Mødedato: 22.09.2015, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Kirkeligning 2016

Borgerrepræsentationen forelægges kirkeligningen og den uforandrede kirkeskatteprocent på 0,8 for 2016.

Tidligere beslutninger

Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

1. at kirkeligningen 2016 tages til efterretning,

2. at den kirkelige skatteprocent på 0,8 for 2016 tages til efterretning.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til sagen.

Problemstilling

Det kirkelige budgetudvalg har fremsendt brev af 20. august 2015 om de kirkelige budgetter og den kirkelige ligning for 2016. Det kirkelige budgetudvalg har forudsat, at det er det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, som er gældende.

Udskrivningsgrundlaget for den kirkelige ligning følger udskrivningsgrundlaget for den kommunale indkomstskat i forbindelse med valg af budgetteringsgrundlag. Det betyder, at det er Borgerrepræsentationen, der i forbindelse med vedtagelse af budgettet for den kommunale indkomstskat afgør, om kirken skal anvende det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, eller om kirken skal anvende det selvbudgetterede udskrivningsgrundlag.

Provenuet af den kirkelige ligning udbetales forskudsvis til kommunen af staten i tolvtedelsrater. Kommunen fordeler beløbet videre til fællesfonden, kirke- og præstegårdskasserne samt provstiudvalgskasserne.

Løsning

Det kirkelige budgetudvalg budgetterer med udgifter i 2016 på 494 mio. kr. (2016 P/L). Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag for kirkeskat i København er af Social- og Indenrigsministeriet opgjort til 61.745,5 mio. kr. (2016 P/L) for 2016. En fastholdelse af den nuværende skatteprocent på 0,8 vil sikre et provenu på 494 mio. kr. (2016 P/L).

Hvis Københavns Kommune vælger selvbudgettering som udskrivningsgrundlag i 2016 frem for statsgaranteret udskrivningsgrundlag, vil kirken blive efterreguleret fra staten i 2019.

Da Københavns Kommune i 2013 valgte det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, er der ikke efterregulering i 2016.

Økonomi

Sagen har ingen selvstændig økonomisk virkning på kommunens budget.

Videre proces

Kirkeligningen for 2016 behandles i Borgerrepræsentationen den 1. oktober 2015 samtidig med behandlingen af kommunens budget for 2016.


Carsten Haurum

                                                            /Susanne Hougard Heunicke

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at kirkeligningen 2016 tages til efterretning, og
  2. at den kirkelige skatteprocent på 0,8 for 2016 tages til efterretning.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 3. september 2015

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).
Indstillingen blev godkendt.

Beslutning

Dagsordenspunkt 26: Kirkeligning 2016 (2015-0185841)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. september 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.


Til top