenuet af ejendomsværdiskat og grundskyld og værdien af de afgiftspligtige grundværdier.
Økonomiforvaltningen anbefaler på denne baggrund, at Økonomiudvalget beslutter at kommunen i 2003 vælger at selvbudgettere skatter, tilskud og udligning.