Redegørelse om udarbejdelse af tillæg til kommuneplanen samt ny lokalplan for karreen mellem Venøgade og Omøgade ("Omøgade III") til erstatning af den for dette område gældende del af lokalplan nr. 328 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Redegørelse om udarbejdelse af tillæg til kommuneplanen samt ny lokalplan for karreen mellem Venøgade og Omøgade ("Omøgade III") til erstatning af den for dette område gældende del af lokalplan nr. 328 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 22. juni 2004
J.nr. ØU 234/2004
8. Redegørelse om udarbejdelse af tillæg til kommuneplanen samt ny lokalplan for karreen mellem Venøgade og Omøgade ("Omøgade III") til erstatning af den for dette område gældende del af lokalplan nr. 328 (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)
INDSTILLING
Nærværende redegørelse fremsendes til Bygge- og
Teknikudvalgets og Økonomi-udvalgets drøftelse med henblik på udarbejdelse af
forslag til ny lokalplan og kommuneplantillæg for området mellem Venøgade og
Omøgade på Ydre Østerbro ("Omøgade III") til erstatning af den del af lokalplan
nr. 328, der omfatter dette område.
Bygge- og
Teknikudvalgets beslutning i mødet den 2. juni 2004
Drøftedes.
RESUME
Ejeren af ejendommen Omøgade 9 (matr.nr. 5776 Udenbys
Klædebo Kvarter, København) har anmodet om udarbejdelse af lokalplan, der
muliggør opførelse af boliger på ejendommen. Ejeren har påbegyndt opførelse af
et kontorhus på grunden, og fundamentet hertil er etableret. Kontorhuset er i
overensstemmelse med lokalplan nr. 328 planlagt opført i 4½ etage mod Venøgade
og i 2 etager som sidehus ind på grunden. Den planlagte bebyggelse ønskes nu i
stedet anvendt til boliger, idet ejeren tillige ønsker at udvide etagearealet
ved at forhøje sidehuset til 4½ etage ligesom forhuset.
Lokalplan nr. 328 omfatter de to karreeer mellem
Bryggervangen, Æbeløgade og Venøgade og fastlægger dette område til blandet
erhvervsformål, såsom fremstillings- og serviceerhverv. Bebyggelsesprocenten må
ikke overstige 110, bebyggelse mod bl.a. Venøgade skal være i 4 etager samt
eventuel tagetage, og bebyggelse bag randbebyggelsen må højst være i 2 etager.
Den nordlige karré mellem Venøgade og Omøgade er i dag
ekstensivt udnyttet, præget af ældre garager og enkelte lave erhvervsbygninger,
samt i den vestlige ende en af nærværende ejer nyopført kontorbygning i 4½
etage. Den sydlige karré er derimod tættere bebygget og rummer en række
velfungerende virksomheder, hvoraf en stor del har et lokalt tilhør og vurderes
at være uden væsentlig miljømæssig belastning for nabokarrerne.
For at sikre muligheden for opretholdelse og udvikling af
lokaltorienterede erhverv finder forvaltningerne, at lokalplan nr. 328 bør
fastholdes for den sydlige karré.
Forvaltningerne finder det derimod ønskeligt, at
plangrundlaget for den nordlige karré ændres til også at muliggøre et indslag
af boliger for at fremme en fornyelse af denne del af området. For at tilgodese
hensigtsmæssige friarealer og afstand til erhvervsbebyggelsen foreslås
nybyggeri koncentreret som sammenhængende bebyggelse mod Venøgade og Æbeløgade
i op til 5½ etage inden for samme bygningshøjder, som fastlagt i lokalplan nr.
328, og på baggrund heraf og for at muliggøre en vis intensitet i området
forslås endvidere bebyggelsesprocenten øget til 130.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Arkitektfirmaet
Mogens Werliin A/S har på vegne af ejeren af matr.nr. 5776 Udenbys Klædebo
Kvarter, København, Omøgade 9, Niels Baunsøe, ansøgt om ændring af
anvendelsesbestemmelserne i den gældende lokalplan nr. 328, der er afgrænset af
Æbeløgade, Glænøgade, Venøgade, Askøgade, Bryggervangen og Sankt Kjelds Plads (bilag 1), således at der kan opføres
boliger på ejendommen. Ejendommen har et grundareal på 3.396 m² ud af
lokalplanområdets i alt ca. 28.000 m².
Lokalplan nr. 328
blev i 2000 udarbejdet efter ansøgning fra samme ejer, der dengang ønskede at
opføre bebyggelse til serviceerhverv på matr.nr. 5776 og 5779. Efterfølgende er
der opført et kontorhus i 4½ etager på matr.nr. 5779, mens kun fundamentet til
ligeledes et kontorhus på matr.nr. 5776 er blevet etableret (bilag 2).
Ejeren har ønsket i
stedet på dette fundament at opføre en boligbebyggelse i 4½ etage på i alt
4.791 m² bruttoetageareal, indeholdende 55 lejligheder, med en bebyggelsesprocent
på ca. 141. Der ønskes etableret 1 parkeringsplads pr. lejlighed, med 42 i
konstruktion og 13 på terræn. Det oprindelige kontorhusprojekt, der fulgte
bestemmelserne i den eksisterende lokalplan, var projekteret med 4½ etager mod
Venøgade og med et "baghus" i 2 etager. Det samlede etageareal var på
3.624 m². Ejeren har således ønsket at forøge etagearealet med 1.167 m².
Der har
efterfølgende været ført en række forhandlinger med ejeren om grundlaget for en
udvikling af området med et indslag af boliger og heraf følgende konsekvenser
og muligheder for bebyggelsens udformning, jf. nedenstående afsnit, Vurdering.
Ejeren har med brev
af 10. maj 2004 for sit vedkommende tilsluttet sig, at der muliggøres nybyggeri
til boliger på det eksisterende fundament langs Venøgade i 5 etager samt
tagetage og med en højde, der ikke overstiger bestemmelserne herom i lokalplan
328.
Gennemførelse heraf
forudsætter udarbejdelse af en ny lokalplan samt et tillæg til Kommuneplan
2001.
Planforhold
I Kommuneplan 2001
er området fastlagt til blandet erhverv (E1-område) med lettere industri og
serviceerhverv samt mulighed for offentlige institutioner mv. Den maksimale
bebyggelsesprocenten er fastsat til 110, og kravet til friareal er 15 % af
etagearealet (bilag 3).
I den gældende
lokalplan nr. 328 - endeligt bekendtgjort den 13. december 2000 - er områdets
anvendelse fastlagt til blandet erhverv såsom fremstillings- og serviceerhverv.
Det er endvidere fastlagt, at bebyggelsen overvejende skal placeres som
randbebyggelse mod de omkringliggende gader i højst 4 etager, med en
gesimshøjde på højst 15 meter og en bygningshøjde på højst 18 meter. Mod Sankt
Kjelds Plads dog i 3 til 5 etager, med en bygningshøjde på højst 15 meter og en
bygningshøjde på højst 22 meter. Bebyggelse placeret indenfor randbebyggelsen
må højst opføres i 2 etager, og de enkelte facadelængder må ikke overstige 40
meter. Parkeringsdækningen er sat til 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal.
Parkering herudover skal placeres i konstruktion. Der kan etableres enkelte
boliger til indehaver, bestyrer, portner eller andre personer med lignende
tilknytning til virksomhed i lokalplanområdet.
Lokalplanområdet er
beliggende i umiddelbar nærhed af det eksisterende centerområde "Lyngbyvej" (bilag 3). Et forslag til tillæg til
Kommuneplan 2001 er udsendt til offentlig høring fra den 26. april til den 21.
juni 2004. Heri er den sydlige karré i lokalplanområdet inddraget i
centerområde "Lyngbyvej", hvor det samlede butiksareal kan udvides med 3.000 m²
bruttoareal. Bruttoarealet i de enkelte dagligvare- og udsalgsvarebutikker
ikke må overstige henholdsvis 3.000 m² og 1.500 m².
I henhold til den
boligpolitiske handlingsplan er det intentionen at sikre gode og attraktivt
beliggende familieboliger til kommunens borgere, bl.a. ved omdannelse af ældre
erhvervsområder til boligformål.
Kvarteret er
behandlet i Trafik- og bymiljøplan for Østerbro, tiltrådt af Bygge- og
Teknikudvalget den 26. november 2003. Bl.a. ønskes Sankt Kjelds Plads
opgraderet, og Bryggervangen ønskes udviklet som en del af en grøn forbindelse,
der strækker sig fra Fælledparken i syd til Svanemøllens Kaserne i nord, bl.a.
for at forbedre forholdene for gående og cyklister.
Kvarteret og lokalplanområdet
Kvarteret er
beliggende i bydelen Ydre Østerbro mellem jernbanearealet ved Borgervænget,
Østerbrogade, Fælledparken og Lyngbyvej. Området, der er relativt tæt bebygget,
blev bebygget i perioden fra århundredeskiftet frem til 1930'erne med
overvejende erhvervs- og boligbebyggelse, hvoraf flere af boligbebyggelserne er
af høj arkitektonisk kvalitet. I kvarteret blev der i de år endvidere opført en
kirke (Kildevældskirken), Ortopædisk Hospital samt anlagt en park med en
kunstig sø (Kildevældsparken) (bilag 1).
I nyere tid er flere af de oprindelige erhvervsbebyggelser i kvarteret
udskiftet med mere tidssvarende erhvervsbebyggelse eller erstattet af boligbyggeri.
Selve
lokalplanområdet består af en række erhvervsbebyggelser, der løbende er blevet
udvidet og ombygget, hvilket får området til at fremstå noget uhomogent og rodet.
Området gennemskæres af den private fællesvej Omøgade, der definerer en nordlig
og en sydlig karré. Gaden anvendes stort set kun som adgangsvej for de lokale
virksomheder (bilag 4).
Den nordlige karré,
hvor den aktuelle grund ligger, er på ca. 15.800 m². Karreen er bebygget med
dels det tidligere nævnte nyopførte 4½-etagers kontorbyggeri i det østlige
hjørne, dels en række ældre erhvervsbyggerier i op til 2 etager mod vest. Det
nye kontorhus er endnu ikke udlejet. Mellem den aktuelle grund og det nyopførte
kontorhus, ligger et gammelt garageanlæg (bilag
5).
Den sydlige karré er
på ca. 10.400 m². Karreen er tæt bebygget med relativt lave bygninger, enkelte
steder dog op til 3 etager (samlet bebyggelsesprocent ca. 90). Hovedparten af
bygningerne er de oprindelige, og flere er efterfølgende istandsat. I karreen
ligger en række velfungerende erhvervsvirksomheder, hvoraf kan nævnes en
tømmerhandel, glasudsalg, en grafisk virksomhed, en auktionsvirksomhed, et
revisionsfirma samt en bilforhandler med eget værksted. Mod Sankt Kjelds Plads
ligger et stort butikslokale, der dog for tiden midlertidigt anvendes af
bilforhandleren til biludstilling.
På alle sider af
lokalplanområdet ligger markante bygningsfronter i form af store karreer i 5 og
6 etager (bilag 6). Mod nord, syd og
øst består karrerne af boligbebyggelser og mod vest ligger et stort kontorhus,
indeholdende bl.a. Danmarks Statistik.
Lokalplanområdet
støder op til Sankt Kjelds Plads, der er et centralt krydsningspunkt for en
række diagonalgader i kvarteret. Diagonalgaderne, der strækker sig fra Jagtvej
mod syd til Borgervænget mod nord og fra Østerbrogade mod øst til Lyngbyvej mod
vest, dominerer kvarteret og skaber en byskabsmæssigt spændende bebyggelsesstruktur
med mange spidse karréhjørner og pladsdannelser. De rumlige kvaliteter mv. i
kvarteret er nærmere beskrevet i Byskabsatlas København 2003 (bilag 7).
Kvarteret fremstår i
dag flere steder med et ufærdigt præg, eksempelvis i lokalplanområdet. I
Trafik- og Miljøplan for Østerbro er der peget på en række indsatsområder, der
kunne bidrage til at løfte kvarteret. Bl.a. peges på en begrønning af diagonalgaderne,
hvor mindre pladsdannelser kunne tilplantes med træer, samt etablering af
cyklist- og fodgængervenlige forbindelser mellem de større rekreative områder -
Fælledparken og Kildevældsparken. Endvidere peges på en styrkelse af Sankt
Kjelds Plads og dens omgivelser, både bygningsmæssigt og funktionelt, for
derigennem at skabe et tydeligere centralt bydelspunkt.
Lokalplanområdet er
trafikalt særdeles velbeliggende med mange buslinier ved Sankt Kjelds Plads og
Lyngbyvej. Lyngbyvej indgår endvidere i det regionale vejnet. Der er ca. 500 m
til Ryparken Station.
Vurdering
Ændring af anvendelsen.
Det fremsatte ønske
om at ændre anvendelsesbestemmelserne for området, til også at omfatte
etablering af boliger, har givet forvaltningerne anledning til særlige overvejelser.
Især da den nugældende lokalplan kun er 3½ år gammel og ønsket bl.a. har
baggrund i den for tiden manglende efterspørgsel efter kontorarealer.
Fastholdelse af
erhverv i både en tidligere og den nugældende lokalplan havde til formål bl.a.
at sikre muligheden for opretholden af lokaltorienterede serviceprægede erhverv
og miljøtekniske funktioner i området. Det anses for vigtigt at opretholde
sådanne muligheder i tilstrækkeligt omfang i lokalområderne i byen.
På den anden side
vil muliggørelse af boligbyggeri medføre, at fornyelsen af området vil blive
fremmet. Herudover vil det være i overensstemmelse med den boligpolitiske
strategi at sikre gode familieegnede boliger bl.a. ved omdannelse af ældre erhvervsområder
til boligformål.
Forvaltningerne
finder derfor, at et indslag af boliger - der fremmer fornyelsen, men ikke
udelukker opretholdelse og udvikling af lokaltorienterede serviceerhverv, miljøtekniske
funktioner mv. - vil være en hensigtsmæssig og ønskelig udvikling for området.
Dette kan endvidere medvirke til en generel højnelse af kvarteret.
Forvaltningerne har
overvejet, hvorvidt en ny lokalplan, der muliggør boliger, bør omfatte hele
lokalplanområdet dækket af lokalplan nr. 328.
Den nordlige karré
indeholder i dag kun erhvervsaktiviteter i meget begrænset omfang i den
vestlige del, mens den sydlige karré derimod rummer en række virksomheder, som
er velfungerende og har et lokalt præg, ligesom flere af bebyggelserne inden
for de senere år er istandsatte.
Forvaltningerne
foreslår derfor, at kun den nordlige karré ved kommuneplantillæg og ny
lokalplan fastlægges til blandet bolig og serviceerhverv, således at der udover
det eksisterende kontorhus kan opføres boliger på hele eller dele af
restområdet.
For den sydlige
karré foreslås lokalplan nr. 328 opretholdt, da forvaltningerne ikke på
nuværende tidspunkt finder det ønskeligt at ændre på grundlaget for erhvervsfunktionerne
i denne karré.
Såfremt en udvidelse
af centerområdet jf. ovennævnte forslag til kommuneplan-tillæg om detailhandel
vedtages, vil eventuelle fremtidige ønsker om indretning af detailhandel i den
sydlige karré kunne tillades ved en dispensation fra lokalplanen. Såfremt det
på et senere tidspunkt skulle vise sig ønskeligt også at inddrage den sydlige
karré i en mere boligpræget udvikling, vil der til den tid kunne udarbejdes en
lokalplan og et kommuneplantillæg, der åbner mulighed for dette.
Bebyggelsesplan
Som det fremgår af
byskabsanalysen (bilag 7) danner
Tåsingegade mellem Østerbrogade og Sankt Kjelds Plads samt Samsøgade og
Bryggervangen fine rumlige forløb gennem området, jf. i øvrigt ovenstående om
Trafik- og bymiljøplanen for Østerbro. Bilag
7 viser endvidere en skitse over, hvorledes disse to diagonale forbindelser,
suppleret med en forlængelse af Tåsingegade via Æbeløgade og Glænøgade til
Hans Knudsens Plads, kan blive betydningsfulde forløb gennem bydelen med Sankt
Kjelds Plads som knudepunkt. De indeholder med fine rumdannelser, krumme
gadeforløb samt en række fixpunkter og vartegn, herunder Kildevælds Kirken som
det mest betydningsfulde, et rigt potentiale for at tilføre bydelen markante
strukturelle træk og byarkitektoniske oplevelser.
Overvejelserne om de
strukturelle træk i området samt en ændring til mere boligpræget anvendelse og
deraf følgende større krav til friarealer og deres placering giver anledning
til en revurdering af bebyggelsesplanen for den nordlige karré. På bilag 8 er vist en illustration af en
eventuel fremtidig bebyggelse, udarbejdet af Plan & Arkitektur. Nybyggeriet
er koncentreret som en overvejende sammenhængende bebyggelse langs Venøgade og
pladsen ved Æbeløgade for både at skabe afstand til erhvervsområdet i den
sydlige karré og sikre store syd- og vestvendte solbeskinnede friarealer.
I den gældende
lokalplan er gesims- og bygningshøjden mod Venøgade henholdsvis 15 m og 18 m.
Disse højder foreslås bibeholdt, således at fremtidig boligbebyggelse kan
opføres i 5 beboelseslag, i lighed med de omgivende boligbebyggelser, samt en
tagetage, eventuelt som en penthouseetage. Det viste bebyggelsesforslag har med
en husdybde på 10 m en samlet bebyggelsesprocent
på ca. 115. Af hensyn til en
vis frihed i bebyggelsesudformningen, herunder en eventuel større husdybde og
for at opnå en vis intensitet i området, foreslås bebyggelsesprocenten for
karreen maksimeret til 130. I lokalplanen vil der blive formuleret
bestemmelser, der sikrer, at bebyggelsen i hele karreen danner en afrundet
arkitektonisk helhed, der bl.a. danner en god afslutning mod Omøgade. Da der må
påregnes en etapevis udbygning af området, må lokalplanen endvidere indeholde
bestemmelser, som sikrer de enkelte etaper udformet som afsluttede helheder.
I den gældende
lokalplan er det forudsat, at tilkørsel til ejendommene overvejende skal ske
fra Bryggervangen, Æbeløgade og Omøgade. Med indpasning af boligbebyggelse i
den nordlige karré vil det af hensyn til friarealerne være ønskeligt at begrænse
biltrafikken i Omøgade mest muligt og i højere grad at søge biladgang til såvel
bolig- som erhvervsområdet fordelt på de omkringliggende gader, herunder også
Venøgade.
Kommuneplantillæg og ny lokalplan
I den nordlige karré
foreslås Kommuneplanens rammer ændret fra E1-område (blandet erhverv) til
C2*-område (boliger og serviceerhverv, såsom administration, liberale erhverv,
butikker, hoteller og erhvervs- og fritidsundervisning mv.) med særlige
bestemmelser om en maksimal bebyggelsesprocent på 130 og et krav til friarealer
på henholdsvis 50 % af etagearealet for boliger og 10 % for erhverv.
I lokalplanen
fastlægges endvidere en nærmere bebyggelsesplan med overvejende randbebyggelse
i mindst 4 og højst 5 etager og med en gesims- og bygningshøjde på henholdsvis
højst 15 m og højst 18 m.
Boliger skal være
familieegnede helårsboliger, hvilket fastsættes ved, at ingen bolig må være
under 75 m², og gennemsnittet af samtlige boliger minimum skal være 85 m².
Endvidere medtages sædvanlige bestemmelser om, at boliger for unge og ældre mv.
opført efter gældende lovgivning er undtaget bestemmelserne om boligstørrelser.
Parkeringsdækningen
skal være af størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal. Såfremt
der opføres boliger i overensstemmelse med ovenstående i hele karreen, bortset
fra det nyopførte kontorhus, vil ca. 2/3 af parkeringen på grund af
friarealkravet skulle placeres i konstruktion.
Der må kun udøves
virksomhed, som højst medfører ubetydelig forurening med krav om afstand på 20
m til boliger og lignende.
BILAG VEDLAGT
1.
Oversigtskort
2.
Kort med
angivelse af lokalplanområde og markering af det etablerede fundament
3.
Kommuneplanrammer
i kvarteret
4.
Luftfoto
af kvarteret
5.
Kort
over anvendelse
6.
Byskabsatlas
København 2003. Kort over kvarteret
7.
Diagonalgadestrukturen
i kvarteret
8.
Illustration
af eventuel fremtidig bebyggelse