Forslag til lokalplan ”Apollovej III”, Vanløse
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af forslag til lokalplan ”Apollovej III” i Vanløse. Forslaget vil muliggøre færdiggørelse af butikscenter og etablering af ca. 15.000 m2 helårsboliger oven på eksisterende butikscenter ”Galleria” ved Vanløse Station.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at forslag til lokalplan ”Apollovej III” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.
Indstilling og beslutning
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik-og Miljøudvalgets budgetramme.
Problemstilling
Bygherre har overtaget det halvfærdige butikscenterprojekt ”Galleria” i Vanløse fra tidligere investor og ønsker at færdiggøre centeret. Konceptet for det nye byggeri omfatter dels et større areal til detailhandel, dels et ændret indgangsparti med hovedindgang direkte fra Vanløse Torv, samt etablering af ca. 15.000 m2 helårsboliger på taget af centeret. Gennemførelse af det reviderede projekt kræver ny lokalplan, der blandt andet skal ændre lokalplanområdets grænse, øge detailhandelsrammen, samt sikre en velfungerende kombination af butikscenter og boliger i relation til den omgivende by.Løsning
Borgerrepræsentationen vedtog lokalplan nr. 439 Apollovej II den 10. december 2009, der muliggjorde et butikscenter ved Vanløse Station. Siden er den første del af butikscenteret opført, hvorefter byggeriet har ligget stille i en årrække. Lokalplanforslaget muliggør en færdiggørelse af butikscentret med mulighed for 20.000 m2 butiksareal i stuetagen og 1. sal, og 16.000 m2 helårsboliger, hvoraf ca. 4.000 m2 er almene boliger. Boligerne etableres fra 2. sals højde i maximalt 4 etager og integreres med butikscenterets arkitektur.
Lokalplanen stiller krav til bebyggelsens facader, der skal opføres i teglsten i de to nederste etager (butikscenteret), mens boligerne ovenpå butikscenteret skal fremstå i en let facadebeklædning med elementer af træ og espalier med beplantning for at skabe en variation af materialer og tekstur.
Boligernes friarealer på centerets tag indrettes som en stor grøn gårdhave 12 m over gadeniveau. Herudover etableres en stor sydvendt offentlig plads ”Metrotorvet” i 2. sals højde mod banen, der skaber sammenhæng mellem boligområdet, butikscenteret og Vanløse Torv. Pladsen skaber desuden adgang til boligernes grønne gårdhave fra to markante trappeforløb.
Bilparkeringsnormen følger forslag til Kommuneplan 15 og er fastlagt til 1 parkeringsplads pr. 100 m2 etageareal samt 1 plads pr. 300 m2 ungdomsbolig. Pladserne anlægges i parkeringshus. Cykelparkeringsnormen er 1 plads pr 75 m2 butiksareal, 4 pladser pr. 100 m2 serviceerhvevsareal, 3 pladser pr. 100 m2 bolig og 4 pladser pr. 100 m2 ungdomsbolig. Halvdelen af cykelparkeringen anlægges i parkeringhus i to plan ved stationen, mens resten etableres ved fortov ved boligopgange og på egen grund med adgang via elevatorer fra gadeplan.
Lokalplanområdet ligger i skoledistriktet for Katrinedals Skole, hvor den almene boligandel udgør under 20 %. Det betyder, at der i henhold til kommuneplanens retningsliner stilles krav om, at 25 % af boligerne bliver almene boliger.
Lokalplanen er udarbejdet i overensstemmelse med forslag til Kommuneplan 2015, idet det forudsættes at der ved den endelige vedtagelse af Kommuneplan 2015 sker en ændring af T1-området til C3*-område, for den del der er omfattet af lokalplanen. Såfremt rammerne i øvrigt i Kommuneplan 2015 bliver ændret ved den endelige vedtagelse i Borgerrepræsentationen, vil bestemmelserne i lokalplanen ligeledes blive ændret ved den endelige vedtagelse af lokalplanen.
Der henvises i øvrigt til bilag 2 faktaark.
Byliv
”Metrotorvet” etableres ved overdækning af den eksisterende cykelparkering ved metroen, og indrettes til ophold med udeservering i forbindelse med caféer samt til legeplads. Pladsen forbindes med Vanløse Torv via en stor trappe og cykelrampe. Jernbane Allé indrettes med attraktive kantzoner med mulighed for ophold og niveaufri adgang til butikscenteret. Byrummene tilfører dermed nye muligheder for ophold og byliv på og omkring Vanløse torv, og bidrager til at styrke Vanløses særlige karakter og kvaliteter.
Bæredygtighed
Lokalplanområdet ligger direkte op til Vanløse Station med S-tog og Metro, hvilket gør en fortætning hensigtsmæssig på denne placering. Herudover muliggør kombinationen af boliger oven på et større butiksareal alternative løsninger, som eksempelvis udnyttelse af overskudsvarme fra centeret til opvarmning af boliger.
Intern høring
Lokaludvalget ønsker, at Vanløse Torv fastholdes som plads med mulighed for afholdelse af arrangementer i samme omfang som i dag. Lokaludvalget ønsker desuden fordelingen af parkeringspladser belyst i forhold til centerformål, boliger og ungdomsboliger – også gerne i forhold til det resterende behov i bymidten.
Forvaltningen er enig i vigtigheden af at fastholde anvendelsesmulighederne på Vanløse Torv og vurderer, at lokalplanen ikke ændrer pladsens karakter og derfor ikke væsentligt forringer de fysiske rammer for afholdelse af arrangementer. Anvendelsesmulighederne vil være de samme med den nye lokalplan og forvaltningen deler derfor ikke lokaludvalgets bekymring. Lokalplanens parkeringskrav følger Kommuneplanens generelle bestemmelser for en C-ramme udenfor tætbyen. I centerets forudgående byggeperiode etableredes et parkeringshus med rummelighed udover de ca. 375 pladser, der dækker lokalplanområdets nye parkeringsbehov. Derudover har bygherre mulighed for at etablere yderligere parkeringspladser i p-huset til betjening af behov udenfor lokalplanområdet. Forvaltningen har kendskab til, at bygherre agter at indgå privatretlig aftale med anden bygherre på nabomatrikel om tilvejebringelse af parkeringspladser til delvis dækning af behov indenfor lokalplanområde ”Indertoften”.
Miljøvurdering
Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.Videre proces
Efter politisk behandling sendes planforslaget i høring i 8 uger.Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen januar 2016.
Pernille Andersen
/ Jakob Møller Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
1. at forslag til lokalplan ”Apollovej III” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse på
Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i 8 uger.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2015
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Enhedslisten og SF afgav følgende protokolbemærkning
”Enhedslisten og SF ønsker, at p-normen ændres til 1:200 idet området er stationsnært”.
Beslutning
Dagsordenspunkt 16: Forslag til lokalplan ”Apollovej III”, Vanløse (2015-0144714)
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 22. september 2015
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.