Etik og evaluering i Københavns Kommunes Indkøb - Udsat
Etik og evaluering i Københavns Kommunes Indkøb - Udsat
Økonomiudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 22. juni 2004
J.nr. ØU 194/2004
6. Etik og evaluering i Københavns Kommunes Indkøb - Udsat
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen
indstiller til Økonomiudvalget,
at den nuværende inddragelse af etiske hensyn
ved indgåelse af fælles indkøbsaftaler, der tager udgangspunkt i kommunens
indkøbspolitik, tages til efterretning samt
at forslaget til evaluering af kommunens indkøbs
tiltrædes.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 1.
juni 2004
Sagen blev udsat.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8.
juni 2004
Sagen blev udsat ved
mødets start.
RESUME
Økonomiudvalget behandlede på mødet den 23. marts 2004 Redegørelse om Københavns
Kommunes Indkøb – februar 2004 (ØU 71/2004).
I forbindelse med behandlingen blev Økonomiforvaltningen bedt om at
komme med et oplæg til hvorledes etiske hensyn kan indarbejdes i Indkøbspolitikken.
Samtidig blev Økonomiforvaltningen bedt om at udarbejde et forslag til hvordan
en evaluering af indkøbsordningen kan foretages.
Det fremgår af kommunens indkøbspolitik, at etiske forhold kan inddrages ved indgåelse af fælles indkøbsaftaler. I praksis har kommunen anvendt begrebet etik i forbindelse med vurdering af: 1) Hæderlig forretningsdrift (forretningsetik) 2) Ligebehandling af medarbejdere med forskellig etnisk oprindelse. 3) Miljømæssig forsvarlig adfærd og bæredygtig udvikling. Nedenfor gives konkrete eksempler på inddragelse af etiske hensyn i indkøbsaftalerne.
I dag sker der via årlige redegørelser en løbende rapportering til
Økonomiudvalget om udviklingen på indkøbsområdet, herunder brug af indkøbssystem
og –aftaler, opnåede besparelser mv. Det foreslås, at redegørelserne – i
overensstemmelse med Økonomiudvalgets ønske og Kommunens Indkøbsstrategi –
suppleres med en årlig evaluering.
Evalueringen af indkøbsordningen vil blive gennemført i form af kvantitative
og kvalitative brugerundersøgelser blandt et repræsentativt udsnit af kommunens
indkøbere. Brugerundersøgelserne designes og gennemføres af et uvildigt
analysebureau i samarbejde med forvaltningerne. Brugerundersøgelsen gentages
årligt, så udviklingen i brugertilfredsheden kan følges. Evalueringen
gennemføres første gang ultimo 2004.
SAGSBESKRIVELSE
Nedenfor er inddragelsen af etiske forhold i forbindelse med indgåelsen af de fælles indkøbsaftaler samt forslag til evaluering af indkøbsordningen uddybende beskrevet.
1. Etiske forhold i Indkøbspolitikken
Af kommunens indkøbspolitik fremgår, at:
"Indkøb
til kommunen skal først og fremmest foretages ud fra forretningsmæssige
kriterier, dvs. pris, service, kvalitet, leveringssikkerhed, miljø- og
arbejdsmiljøforhold, understøttelse af kommunens elektroniske indkøbssystem,
etiske forhold etc."
"Ved indgåelse af indkøbsaftaler indgår der,
hvor det er praktisk muligt, etiske overvejelser i valget af leverandører og
produkter."
"Det forventes, at samarbejdet med kommunens
leverandører bærer præg af hæderlighed, seriøsitet og professionalisme."
Der findes ikke i indkøbspolitikken en nærmere definition af "etik" eller hvilke elementer etiske hensyn skal indeholde.
I praksis har kommunen anvendt begrebet etik i forbindelse med vurdering af: 1) Hæderlig forretningsdrift (forretningsetik) 2) Ligebehandling af medarbejdere med forskellig etnisk oprindelse. 3) Miljømæssig forsvarlig adfærd og bæredygtig udvikling.
Etiske hensyn indgår f.eks. i form af generelle krav om seriøsitet og hæderlighed i leverandørsamarbejdet og krav om overholdelse af gældende lovgivning (herunder naturligvis lovens racismeparagraffer). Etikken kan endvidere udmøntes i form af krav om miljøbevidsthed ved fremstilling, distribution og bortskaffelse af varer, større fokus på arbejdsmiljøet i produktionen af varerne eller indføjelse af egentlige sociale klausuler i indkøbsaftalerne.
Nedenfor er givet eksempler på udmøntningen af etiske krav i en række indkøbsaftaler.
I det aktuelle udbud af taxikørsel, er der stillet eksplicitte krav om, at leverandøren ikke forskelsbehandler sine ansatte på baggrund af deres etniske oprindelse eller på anden vis udøver diskrimination. Kravet er gjort eksplicit for at undgå enhver tvivl om kommunens holdning til forskelsbehandling.
I
forbindelse med kommunens netop afsluttede udbud af kopipapir sikres det at kommunens institutioner lever op til
Borgerrepræsentationens beslutning af 12. marts 1992, hvor det blev bestemt, at
"...det pålægges magistraten at sørge
for, at alle kommunens institutioner fremover benytter ubleget 100 procent
genbrugspapir."(BF 287/91 s. 629–630). På tidspunktet for beslutningen blev
der typisk benyttet miljøskadeligt klor til at blege papiret, hvilket er
årsagen til kravet om ubleget papir. Der er siden udviklet genbrugspapirtyper,
der er bleget ved hjælp af kalk, og som derfor ikke belaster miljøet i samme grad som klorblegningen. Disse blegede
papirtyper vil det også være muligt at købe via aftalen.
I forbindelse med kommunens udbud af fødevarer, er der specielt efterspurgt økologiske fødevarer for at
kommunens kantiner og institutioner får de bedste forudsætninger for at
efterleve Borgerrepræsentationens beslutning om 75% økologi i kommunens
køkkener i forbindelse med kommunens Dogme-aftale (BR 262/01).
I det igangværende udbud af legetøj er der bl.a. efterspurgt "økologisk legetøj", så kommunens institutioner får mulighed for at prioritere disse hensyn ved de enkelte indkøb.
Aftalen om Kaffe indeholder ligeledes mulighed for at købe økologisk kaffe eller bæredygtigt produceret kaffe, hvor kaffebønderne bliver hjulpet til at forbedre dyrkningsmetoderne og de enkelte bondesamfund får hjælp til etablering og drift af bl.a. skoler.
I alle indkøbsaftaler inddrages miljø- og arbejdsmiljøhensyn systematisk, således at der aktivt arbejdes på at nedbringe belastningen fra kommunens indkøbsvirksomhed. Således medvirker såvel Miljøkontrollen som Bedriftssundhedstjenesten ved alle aftaleindgåelser, og der er både fastsat miljømæssige mål på indkøbsområdet og indkøbsmæssige mål på miljøområdet. Endvidere følges systematisk op på målopfyldelsen i forbindelse med årlige redegørelser til Økonomiudvalget og EMAS-redegørelser fra Den Fælles Indkøbsenhed.
Der er endnu ikke benyttet egentlige sociale klausuler, hvor der f.eks. stilles krav om, at en del af produktionen skal varetages af ansatte i skånejobs el. lign., i forbindelse med etableringen af fælles indkøbsaftaler. Københavns Kommune har imidlertid en række interne institutioner og beskæftigelsesordninger, der bl.a. producerer børster og vugger, der afsættes til kommunens institutioner. Ved indgåelse af fælles indkøbsaftaler sikres det, at disse institutioner fortsat har mulighed for at afsætte deres produktion til forvaltningerne, således at kommunens sociale indsats fremmes.
Kommunen vil fortsat, når det i den konkrete sammenhæng er muligt og relevant, stille etiske krav til leverandørerne i forbindelse med udbudsforretninger og efterfølgende i forbindelse med overholdelsen af de indgåede aftaler.
2. Evaluering af indkøbsordningen
På mødet den 23. marts 2004 besluttede Økonomiudvalget,
at Økonomiforvaltningen skulle udarbejde et forslag til systematisk evaluering
af kommunens indkøbsordning.
I dag sker der via årlige redegørelser en løbende rapportering til Økonomiudvalget
om udviklingen på indkøbsområdet, herunder brug af indkøbssystem og –aftaler,
opnåede besparelser mv. Det foreslås, at redegørelserne – i overensstemmelse
med Økonomiudvalgets ønske og Kommunens Indkøbsstrategi – suppleres med en
årlig evaluering.
Evalueringen af indkøbsordningen vil blive gennemført i form af kvantitative
og kvalitative brugerundersøgelser blandt et repræsentativt udsnit af kommunens
indkøbere. Brugerundersøgelserne designes og gennemføres af et uvildigt
analysebureau i samarbejde med forvaltningerne. Brugerundersøgelsen gentages
årligt, så udviklingen i brugertilfredsheden kan følges.
Evalueringen gennemføres som en kombination af en spørgeskemaundersøgelse
og en række fokusgruppeinterviews.
I spørgeskemaundersøgelsen bliver et større antal indkøbere spurgt om deres
erfaringer og holdninger til forskellige elementer i indkøbsordningen for at
identificere eventuelle problemområder eller områder der bør være særligt fokus
på.
Efterfølgende gennemføres fokusgruppeinterviews med deltagere fra alle
forvaltninger for yderligere at få uddybet resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen.
Deltagerkredsen omfatter både ledere og slutbrugere af indkøbsordningen og
indkøbssystemet.
På baggrund af brugerundersøgelsen og fokusgruppeinterviews opstilles
forslag til forbedringsaktiviteter. Samtidig kan der evt. identificeres nye
aspekter af indkøbsorganiseringen, der kan indgå i de følgende evalueringer.
Evalueringerne gennemføres i overensstemmelse med indkøbsstrategien for
Københavns Kommune 2004 – 2007 ultimo året, første gang ultimo 2004.
Resultaterne fra evalueringen indgår som et fast element i den
helårlige rapportering til Økonomiudvalget sammen med rapporteringen om de øvrige
resultater på området.
Økonomi
Eventuelle øgede omkostninger ved inddragelse af etiske hensyn (herunder miljø- og arbejdsmiljøhensyn) afholdes inden for forvaltningernes eksisterende økonomiske rammer.
Udgifterne til gennemførelse
af de årlige evalueringer af indkøbsområdet afholdes af Økonomiforvaltningen. Det forventes, at evalueringen kan
gennemføres af et professionelt analysebureau inden for en ramme på ca. 200.000
kr.
Miljø
-
Høring
-
Andre konsekvenser
-
Erik Jacobsen
/ Bjarne Winge